Ozonlaget bedres, men UV-indekset stiger

Ozonlagets dag er en mulighed for at hylde, at en stor og global indsats siden 1987 satte en stopper for nedbrydningen af ozonlaget og i stedet er en langsom heling sat i gang. Ozonlaget har overordnet været i bedring siden år 2000, men det er en proces med op- og nedture. Især over Antarktis, hvor et markant hul vender retur hver vinter, går helingen trægt. Den gode fortælling mudres desuden af, at den årlige UV-dosis er steget over de seneste 25 år. Men før vi dykker ned i UV, er det tid til status på ozonlaget.

Arktis: En god sæson for ozonlaget i nord
Ozonlaget nedbrydes hvert år sidst på vinteren og i det tidlige forår, idet nedbrydningen af ozon kræver sollys og ekstremt lave temperaturer.

I år har nedbrydningen af ozon ikke været så kraftig. Ifølge Helge Jønch-Sørensen, forsker i ozon hos Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI er det et tegn på, at det går den rigtige vej.

– Nedbrydningen af ozon går stærkest, når det er koldt. I år har den kuldepol, der normalt samler den kolde luft over nordpolen været svag, hvilket har resulteret i højere temperaturer over Arktis og dermed ringere forhold for nedbrydningen af ozon. Det er helt normalt, at ozonlaget påvirkes af vejret, og vi kigger derfor på udviklingen over mange år, før vi tør juble over pæne målinger.

Ifølge World Meteorological Organisation (WMO) forventes ozonlaget over den nordlige halvkugle, undtaget Arktis, at være genopbygget i 2040 – altså tilbage til niveauet for 1980.

Det mener Helge Jønch-Sørensen fortsat er realistisk, når man kigger på tendensen over de seneste 20 år.

Over Antarktis i syd er luften markant koldere end over nordpolen. Den ekstreme kulde gør, at forholdene her er særligt gode for nedbrydning af ozon. Hvert år i løbet af august dannes et reelt hul i ozonlaget over Antarktis. Et hul, der kan vare helt til december. Her er al ozon praktisk talt forsvundet i en stor del af stratosfæren fra 14 til 20 kilometers højde.

Størrelsen af ozonhullet over Antarktis er den kraftigste markør for de ozonnedbrydende stoffers indflydelse. Først omkring 2060 forventer WMO, at hullet ikke længere vender retur, og at ozonlaget er fuldstændig genoprettet.

På den sydlige halvkugle, er det tydeligt, at Montreal-protokollen blev vedtaget i sidste øjeblik. Da Montreal-protokollen blev vedtaget, i 1987, var ozonhullet vokset fra næsten ingenting til at dække et areal på 20 millioner km² - på kun 7 år. Et areal 1,5 gange større end arealet af Antarktis.

Hullet i ozonlaget over Antarktis toppede i 2000 med et areal tæt på 30 millioner km² og har været svagt dalende lige siden.

Mere UV-stråling trods styrket ozonlag
Ozonlaget er altså i en langvarig helingsproces med små tegn på, at det går fremad. Derfor kan det lyde underligt, at den totale mængde af hudskadelig UV-stråling (årlig UV-dosis), vi modtager, i Danmark er steget med 17 procent i perioden 2000 til 2025. Årsagen skal findes langt tættere på jordens overflade: de lave skyer.

Lave skyer er gode til at skærme for UV-strålingen og er derfor forskernes bedste bud på, hvordan mængden af UV-stråling kan stige.

Helge Jønch-Sørensen uddyber sammenhængen:

– Det er ikke kun ozonlaget, der spiller en rolle for mængden af UV-stråling. Skyer har en stor betydning for, hvor meget UV-stråling, der når ned til overfladen. Meget tyder på, at det er færre af de lave skyer, der giver udslag i, at vi får en større dosis af den hudskadelige UV-stråling. Det er en tendens, der er set mange steder i Europa.

Årsagen til de færre skyer kan være en konsekvens af klimaforandringer, men også andre faktorer kan spille ind. En forklaring kan findes i den mindskede udledning af små partikler fra bl.a. industrien. Små partikler (aerosoller) er nødvendige for skydannelse, da vanddamp i atmosfæren fortættes på disse. Så færre partikler betyde færre skyer.

Fakta | Ozonlaget
Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af den ultraviolette stråling (uv) fra solen, for med et svækket eller manglende ozonlag vil en så stor mængde kortbølget uv-stråling nå ned til jordoverfladen, at alt levende på jorden vil være truet.

Det største ozonhul opstår hver vinter over Antarktis. På den nordlige halvkugle har nedbrydningen af ozon sværere ved at finde sted, og huller i ozonlaget er derfor mere sjældne over Arktis.

Ozon nedbrydes under ekstremt lave temperaturer i 12-30 kilometers højde – det lag i atmosfæren, der kaldes stratosfæren.

Det vurderes, at Montreal-protokollen sammen med adskillige senere tilføjelser og justeringer har reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med 99procent.

Fakta | UV-strålingens abc
UV-stråling er en del af det usynlige lys fra solen

• UV-stråling består både af uva, uvb og uvc-stråler, hvor uvc-strålerne stoppes af ozonlaget og ilten i atmosfæren, som derfor ikke når ned til jorden. Uvb stoppes kun delvist af ozonlaget, mens uva når næsten uhindret ned til jorden.
• Både uva- og ubv-stråling er skadelige og kan bl.a. give kræft i huden.

Læs mere om uv-stråling på Sundhedsstyrelsens hjemmeside 

Fakta | Montreal-protokollen
Montreal-protokollen blev vedtaget 16. september 1987 af en stor del af verdens nationer. Aftalen går ud på at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter.

Sidst i 1990’erne kunne man se, at indgrebet begyndte at virke, og i 2014 kunne man konstatere de første sikre tegn på, at en genopbygning var i gang.

Det vurderes, at uden Montrealprotokollens begrænsning ville der frem mod 2030 konstateres to mio. flere tilfælde af hudkræft om året på verdensplan.

DMI deltager sammen med Miljøstyrelsen i det internationale samarbejde om at overvåge ozonlagets tilstand blandt andet ved målinger i Grønland og Danmark.

De ozonnedbrydende gasser er også meget kraftige drivhusgasser. Uden indsatsen, der startede med vedtagelsen af Montreal-protokollen, ville disse have bidraget til den globale opvarmning med en virkning svarende til 130 mia. tons CO₂.

De ozonnedbrydende gasser blev afløst af HFC-gasser. HFC-gasser har dog også vist sig at være kraftige drivhusgasser, og derfor har den seneste tilføjelse, kaldet Kingali Amendment, der trådte i kraft i 2019, indført reguleringer af HFC-gasser. Målet er at reducere udledningen med 80 procent over de næste 30 år.