Syddansk Universitet

Sigurd Lauridsen udnævnt til professor i mental sundhedsetik ved SDU

11.8.2026 11:37:17 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse

Del

Ny professor skal styrke forskningen i etiske problemstillinger inden for mental sundhed og bidrage til udvikling af viden, der kan forbedre livet for mennesker med demens, psykisk sygdom og deres pårørende.

Professor Sigurd Lauridsen, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
Professor Sigurd Lauridsen, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet Fri afbenyttelse

Om professoratet

Sigurd Lauridsen er udnævnt til professor i mental sundhedsetik (engelsk: Professor of Mental Health Ethics) ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Professoratet skal styrke forskningen i de etiske udfordringer, der opstår i livet med demens og psykisk sygdom, og bidrage til udvikling af ny viden om, hvordan behandling, støtte og omsorg kan tilrettelægges med respekt for menneskers autonomi, værdighed og livskvalitet. Forskningen gennemføres i tæt samarbejde med praksis og bygger på tværfaglige forskningsprojekter, der involverer både sundhedsprofessionelle, kommuner, civilsamfund og internationale samarbejdspartnere.

Et centralt mål er at omsætte forskningsbaseret viden til konkrete forbedringer for mennesker med mentale sygdomme og lidelser, deres pårørende og de fagprofessionelle, der arbejder på området.

Hvor professoratet er forankret

Professoratet er forankret ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Sigurd Lauridsen har været ansat ved instituttet siden 2017, hvor han først blev lektor og siden forskningsleder for forskningsgruppen Mental Sundhed. Han fortsætter som forskningsleder med ansvar for en række nationale og internationale forskningsprojekter.

Udnævnelsen trådte/træder i kraft den 1. august.

Om den faglige profil

Sigurd Lauridsen er uddannet cand.mag. i filosofi og statskundskab fra Københavns Universitet og studerede som led i sin uddannelse filosofi ved Freie Universität og Humboldt-Universität i Berlin. Han gennemførte senere en erhvervs-ph.d. i samarbejde mellem Københavns Universitet og AstraZeneca med fokus på prioritering af sundhedsressourcer i sundhedsvæsenet. Under ph.d.-forløbet var han gæsteforsker ved Harvard University.

Efter ansættelser ved blandt andet DEA, Danmarks Evalueringsinstitut, Professionshøjskolen Metropol og COWI vendte han i 2017 tilbage til universitetsverdenen ved Syddansk Universitet.

Hans forskning har gennem en årrække haft fokus på etiske problemstillinger i demensområdet, hvor han blandt andet har ledet de større forskningsprojekter DemensID og Ethics in Dementia (EDEM). I dag leder han blandt andet projekterne EMPOWER, finansieret af TrygFonden, og NEEDS, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, ligesom han står i spidsen for en international kortlægning af brugerinvolvering i psykiatriforskning finansieret af Danske Regioner.

Et gennemgående træk i hans forskning er ønsket om at udvikle viden, der kan gøre en konkret forskel for mennesker med demens og psykisk sygdom. Samtidig undersøger han, hvordan begreber som autonomi, fri vilje, værdighed og autenticitet bør forstås og anvendes i behandling, pleje og omsorg.

Forskningsprojekterne gennemføres i tæt samarbejde med praksispartnere, herunder kommuner, regioner og organisationer som Alzheimerforeningen, Ældre Sagen, Bedre Psykiatri, Peer-Netværket og Sund By Netværket.

Fakta – personlig profil

Navn: Sigurd Lauridsen

Titel: Professor i mental sundhedsetik

Arbejdssted: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

Født: 1972

Privat: Bor på Amager med sin hustru, Kristine. Parret har to voksne sønner, Asbjørn og Julius.

Kontakt: sila@sdu.dk

Kontakter

Billeder

Professor Sigurd Lauridsen, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
Professor Sigurd Lauridsen, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
Ingen Ingen
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye