Klimakriser afbryder skolegang for 171 millioner børn

10.9.2026 06:30:00 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse

Del

Storme, oversvømmelser og hedebølger var blandt de hyppigste årsager til, at børn verden over måtte undvære undervisning i 2025. Det rammer især børn i verdens fattigste lande og særligt piger er udsatte.

Fatima på 9 år er blandt de børn, hvis skolegang blev afbrudt i 2025 af oversvømmelserne i Pakistan. UNICEF hjælper hende og andre børn med at fortsætte deres undervisning.
Fatima på 9 år er blandt de børn, hvis skolegang blev afbrudt i 2025 af oversvømmelserne i Pakistan. UNICEF hjælper hende og andre børn med at fortsætte deres undervisning. Owais Rafiq © UNICEF/UN0907094/

Mere end 171 millioner børn verden over, hvilket svarer til hvert tiende barn i skolealderen, fik sidste år deres skolegang afbrudt af klimarelaterede katastrofer. Det viser en ny analyse fra UNICEF, der kortlægger klimarelaterede afbrydelser af skolegangen i 106 lande og territorier. 

Storme, oversvømmelser, hedebølger, tørke og naturbrande førte blandt andet til lukkede skoler, beskadigede skolebygninger, aflyst undervisning, kortere skoledage og øget fravær. For nogle børn betød det også øget risiko for helt at droppe ud af skolen. 

”Når klimakatastrofer rammer, er det ikke kun skoler og undervisning, der bliver sat på pause. Børn mister også tryghed, adgang til fællesskaber og muligheden for at lære. Og for de mest udsatte børn kan en afbrudt skolegang betyde, at de aldrig kommer tilbage,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark. 

Storme den hyppigste årsag til afbrudt skolegang
 
Voldsomme storme påvirkede sidste år 109 millioner børn. Oversvømmelser påvirkede mindst 70 millioner børn, mens hedebølger afbrød skolegangen for omkring 50 millioner børn. Og for langt de fleste vedkommende ramte de voldsomme klimarelaterede katastrofer, hvor samfund i forvejen er pressede. 

Tre ud af fire af de børn, der blev ramt af klimarelaterede afbrydelser af skolegangen, bor i lav- og lavere mellemindkomstlande. Her har skolesystemerne ofte færre ressourcer til at beskytte undervisningen mod klimarelaterede katastrofer. 

Pakistan var blandt de hårdest ramte lande. Kraftige monsunoversvømmelser i august forsinkede skolestarten for mere end 28 millioner elever og blev dermed en af de største klimarelaterede afbrydelser af skolegangen registreret i 2025. I Egypten førte en kraftig storm med vind og støv til, at undervisningen blev indstillet på landsplan i én dag, hvilket berørte mere end 28 millioner elever. Og i Spanien blev mere end 500.000 elever i Valencia-regionen ramt af storme i marts, mens ekstrem varme senere på året også forstyrrede undervisningen for tusindvis af elever.  

Piger er særligt udsatte 

Når skoler lukker eller bliver ødelagt, er piger ofte blandt dem, der har sværest ved at vende tilbage til undervisningen. Ødelæggelse af skoler og sanitære faciliteter og tab af familiens indkomst kan betyde, at piger i højere grad får ansvar for omsorgsopgaver og for at hente vand med lang transporttid til følge. 

Samtidig øges risikoen for børneægteskaber pga. familiernes økonomiske situation, hvilket gør det endnu sværere for pigerne at vende tilbage til skolen, når undervisningen genoptages. 

De mange afbrydelser har også en økonomisk pris. Tabt undervisning og øget frafald kan føre til lavere produktivitet og økonomisk vækst og gøre det sværere for lande at bekæmpe fattigdom. UNICEF vurderer, at manglende handling potentielt kan koste de elever, hvis skolegang blev afbrudt af klimarelaterede katastrofer i 2025, mindst 200 milliarder dollar i tabt indtjening over deres liv. 

Der findes løsninger 

Ifølge UNICEF kan landene beskytte børns skolegang ved blandt andet at gøre skoler og uddannelsessystemer mere modstandsdygtige over for klimaforandringer, investere i klimatilpassede skolebygninger og sikre, at børn kan fortsætte deres undervisning under og efter klimarelaterede katastrofer. 

”Børn har brug for, at vi beskytter deres ret til uddannelse; også når klimaforandringerne rammer. Det kræver, at vi bygger skoler og uddannelsessystemer, der kan modstå klimakriser, og at vi samtidig giver børn den viden og de færdigheder, de skal bruge i en verden i forandring,” siger Susanne Dahl. 

UNICEF opfordrer derfor regeringer og samarbejdspartnere til at: 

  • styrke uddannelsessystemernes modstandsdygtighed, så undervisningen kan fortsætte under klimarelaterede katastrofer 

  • øge den nationale og internationale finansiering af klimatilpasning i uddannelsessektoren 

  • investere i klimatilpassede skoler og infrastruktur, der kan beskytte elever og lærere 

  • give børn og unge den viden og de kompetencer, de har brug for til at kunne håndtere klimaforandringer og bidrage til klimahandling 

  • styrke data om klima og uddannelse, så lande bedre kan forudse, håndtere og komme sig efter afbrydelser af skolegangen. 

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye