Kina-dæk dumper på stribe i ny test
22.9.2026 08:30:06 CEST | FDM | Pressemeddelelse
Kinesiske lavpris-vinterdæk dumper på stribe på dårlig sikkerhed i FDMs store test af vinterdæk. Kun halvdelen af testens 32 dæk kan anbefales.

Selvom temperaturerne endnu ikke er vinterlige, er der ikke længe til, at det er tid til at finde vintergarderoben frem. For bilen vil det sige vinterdæk. Især hvis man vil køre i vinterføre. Siden sidste år er det nemlig blevet et krav, at bilen kører på dæk beregnet til årstiden, hvis der er vinterføre. Ellers vanker der en bøde på 1.000 kr. pr. dæk.
Det er dog langtfra alle vinterdæk, der er egnet til de danske vinterveje. Det viser årets store test af i alt 32 vinterdæk, som FDM har lavet i samarbejde med en række europæiske bilklubber. Her er testet 16 dæk i størrelsen 15-tommer (185/55 R15), som passer til biler som Peugeot 208, VW Polo og Hyundai i20, og 16 dæk i størrelsen 17-tommer (225/50 R17), der passer til blandt andet Audi A4 og Skoda Octavia.
Årets vinterdæktest er især hård ved kinesiske lavprisdæk. Af de 32 dæk dumper i alt ni dæk, hvoraf syv er fra kinesiske dækproducenter. Det er grundlæggende ringe egenskaber på våd og tør vej, som får dækkene til at falde igennem. I alt kan FDM kun anbefale køb af 15 af testens 32 vinterdæk.
”Det er skuffende, at årets testfelt ikke klarer sig bedre. Det gælder særligt flere af de kinesiske lavprisdæk, som er helt uegnede til de danske vinterveje. Der er ellers fuld fart på de kinesiske dækproducenter, men som testen viser, har de et stykke vej endnu. Det kan godt være, at de lokker med en lav pris, men til gengæld koster det på sikkerheden, og den må man ikke spare på,” siger biledaktør i FDM Karsten M. Lemche.
Hvor stor forskel der er mellem testens dæk, viser bremsetesten på våd vej. Her skulle det dårligste 15-tommerdæk, Rockblade Rock 868S, bruge hele 51 meter på at bremse ned fra 80 km/t. Det er godt 18 meter mere end Bridgestone Blizzak LM005, der ’blot’ skulle bruge 33,5 meter. Det svarer til, at bilen med Rockblade-dækkene kørte med 47 km/t, da bilen med Bridgestone-dækkene holdt stille.
Testen viser dog ikke kun stor forskel på dækkenes sikkerhed, men også når det kommer til deres holdbarhed. Her holder 15-tommerdækkene i gennemsnit kun 31.000 km, mens 17-tommerdækkene i snit holder 45.000 km. Altså holder den større dækstørrelse cirka 50 procent længere, hvilket har betydning for biløkonomien.
”Det kan umiddelbart undre, at en dækstørrelse slides så meget hurtigere, som testen viser. En del af forklaringen kan være, at dækproducenterne har fokus på større dækstørrelser, selvom markedet for 15-tommerdæk fortsat er stort. Dermed går den nyeste dækteknologi uden om flere af vinterdækkene i 15-tommer,” siger Karsten M. Lemche og tilføjer:
”Holdbarheden er økonomisk vigtig. Det vigtigste er dog fortsat at købe et dæk med god sikkerhed. Og når man køber nye vinterdæk, bør man især gå efter dæk, som klarer sig godt på våd og tør vej.”
Læs mere om FDMs test af vinterdæk, og se alle resultaterne på fdm.dk.
FDMs 9 råd til dig, der skal købe vinterdæk
- Tjek, at dækket har symbolerne M+S og 3PMSF (tre bjergtinder).
- Ved køb af dæk skal du sørge for, at dækkene på alle fire hjul om muligt er produceret inden for samme 12-månedersperiode.
- Køb ikke nye dæk, der er mere end tre år gamle. Oplysninger om dækkenes alder kan findes i DOT-specifikationen på dækket.
- Køb om muligt nye dækmodeller, så du drager fordel af den tekniske udvikling og de forbedringer, som dækproducenterne løbende foretager.
- Brug altid fire dæk af samme model og type.
- Dækkenes mønsterdybde bør ikke komme under 3 mm (lovkravet er minimum 1,6 mm). Dog anbefales 4 mm ved krævende vinterkørsel.
- Hvis mønsterdybden er forskellig på de fire dæk, skal du montere dækkene med mest mønster på bagakslen, da dette især i sving øger kørestabiliteten på grund af dækkenes bedre evne til at overføre kræfter på tværs af kørselsretningen.
- Kontrollér dæktrykket regelmæssigt, gerne hver anden uge.
- Ved tung last i bilen skal dæktrykket øges i henhold til bilfabrikantens specifikationer.
Nøgleord
Kontakter
FDM presseafdeling
Tlf:45270967presse@fdm.dkMads Bregenov-PedersenPressemedarbejder
Tlf:21187030mbp@fdm.dkBarbara Borre LangeKommunikationschef
Tlf:26270721bbc@fdm.dkBilleder



Om FDM
FDM er med 284.000 medlemshusstande Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation.
FDM arbejder for en afvikling af registreringsafgiften, en grøn omstilling af bilparken, bedre trafiksikkerhed, bedre infrastruktur og bedre forbrugersikkerhed.
Derudover sidder FDM i en lang række råd og nævn som Parkeringsklagenævnet, Færdselssikkerhedskommissionen og Rådet for Sikker Trafiks forretningsudvalg.
Læs mere om FDM
Følg pressemeddelelser fra FDM
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FDM
Nye biler advarer selv om glemte børn i bilen16.9.2026 10:20:48 CEST | Pressemeddelelse
Flere nye biler har nu systemer, som advarer fører og omgivelser, hvis der er efterladt børn i en parkeret bil. Systemerne indgår i Euro NCAP’s nye test af bilers sikkerhed og skal forhindre tragiske ulykker.
Disse fejl rykker vejhjælpen oftest ud til14.9.2026 12:19:17 CEST | Pressemeddelelse
Døde batterier og flade dæk er de hyppigste årsager til, at bilister må have vejhjælp, viser nye tal fra FDM Vejhjælp over bilernes 10 hyppigste fejl. Tallene viser samtidig, at behovet for vejhjælp ikke kun er et vinterfænomen.
Kommunale p-afgifter udløser stribevis af klager31.8.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er stor forskel på, hvor mange der klager over kommunernes p-afgifter – i flere kommuner klager bilisterne over mere end hver 10. p-afgift. Samlet havde landets kommuner i 2025 indtægter fra parkering på næsten 1,4 milliarder kroner. Det er ny rekord.
BMW og Zeekr imponerer i helt ny sikkerhedstest8.7.2026 11:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Euro NCAP lancerer en helt ny test af bilers sikkerhed før, under og efter en ulykke. Samtidig introduceres flere forskellige testdukker og computersimuleringer. De første biler imponerer med en tårnhøj sikkerhed.
Test afslører dårlig sikkerhed på lastbiler – koster 400 liv om året1.7.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
For svage kofangere på lastbiler koster hvert år omkring 400 mennesker livet på de europæiske veje i såkaldte underkøringsulykker. Sammen med de europæiske bilklubber og Euro NCAP efterlyser FDM skærpede krav til kofangerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum