Mens skoleåret begynder i Danmark, er skolevejen i Gaza fuld af livsfare

9.8.2026 20:00:00 CEST | Folkekirkens Nødhjælp | Pressemeddelelse

Del

I Danmark begynder skoleåret med nye bøger og klassekammerater. I Gaza begynder undervisningen med én livsvigtig lektie: Hold afstand til ueksploderede bomber.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i Gaza sammen med palæstinensiske organisationer på at genetablere undervisning i midlertidige læringscentre i flygtningelejre og ødelagte lokalsamfund. Men før børnene kan lære at læse og regne, skal de lære at overleve. Derfor er undervisning i farerne ved ueksploderet ammunition en fast del af skoleskemaet.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder i Gaza sammen med palæstinensiske organisationer på at genetablere undervisning i midlertidige læringscentre i flygtningelejre og ødelagte lokalsamfund. Men før børnene kan lære at læse og regne, skal de lære at overleve. Derfor er undervisning i farerne ved ueksploderet ammunition en fast del af skoleskemaet. Folkekirkens Nødhjælp

Når vi i Danmark ved skolestart taler om en sikker skolevej, handler det typisk om trafiksikkerhed. I Gaza er den største trussel en helt anden: ueksploderede bomber, granater og anden ammunition, der ligger tilbage på grund af krigen mellem Israel og Hamas.

"Ethvert skridt er farligt for børn på vej til skole i Gaza," siger Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Siden oktober 2023 er Gazas uddannelsessystem brudt næsten fuldstændig sammen. Omkring 95 procent af alle skoler er blevet beskadiget eller ødelagt, og hundredtusindvis af børn har mistet adgangen til almindelig undervisning.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder sammen med palæstinensiske organisationer på at genetablere undervisning i midlertidige læringscentre i flygtningelejre og ødelagte lokalsamfund. 

Men før børnene kan lære at læse og regne, skal de lære at overleve. Derfor er undervisning i farerne ved ueksploderet ammunition en fast del af skoleskemaet.

"Vi ser desværre stadig mange børn, der bliver lemlæstet eller mister livet, fordi de kommer for tæt på ueksploderede rester fra krigen. Vi laver tredimensionelle papkopier af de farlige genstande og bruger små dramastykker til at lære børnene at genkende dem og holde sig væk," siger Jonas Nøddekær.

Det vurderes, at kun hver tiende bombe eller granat, der blev og stadig bliver affyret mod Gaza, aldrig eksploderer. Det har efterladt omkring 8.000 tons ueksploderet ammunition – op mod 40.000 dødbringende genstande – spredt over hele Gazastriben.

Før de kan fjernes, vil børn fortsat risikere at møde dem på vej til skole og mellem ruinerne af deres hjem. Samtidig har internationale minerydningsorganisationer, herunder Folkekirkens Nødhjælp, endnu ikke fået de nødvendige tilladelser til at gennemføre egentlig minerydning i Gaza.

Derfor er oplysning og undervisning i eksplosivfare i øjeblikket den vigtigste beskyttelse for børnene. På trods af de enorme udfordringer er det lykkedes gradvist at få undervisningen i Gaza i gang igen. Lidt over halvdelen af Gazas omkring 770.000 børn i skolealderen fra 4 til 17 år har nu adgang til en eller anden form for undervisning i midlertidige læringscentre.

"Vi er startet helt fra bunden. Frivillige underviser i midlertidige skoler under træer eller under presenninger, med sand som gulv og uden borde, stole eller tavler. Sammen med FN og de øvrige uddannelsesorganisationer har vi lagt en plan, så alle børn igen kan få undervisning mindst tre dage om ugen. Men der er stadig meget langt igen," siger Jonas Nøddekær.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp styrker indsatsen mod Ebola i DR Congo2.7.2026 08:48:51 CEST | Pressemeddelelse

Folkekirkens Nødhjælp har fået en ny, stor bevilling fra FN’s nødhjælpskontor, OCHA, til at styrke ebolaresponsen i DR Congo. Bevillingen kommer på et kritisk tidspunkt, hvor Ebola lige nu spreder sig til flere provinser i DR Congo tæt på grænserne til Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik. Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, understreger situationens alvor: ”Ebola er en ekstremt farlig sygdom. Flere hundrede mennesker har allerede mistet livet i DR Congo, og smitten spreder sig. Hvis vi ikke handler hurtigt, risikerer udbruddet at udvikle sig til en endnu større humanitær katastrofe, der kan destabilisere hele regionen yderligere. Derfor skal vi sætte ind nu – for at redde liv, bremse smitten og beskytte lokalsamfund, der i forvejen er presset til det yderste,” siger Jonas Nøddekær. Med den nye bevilling styrker Folkekirkens Nødhjælp indsatsen i østlige Congo. Indsatsen omfatter blandt andet uddeling af kontanter, hygiejneartikler, telte, madrasser og dyner s

Folkekirkens Nødhjælp: De humanitære behov i Venezuela er større end først antaget29.6.2026 16:53:21 CEST | Pressemeddelelse

Folkekirkens Nødhjælp frygter, at jordskælvet i Venezuela er langt mere alvorligt end, hvad de nuværende tabstal viser. Katastrofen har allerede kostet over tusind mennesker livet, og op mod 50.000 er stadig meldt savnet. Folkekirkens Nødhjælp vurderer, at dødstallet vil stige markant i de kommende dage. “Vores partner i Caracas arbejder dag og nat for at få overblik over skadernes omfang og hjælpe de mennesker, der er hårdest ramt. Når så mange mennesker fortsat savnes, frygter jeg, at det her bliver et af de mest dødelige jordskælv i nyere tid,” siger Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Jordskælvet har ramt landet hårdt. Mange står uden tag over hovedet, sundhedssystemet er under hårdt pres, og adgangen til mad, rent vand, medicin og basale fornødenheder bliver vanskeligere time for time. Samtidig er adgangsveje begrænsede, forsyninger slipper op, og priserne på mad, byggematerialer og nødhjælpsartikler stiger kraftigt. ”Folkekirkens Nødhjælp koordinerer med vore

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye