Dansk Akvakultur Producentorganisation

Rigsrevisionens kritik skal bruges til at skabe moderne rammer for fremtidens havbrug

8.9.2026 10:22:03 CEST | Dansk Akvakultur Producentorganisation | Pressemeddelelse

Del

Dansk Akvakultur Producentorganisation ønsker en tæt dialog med myndigheder og politikere. Målet er klare krav, effektiv kontrol og en udvikling af dansk akvakultur i tråd med den brede fiskeriaftale og i samklang med natur og miljø.

René Christensen, direktør for Dansk Akvakultur Producentorganisation, står på en båd med havudsigt under en solrig himmel.
René Christensen, direktør for DAPO. DAPO

Rigsrevisionens beretning om tilladelser til og tilsyn med de 19 danske havbrug indeholder en alvorlig kritik, som skal tages alvorligt. Beretningen dokumenterer både mangeårige problemer i myndighedernes sagsbehandling samt fejl og mangler i havbrugenes indberetninger. Samtidig slår beretningen fast, at havbrugene lovligt kan fortsætte på deres eksisterende tilladelser, indtil nye tilladelser og miljøgodkendelser er på plads.

Dansk Akvakultur Producentorganisation ønsker nu at få belyst de enkelte fejl grundigt sammen med Miljøstyrelsen. Branchen skal indberette rettidigt og fyldestgørende, og hvor der er begået fejl, skal de rettes og forebygges. Det kræver samtidig klare vejledninger, ensartet myndighedspraksis og et administrativt tilsyn, der gennemføres løbende.

"Vi har ingen interesse i at bortforklare fejl. Havbrugene skal leve op til reglerne, og vi vil så tæt på nul fejl som overhovedet muligt, men det er stadig menneskeligt at fejle både i det offentlige og i det private. Derfor ser vi frem til en åben og faglig dialog med Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og aftalepartierne om både indberetninger, tilsyn og fremtidens rammer for erhvervet," siger René Christensen, direktør i Dansk Akvakultur Producentorganisation.

Hvad dækker de 342 overtrædelser over?

Rigsrevisionens tal skal læses præcist. De 342 registrerede overtrædelser i perioden 2018–2025 er ikke 342 tilfælde af overskridelse af udledningskrav. Rigsrevisionens opgørelse fordeler sig således:

Kategori Antal
Fristoverskridelser ved indberetninger 226
Mangler i indberetninger 90
Overskridelse af krav til udledning 6
Ukorrekt placering og afmærkning af havbruget 20
I alt 342

Det betyder, at 316 af de 342 forhold, ca. 92 procent, vedrører frister eller mangelfulde indberetninger. Det gør ikke dokumentationsfejl uvæsentlige: korrekte og rettidige oplysninger er nødvendige for et effektivt tilsyn. Men en faglig debat bør skelne mellem indberetningsforhold, udledningsoverskridelser og forhold om placering eller afmærkning.

Et fælles ansvar for en ny start

Beretningen viser også, at alle 19 havbrug søgte om miljøgodkendelse inden fristen den 15. marts 2014. Alligevel er sagsbehandlingstiden foreløbig oppe på 11 år. Miljøstyrelsen vurderer selv, at sagerne reelt bør kunne behandles på mellem halvandet og to år.

For Dansk Akvakultur Producentorganisation er konklusionen derfor, at både erhvervet og myndighederne skal bidrage til en ny start: Branchen skal forbedre kvaliteten og rettidigheden af sine oplysninger, mens myndighederne og politikerne skal sikre moderne tilladelser, klare krav, ensartet kontrol og rimelige sagsbehandlingstider.

"Vi ønsker ikke lavere miljøkrav. Vi ønsker tydelige og tidssvarende krav og en forvaltning, der både beskytter havmiljøet og giver virksomhederne mulighed for at investere og udvikle sig. Akvakultur er en punktkilde og påvirker natur og miljø. Netop derfor skal udviklingen bygge på viden, dokumentation og placering i robuste områder," siger René Christensen.

Bred politisk aftale: Havbrug er en vigtig del af fødevareforsyningen

Den brede fiskeriaftale "En ny kurs for dansk fiskeri" fra 2025 fastslår, at der skal sikres stabile rammer for udviklingen i akvakultursektoren, og at havbrugsproduktion indgår som en vigtig del af den samlede fødevareforsyning af fiskeprodukter. Aftalen er indgået af Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Aftalen lægger samtidig op til frivillige projekter, hvor eksisterende produktion kan flyttes fra kystnære vandområder til mere robuste områder for at nedbringe kvælstofudledningen i de kystnære områder. Aftalen åbner også for at undersøge, hvordan produktionskapaciteten kan øges.

Internationalt peger både EU, FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) og Verdensbanken på akvakulturens voksende betydning. FAO fremhæver akvakulturens centrale rolle for ernæring, indkomst og fødevareforsyning, EU-Parlamentet har opfordret til, at akvakultur prioriteres bedre i den maritime planlægning, og Verdensbanken arbejder med at opskalere akvakultur som bidrag til fødevarer, arbejdspladser og modstandsdygtighed.

En ansvarlig dansk produktion kan derfor bidrage både til den grønne omstilling og til en mere robust forsyning med fødevarer.

"Det danske valg bør ikke stå mellem havmiljø og akvakultur. Opgaven er at videreudvikle akvakulturen som en miljøeffektiv produktion med moderne tilladelser, solid kontrol og placeringer, der bygger på den bedste viden. Vi står klar til at tage ansvar og indgå i det samarbejde," siger René Christensen.

Fakta

  • Danmark har 19 havbrug, som tilsammen producerer ca. 10.000 ton regnbueørred om året.
  • Alle 19 havbrug søgte om miljøgodkendelse inden fristen den 15. marts 2014.
  • Havbrugene kan efter gældende regler drives på deres eksisterende tilladelser, indtil nye tilladelser og miljøgodkendelser foreligger.
  • Fiskeriaftalens punkt 19 fastlægger stabile udviklingsrammer og betegner havbrugsproduktion som en vigtig del af fødevareforsyningen af fiskeprodukter.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Dansk Akvakultur Producentorganisation

Dansk Akvakultur Producentorganisation, DAPO, er brancheorganisation for danske producenter af fisk, skaldyr og tang. Organisationen arbejder for fagligt og miljømæssigt ansvarlige rammer for udviklingen af dansk akvakultur.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Akvakultur Producentorganisation

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Akvakultur Producentorganisation

Nyt groft hærværk mod havbrugsvirksomhed: Ingen skal gå på arbejde i frygt for vold3.8.2026 11:39:16 CEST | Pressemeddelelse

Flere store arbejdsskibe tilhørende Musholm A/S i Reersø har fået skåret fortøjningerne over. På et af skibene er elektronisk udstyr i styrehuset blevet smadret med, hvad der efter skaderne at dømme kan ligne en økse. Dansk Akvakultur Producentorganisation kræver et klart politisk opgør med angreb på lovlige virksomheder og den stadig mere aggressive retorik mod havbrug.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye