DMI fortsætter i spidsen for europæisk satellitsamarbejde
1.7.2026 16:05:50 CEST | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse
Ny aftale med den europæiske meteorologiske satellitorganisation EUMETSAT betyder, at DMI også fremover skal udvikle satellitdata, der gør vejrudsigter mere præcise og styrker klimaforskningen verden over.

Det betyder, at DMI stadig skal stå i spidsen for EUMETSAT’s internationale videnscenter for radio-okkultationer – måling af atmosfæren via signaler fra GPS-satellitter. Med en ny fem-årig aftale videreføres et samarbejde, som siden 1999 har gjort DMI til et af Europas førende fagmiljøer inden for satellitbaserede atmosfæremålinger med radio-okkultationsmetoden.
Aftalen blev i dag underskrevet af DMI’s direktør Marianne Thyrring i forbindelse med seneste EUMETSAT rådsforsamling for medlemslandene i Darmstadt den 1. juli 2026. Dermed skal DMI frem til 2032 fortsat udvikle og levere data baseret på radio-okkultationsmetoden, som anvendes af meteorologiske institutter og andre forskningsmiljøer verden over.
- At DMI igen får ansvaret for ROM SAF er en anerkendelse af den store ekspertise, vi har opbygget gennem mere end 25 år. Samtidig sikrer aftalen, at vi fortsat kan udvikle satellitdata, som bidrager til både mere præcise vejrudsigter og ny viden om klimaet, siger Kent Bækgaard Lauritsen, projektleder for ROM SAF ved DMI.
Præcise atmosfæremålinger
ROM SAF bygger på radio-okkultation, som er en satellitteknik, der analyserer radiosignaler fra navigationssatellitter som for eksempel GPS og Galileo. Ud fra signalernes afbøjning i Jordens atmosfære kan forskerne beregne blandt andet temperatur, luftfugtighed og tryk gennem store dele af atmosfæren.
Dataene er blandt de mest præcise atmosfæremålinger, der findes fra satellitter. De indgår som meget vigtige data i de vejrmodeller, der danner grundlag for vejrudsigter over hele verden. Samtidig anvendes de til lange klimaserier, der gør det muligt at følge ændringer i atmosfæren over tid.
Vigtigt bidrag til klimavidenskab
Dataene fra ROM SAF spiller også en central rolle i klimaforskningen og er en del af DMIs Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF).
Fordi målingerne er meget stabile over tid og uafhængige af instrumentkalibrering, kan de bruges til at opbygge lange, sammenhængende og præcise tidsserier af atmosfærens temperatur og fugtighed. Det gør det muligt at følge ændringer i klimaet med høj præcision, og de bidrager til bedre forståelse af blandt andet atmosfærens ændringer i de øvre luftlag. Målingerne understøtter derfor også FN’s Klimapanels (IPCC) arbejde med at monitere og dokumentere klimaændringer.
Den nye aftale har en samlet værdi på 6,2 millioner euro. Omkring halvdelen af midlerne går til DMI og finansierer både den operationelle drift og den fortsatte udvikling af satellitprodukterne.
Faktaboks | EUMETSAT
- EUMETSAT (European Organisation for the Exploitation of Meteorological Satellites) er den fælles-europæiske organisation for operationelle vejrsatellitter og er beliggende i Darmstadt, syd for Frankfurt i Tyskland.
- De fleste lande i Europa er medlemmer af EUMETSAT.
Faktaboks | SAF (Satellite Application Facilities)
- Der findes 8 SAF’er med hvert deres fokusområde.
- SAF’erne er decentrale processeringsenheder og udviklingscentre under EUMETSAT.
- Gennem SAF’erne udnyttes ekspertise i medlemslandene.
- Konceptet med SAF’erne startede i slut 1990’erne.
Faktaboks | ROM SAF (Radio Occultation Meteorology Satellite Application Facility)
- ROM SAF har fokus på, at de såkaldte radio-okkultationsmålinger bidrager til, at man udnytter disse data optimalt og får mest mulig information ud fra disse målinger.
- Radio-okkultationsmålinger bidrager inden for tre hovedområder: NWP (Numerical Weather Prediction), klima, og rumvejr.
Nøgleord
Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf:39157509presse@dmi.dkOm Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Europa rykker tættere på fremtidens varsling af ekstremt vejr16.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens Danmark holder efterårsferie, samler DMI omkring 80 europæiske vejreksperter i København for at tage næste skridt i Destination Earth-projektet. Målet er en digital tvilling af Jorden, der automatisk opdager ekstreme vejrhændelser og sætter meget detaljerede prognoser i gang dér, hvor vejret kan få store konsekvenser.
Ny forskning: AMOC kan svækkes kraftigt – og komme sig igen15.10.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye modelberegninger fra DMI viser, at AMOC, et stort system af havstrømme i Atlanterhavet, kan blive markant svagere i et gradvist varmere klima, men genvinde sin styrke, hvis opvarmningen vendes.
DMI’s Klimaatlas bliver model for nyt græsk klimaatlas25.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Grækenland ligger i et europæisk klimahotspot, hvor hedebølger, tørke, naturbrande og oversvømmelser spiller en stadig større rolle. Nu skal erfaringer, metoder og kode fra DMI være med til at skabe et græsk klimaatlas, der omsætter klimadata til konkret viden om fremtidens klima.
Marine hedebølger kan ramme danske farvande 250 dage om året17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal i DMI’s Klimaatlas viser, at havet omkring Danmark bliver varmere i fremtiden. Antallet af dage med marine hedebølger kan stige med over 500 procent frem mod slutningen af århundredet.
Nyt stort studie: gletsjere smelter med stor hast16.9.2026 11:05:16 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt studie, der har undersøgt iskappernes udvikling gennem et halvt århundrede, understreger, at størstedelen af tabet af is sker fra iskapperne i form af gletsjerkælvning – og det går stærkt. Den viden skal hjælpe forskerne med at estimere fremtidens havniveaustigninger endnu bedre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum