Søsportens Sikkerhedsråd

Hvorfor er der blå bølger på Rådhuspladsen?

23.7.2026 09:17:39 CEST | Søsportens Sikkerhedsråd | Pressemeddelelse

Del

Lørdag d. 25 juli er WHO's internationale mærkedag for forebyggelse af drukneulykker.
Det markeres med arrangemaenter og blåt lys på bygninger over hele landet - bl.a. blå bølger på DI's markante domicil på Rådhuspladsen i København.

DI's markante bygning er lyst op med blå bølger for at markere WHO's årlige World Drowning Prevention Day d. 25. juli
Rådhuspladsen i København. DI's markante bygning er lyst op med blå bølger for at markere WHO's World Drowning Prevention Day Søsportens Sikkerhedsråd

Hvert år drukner omkring 100 mennesker i Danmark. Langt de fleste drukneulykker kan forebygges. Derfor sætter WHO i samarbejde med Rådet for større Vand- og Badesikkerhed og Søsportens Sikkerhedsråd fokus på emnet i anledning af World Drowning Prevention Day den 25. juli.

De to råd samarbejder om indsatsen, som bl.a. Dansk Industri i København, Jysk Arena i Silkeborg og Søfartsstyrelsen i Korsør har valgt at støtte op om ved at belyse deres bygninger.

Rådet for Større Vand- og Badesikkerhed og Søsportens Sikkerhedsråd arbejder begge aktivt for at oplyse om sikkerheden på og i vandet. For alle kan drukne. Men ingen SKAL.

Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd siger: ”Vi kan ikke passe på alle, men alle kan passe på nogen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom, når man er på vandet. Og det er vigtigt, at man kan redde sig selv, hvis man skulle havne i vandet. Eller som minimum kunne tilkalde hjælp.”

Langt de fleste drukneulykker kan forebygges. Blandt andet ved at holde godt øje med sine børn og andre i og ved vand. Og overraskende nok, så sker de fleste ulykker stille – mange lægger simpelthen ikke mærke til, at der er en, der drukner i nærheden af dem.

Erik Bech fra Rådet for Større Vand- og Badesikkerhed uddyber: ” Ved jævnligt at bade i trygge omgivelser – fx i svømmehallen - bliver man tryg ved vandet og udvikler de vandkompetencer, der kan være afgørende, hvis uheldet skulle være ude. Det er faktisk kun cirka halvdelen af befolkningen, der er svømmeduelige, og endnu færre kan redde sig selv og andre. Det skal vi have lavet om på, og derfor spiller vandkompetencer og vandtilvænning en stor rolle”.

Når det gælder drukneulykker med fritidsfartøjer, kunne stort set alle dødsfald være undgået, hvis personerne havde brugt redningsvest. For det er en meget enkel måde at forebygge drukneulykker. Alligevel er det ifølge Rådets undersøgelser kun 52%, der bruger redningsvest til søs.

Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd siger: ”Vi ser desværre, at det ofte er mænd over 50 år, der drukner. Og dem, der drukner har ikke redningsvest på. En del af forklaringen er nok, at man ikke er lige så stærk og smidig længere. Men det er også, fordi man føler sig erfaren. Vores adfærdsstudier viser, at mange mænd oplever, at de sender et signal om, at de er uerfarne og ikke har styr på sikkerheden, hvis de bruger redningsvest. Det er noget sludder. Man har jo netop som erfaren et kæmpestort ansvar for at sørge for, at sikkerheden er i orden. Blandt andet ved at være et forbillede og bruge vesten.”

Mange af de erfarne sejlere er også vokset op med rådet ”Lær at svømme” – noget som paradoksalt nok kan være direkte livsfarligt, hvis man falder overbord. Skulle man kæntre eller ryge overbord, så er det vigtigt at blive ved sit fartøj. For det er meget nemmere for redningsmandskabet at finde dig ved et fartøj end, hvis du ligger i vandet. Og hvis du har redningsvest på, kan du ligge og flyde og få ro på din vejrtrækning. Så det vigtigste for at overleve er faktisk, at man kan holde sig flydende - og i nærheden af sit fartøj. Og naturligvis at være i stand til at tilkalde hjælp.

Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed er en uvildig, almennyttig og humanitær organisation, der blev grundlagt i 1983 med det formål at reducere antallet af drukneulykker i Danmark. Organisationen arbejder aktivt på at forebygge ulykker i og omkring vand gennem analyser af drukneulykker, forebyggende oplysningskampagner og rådgivning.

Rådet har netop opdateret De 5 Baderåd:

  1. Lær at svømme
  2. Bad aldrig alene
  3. Gå kun ud til knæene, hvis du ikke er en stærk svømmer
  4. Spring kun hvor vandet er dybt nok
  5. Bad aldrig i påvirket tilstand

Se mere på badesikkerhed.dk

Søsportens Sikkerhedsråd blev etableret i 1967 og har til formål at forebygge drukneulykker i forbindelse med vandsport. Rådet har 30 medlemmer som alle aktivt arbejder på at styrke sikkerheden til søs.

Rådet har udgivet De 5 Sejlråd:

1: Lær at sejle
Man bliver aldrig for erfaren til at lære noget nyt. Så øv dig og hold dine færdigheder vedlige. Træn hvordan du vil komme ombord igen, hvis du kæntrer eller falder overbord.

2: Hold dit grej i orden
Sørg for at tingene virker, før du står til søs. Lav en tjekliste, der passer til dit fartøj. For der kan være langt til hjælpen, når du er til søs.

3: Planlæg din tur
Tjek din rute. Skal du krydse en storskibsrute, så svarer det lidt til at skulle krydse en motorvej på cykel. Er der anlægsarbejder eller andre forhindringer? Hvordan ser vejret ud? Og har du både tøj og forplejning nok?

4: Hav en livline til land
Fortæl hvor du tager hen og hvornår du regner med at være tilbage. Brug apps som fx Onboard, hvor du bl.a. kan sende nødmelding med præcis position og få Efterretninger for Søfarende direkte i appen. Og så er en VHF–radio altid en god idé.

5: Brug vesten
Har du en oppustelig vest, så tjek den mindst en gang om året. Og tag den på, når du går ombord.

Læs mere på soesport.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

DI's markante bygning er lyst op med blå bølger for at markere WHO's årlige World Drowning Prevention Day d. 25. juli
Rådhuspladsen i København. DI's markante bygning er lyst op med blå bølger for at markere WHO's World Drowning Prevention Day
Søsportens Sikkerhedsråd
Download

Vedhæftede filer

Links

Sikkerhed til søs siden 1967

Søsportens Sikkerhedsråd blev oprettet i 1967. Mange har sikkert hørt sloganet "Kun en tåbe frygter ikke havet", fra de mange OBS-film, som kørte i 1970'erne og 80'erne.

I dag er Rådet en moderne organisation, der arbejder med at øge sikkerheden til søs gennem analyser, viden og samarbejde. Både nationalt og internationalt.

Rådets vision er at ingen søsportsudøvere skal drukne og de seneste år er der sket en positiv udvikling i antallet af omkomne ved søsport.

Op til 2023 var der ca. 15 der omkom hvert år ved søsport. I 2025 var det faldet til 4. Men hver drukneulykke er en for meget. For alle KAN drukne ved søsport. Men ingen SKAL.

Og derfor fortsætter Søsportens Sikkerhedsråd sin vigtige indsats.

Indsatsen er støttet af A. P. Møller Fonden og Orient's Fond

Søsport skal være sikker. Derfor bør alle forberede sin tur på havet og bruge redningsvest.

Følg pressemeddelelser fra Søsportens Sikkerhedsråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Søsportens Sikkerhedsråd

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye