Energinet

Ny DataHub skal drive det grønne og fleksible elmarked

18.9.2026 12:18:32 CEST | Energinet | Pressemeddelelse

Del

DataHub-systemet, det danske elmarkeds centralnervesystem for afregning, datafrisættelse og kommunikation, er nu fuldt opgraderet til version 3.0, som er rustet til at håndtere større og større datamængder, der skal danne fundament for en række nye løsninger og indfri endnu mere fleksibilitet drevet af markedet.

En hjørnesten i elmarkedets digitale infrastruktur, Energinets DataHub-system, er i dag blevet sat endeligt i drift i en ny, stærkere og mere fremtidssikker version 3.0, mens den tidligere version, som har fungeret siden 2016, er blevet lukket endeligt ned.   

Projektet er gennemført i tæt og koordineret samarbejde med virksomhederne på detailmarkedet for el, og dagens idriftsættelse var den sidste af tre faser – der gik i drift i henholdsvis 2024, 2025 og nu med sidste fase i 2026.   

Direktør for DataHub, Martin Lervad Lundø, fremhæver det gode samarbejde med aktørerne og er samtidig glad for at Energinet har rundet en stor milepæl.  

”Vi værdsætter det gode og konstruktive samarbejde, der har været med markedsaktørerne og brancheforening hele vejen gennem DataHub 3.0 projektet. Det er afgørende, at vi mødes og sikrer de gode løsninger i fællesskab, og vi har oplevet, hvordan alle har lænet sig ind for at lykkes”, siger Martin Lervad Lundø, der ser frem mod de næste opgaver, som Energinet skal være med til at løse sammen med markedet.  

Fremtidens elmarked skal kunne mere  

DataHub er den tekniske forudsætning for den såkaldte engrosmodel, der samler kommunikation og afregning i elmarkedet, og sørger for at elforbrugerne får én samlet regning for deres elforbrug og nemmere kan sammenligne priser og skifte elleverandør.   

I takt med den grønne omstilling og elektrificeringen af samfundet har markedet behov for markant øgede datamængder og digital regnekraft til nye tiltag, der skal indfri mere af forbrugernes fleksibilitet og fortsat sikre korrekt afregning og afvikling af markedsprocesser.   

DataHub 3.0 skal de kommende år levere grundlaget for at implementere og understøtte EU’s markedsdirektiver, som møder det danske elmarked.   

Det er særligt muligheden for at være uafhængig aggregator – en ny rolle som samler og afregner flere enheders elforbrug eller –produktion, muligheden for at dele overskudsenergi, og adgangen til at oprette flere elaftaler med forskellige elleverandører på samme aftagenummer.    

Netselskabet: forbrug og kapacitet tættere på hinanden  

Elleverandører og netselskaber er to store grupper af virksomheder, der bruger DataHub-systemet dagligt og har været med i forberedelsen til DataHub 3.0.   

Netselskabet Dinel distribuerer strøm til 116.000 husstande og virksomheder i Østjylland og står af aflæsningen af målere.  

Afdelingschef i Dinel, Brian Hansen, peger på de fælles standarder og processer, som DataHub står for, som en fordel i den daglige drift. Med DataHub 3.0 fremhæver han især potentialet i kvartersværdier, som kan skabe bedre sammenhæng mellem kapacitet og forbrug.  

“Vi har aflæst målere hvert kvarter i mange år, og med DataHub 3.0 kan vi nu sende kvartersværdierne til DataHub. Jo mere detaljeret markedet bliver, desto bedre kan vi planlægge netkapaciteten efter det varierende forbrug. Forbruget stiger kraftigt i vores område, så vi har brug for alle relevante værktøjer til at udnytte kapaciteten bedst muligt. Det håber vi, DataHub kan være med til at understøtte,” siger Brian Hansen.  

Elleverandøren: Frigør kræfter til innovation  

Vindstød er en af de elleverandører, der har været med i implementering og test af DataHub 3.0. Virksomhedens direktør og grundlægger Morten Nissen Nielsen fortæller, hvad en opgraderet DataHub betyder for en aktør på markedet:   

"Forudsætningen for et effektivt elmarked er en fælles digital infrastruktur. Hvis vi alle skulle drive de samme processer i egne IT-systemer, ville markedet være ineffektivt. Sikkerhedstiltag som GDPR og NIS2 er eksempler på regulering, som er meget nemmere for alle med DataHub. Det frigør kræfter til innovation hos den enkelte virksomhed, når vi ikke hver især skal lave den samme digitale understøttelse. Vi kan for eksempel nemt give betaling for overskydende produktion fra solceller til vores kunder, når vi har en DataHub, og dermed kanalisere penge hen, hvor den grønne energi faktisk bliver produceret," siger Morten Nissen Nielsen.    

DIrektøren fremhæver også samarbejde mellem aktørerne, der bruger DataHub, og Energinet, der med version 3.0 har hjemtaget udviklingen af systemet.    

"Planen for en opgraderet DataHub har været og er ambitiøs og vi er fra markedets synspunkt meget interesseret i at der er fremdrift i projektet, så vi er glade for den store inddragelse og gennemsigtighed, der har været i arbejdet, så vi har kunnet teste det før go-live," siger Morten Nissen Nielsen.     

Nyt system, nyt marked  

Med den opgraderede DataHub sat i drift venter en periode med særlig opmærksomhed på stabil drift. Derefter fortsætter samarbejdet med aktørerne om implementering af nye krav til markedet, som har været under forberedelse, mens DataHub 3.0 er blevet sat gradvist i drift.   

"Med det nye DataHub-system får markedet glæde af et mere robust, fleksibelt og skalerbart system, der vil være klar til at imødekomme nye teknologier og forretningsmodeller, som er på vej. Elmarkedet er blevet en økonomisk motor for den grønne omstilling og det skal den digitale infrastruktur kunne imødekomme. Med nyt system i drift vil vi fra centralt hold nu fokusere på at udvikle de næste skridt i elmarkedet, og derved give forbrugerne mulighed for at være endnu mere fleksible," siger Martin Lervad Lundø.  

Fakta om DataHub 3.0 og kommende implementeringer  

DataHub-systemet er markedets tekniske og afregningsmæssige knudepunkt, som samler alle oplysninger om danskernes elforbrug og priser, skaber afregningen på vegne af markedet, giver mulighed for kontrolleret datafrisættelse og håndterer al kommunikation mellem markedets aktører.   

Det danske elmarked følger engrosmodellen, der betyder at elleverandøren står for kommunikation og afregning direkte med kunden, som får én samlet regning. Alle aktører på markedet kommunikerer ensartet med hinanden gennem DataHub.   

Den samlede afregning som DataHub faciliterede i elmarkedet var i 2025 omkring 35 mia. DKK.    

Målerdata om forbrug og produktion fra Danmarks godt 4 mio. målepunkter kommer ind i DataHub hver time, og med overgangen til kvartersintervaller på markedet skal DataHub kunne håndtere godt 400 mio. afregningsvalide målinger om dagen.   

Data fra DataHub driver andre services som Eloverblik, hvor ejerne af en elmåler kan tilgå egne data og dele med tredjeparter som f.eks. apps eller energirådgivere, og Energi Data Service, som udstiller åbne og aggregerede datasæt.   

Kommende større tiltag i detailmarkedet  

Med afsæt i den netop gennemførte idriftsættelse vil vi sammen med markedet nu fokusere på ny markedsudvikling. Dette kommer særligt til udtryk med disse tre initiativer:  

Uafhængige aggregatorer er en ny rolle, der skal gøre det muligt at levere systemydelser på vegne af en gruppe af mindre enheder, og blive afregnet for det. Det vil for eksempel gøre batterioperatører i stand til, efter aftale med deres kunder, at lade eller aflade kortvarigt på tværs af enheder - små som store.   

Energideling giver alle husholdninger, små- og mellemstore virksomheder, samt offentlige virksomheder ret til at dele overskudsenergi fra deres VE-anlæg via det kollektive net, under bestemte betingelser. Det kommer til at foregå via en online delingsplatform, som snart er under udvikling i Energinet.   

Serielle elleverandører gør det juridisk muligt at oprette flere elaftaler på samme aftagenummer - altså hus eller virksomhed. Det åbner teknisk for, at elbilen i indkørslen eller husets varmepumpe kan have en anden elleverandør end resten af husets forbrug og afregne det separat, hvilket åbner for nye forretningsmodeller.

Kontakter

Om Energinet

Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk

Følg pressemeddelelser fra Energinet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energinet

Efter Forsyningstilsynets påbud: Energinet fortsætter den puljerede sagsbehandling uændret8.9.2026 09:01:02 CEST | Pressemeddelelse

Energinet indførte i maj 2026 skærpede krav til modenhed, fremdrift og netvenlighed for tilslutninger på eltransmissionsnettet. Fredag gav Forsyningstilsynet påbud og meddelte, at Energinet skal anmelde en metode til Forsyningstilsynets godkendelse. Det ændrer ikke Energinets planlagte behandling af kundernes sager. Energinet fortsætter den puljerede sagsbehandling og forventer fortsat at gennemføre de planlagte kapacitetstildelinger hen over efteråret.

Fejlagtigt flyttede kunder kommer tilbage til korrekt elleverandør10.8.2026 15:57:06 CEST | Pressemeddelelse

Energinet har i samarbejde med markedets aktører sikret, at de kunder, der fejlagtigt blev flyttet i forbindelse med overdragelsen af kundeporteføljen fra Velkommen-koncernen, enten er tilbage hos den rette elleverandør eller bliver flyttet snarest. Samtidig ophæver Energinet suspensionen af Energidrift i DataHub-systemet, så virksomheden igen kan gennemføre leverandørskift og hverve nye kunder.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye