FDM

Kommunale p-afgifter udløser stribevis af klager

31.8.2026 06:01:00 CEST | FDM | Pressemeddelelse

Del

Der er stor forskel på, hvor mange der klager over kommunernes p-afgifter – i flere kommuner klager bilisterne over mere end hver 10. p-afgift. Samlet havde landets kommuner i 2025 indtægter fra parkering på næsten 1,4 milliarder kroner. Det er ny rekord.

Blåt skilt med betalingsparkering og kirketårn i baggrunden
Landets kommuner havde sidste år parkeringsindtægter for næsten 1.4 milliarder kroner, viser FDMs undersøgelse. Det er ny rekord. Foto: FDM

Betalingsparkering, beboerlicenser og p-afgifter skæpper fortsat godt i landets kommunekasser, hvor indtægterne fra parkering er på vej mod 1,5 milliarder kroner.

Helt præcist betalte bilisterne sidste år for 1.384.006.762 kroner for parkering, hvilket er ny rekord. Det viser FDMs gennemgang af de kommunale bruttoindtægter fra parkering i 2025.

Af milliardbeløbet kommer godt en milliard kroner fra betalingsparkering og beboerlicenser, mens 326 millioner kroner kommer fra p-afgifter. I alt 613.000 gange satte de kommunale p-vagter en ”hilsen” i forruden sidste år. Det er lidt færre end året før.

Der er dog stor forskel på, hvordan de 56 kommuner med parkeringskontrol går til opgaven. Hvor op mod 15 procent af p-afgifterne i nogle kommuner udløser en klage, har Holbæk Kommune undersøgelsens laveste klageprocent på bare 0,3 procent.

”Parkeringskontrol behøver ikke at være en kamp mellem p-vagter og bilister. Det er Holbæk et godt eksempel på. Kommunen har i flere år arbejdet for, at parkeringskontrol skal være en service, der er med til at sikre et bedre flow i trafikken. Det vigtige må være at mindske antallet af ulovligt parkerede biler og ikke at udstede flest mulige p-afgifter. En ulovligt parkeret bil holder ikke mindre i vejen af at få en afgift i forruden. Så hvis man kan hjælpe bilisterne med at undgå, at de parkerer ulovligt, kan bødeblokken blive i lommen. Det kan andre kommuner lære af,” siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.

FDM anerkender, at der i nogle kommuner kan være behov for at regulere trafikken med betalingsparkering og parkeringskontrol. Det skal dog ske for at regulere trafikken og ikke for at sikre kommunerne et provenu.

”En bil, der holder til fare eller gene, eller som ikke har betalt, skal have en p-afgift. Men når bilister klager over mere end hver 10. p-afgift, bør man som kommune give sin parkeringskontrol et servicetjek. Noget kunne i hvert fald tyde på, at man kan hjælpe bilisterne til at parkere bedre og dermed undgå en sur afgift. Det må være ambitionen. Samtidig sparer kommunerne på udgifter til håndtering af de mange klager. Her har en kommune som Holbæk vist, hvordan det kan gøres,” siger Stina Glavind.

27 af landets kommuner har betalingsparkering, mens 56 har parkeringskontrol.

Se tallene for de enkelte kommuner i vedhæftede excelark - se længere nede.

Læs mere om kommunernes parkeringsindtægter, og se beløbene på fdm.dk.

Ved en fejl er Randers-Favrskov Kommuner i tidl. udgave talt med to gange. Kommunernes samlede p-indtægter i 2025 var derfor 1.384.066.762 kr. og ikke 1.394.797.255 kr., som vi først skrev. FDM beklager fejlen.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Blåt skilt med betalingsparkering og kirketårn i baggrunden.
Landets kommuner havde i 2025 parkeringsindtægter for 1.384.006.762 kr. En stor del kommer fra kommunernes p-kontrol. Men der er stor forskel på, hvordan kommunerne går til opgaven.
Foto: FDM
Download

Vedhæftede filer

Om FDM

FDM er med 284.000 medlemshusstande Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation.

FDM arbejder for en afvikling af registreringsafgiften, en grøn omstilling af bilparken, bedre trafiksikkerhed, bedre infrastruktur og bedre forbrugersikkerhed.

Derudover sidder FDM i en lang række råd og nævn som Parkeringsklagenævnet, Færdselssikkerhedskommissionen og Rådet for Sikker Trafiks forretningsudvalg.

Læs mere om FDM

Følg pressemeddelelser fra FDM

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FDM

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye