Klimakroner ikke altid er nok

Det ligner et simpelt regnestykke. Staten tilbyder kompensation. Klimaet kræver handling. Lavbundsjorde skal genskabes som vådområder. Alligevel tøver lodsejerne. Men ifølge antropolog og ph.d.-studerende Kasper Krabbe fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet er det netop dér, misforståelsen begynder.

“Størrelsen på økonomisk kompensation betyder selvfølgelig noget. Men vores studie viser, at den ikke kan stå alene, hvis vi vil forstå, hvorfor lodsejere siger ja eller nej,” siger han.

Sammen med kolleger fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet har han undersøgt, hvorfor nogle danske lodsejere siger nej til at omlægge deres jord, selv når kompensationen ligger klar på bordet.

Resultatet peger på et spændingsfelt mellem det, der er lettest at designe en ordning omkring, nemlig den økonomiske kompensation, og det, der er sværest at sætte på formel: ansvar, usikkerhed, faglig stolthed og tilknytningen til jorden.

Et landskab af værdier

Forestil dig en landmand stående ved kanten af sin mark. Det er her det hele begynder: med et blik ud over jorden og overvejelserne om, hvad fremtiden bringer. Skal jorden lægges under vand igen? Hvad sker der med nabomarken? Med gårdens værdi? Med næste generation?

“For mange handler det her ikke bare om produktion. Jorden er en del af deres livshistorie,” siger Kasper Krabbe.

I studiet, der bygger på 14 dybdegående interviews med lodsejere, tegner der sig et billede af nogle beslutninger, som er vævet sammen af økonomi, etik, identitet og hverdagspraksis. Jorden er ikke blot en ressource. Den er arv. Den er ansvar. Den er følelser.

“Der er en stærk følelse af forpligtelse både over for familien og over for landskabet,” siger Kasper Krabbe.

Det gode landmandskab

Der findes også mere tavse normer: forestillinger om den “gode landmand”. Et begreb, forskerne bruger til at beskrive de uskrevne regler i landbruget: hvordan en mark bør se ud, og hvad der tæller som ordentligt arbejde.

“Man bliver også målt af sine naboer,” som Kasper Krabbe formulerer det. “Hvordan markerne ser ud, sender signaler om, hvem man er.”

I den optik kan en våd mark, der står uberørt hen, være svær at forene med idealet om at drive effektivt landbrug. Det er ikke nødvendigvis et argument imod naturgenopretning. Men det gør beslutningen mere kompleks.

Samtidig er der noget mere praktisk. Ordningerne er frivillige, og selv om de er økonomisk kompenserede, er de også forbundet med usikkerhed. Hvad hvis reglerne ændrer sig? Hvad hvis projektet påvirker resten af bedriften? Og hvad med alle de administrative krav?

“Der er en oplevelse af, at det er komplekst og risikabelt,” siger Kasper Krabbe.

For nogle bliver det ganske enkelt for svært at overskue.

Når politik møder virkelighed

Danmark har store ambitioner for udtagning af lavbundsjorde som et redskab i klima- og naturindsatsen. Men selv når ordningerne er frivillige og økonomisk kompenserede, er beslutningen sjældent enkel for den enkelte lodsejer.

Studiet peger på en vigtig udfordring: Mange ordninger er, forståeligt nok, bygget op omkring økonomiske incitamenter, fordi de er relativt enkle at administrere og kommunikere. Men lodsejernes valg formes også af faglig stolthed, lokale relationer, bekymringer for fremtiden og forestillinger om, hvad det vil sige at passe godt på sin jord.

“Der er et mismatch mellem den måde, ordningerne er designet på, og den måde, landmænd faktisk tænker på,” siger Kasper Krabbe.

Hvis flere skal sige ja, handler det derfor ikke kun om at hæve kompensationen. Det handler også om at gøre deltagelse mere fagligt og socialt meningsfuld.

En mulighed er at koble ordningerne tydeligere til anerkendelse af godt landmandskab: at det at genskabe vådområder ikke fremstilles som at opgive jorden, men som en anden måde at tage ansvar for landskabet på. En anden mulighed er at styrke de rådgivningsmiljøer, som lodsejerne allerede bruger og har tillid til.

“Man er nødt til at tage de ikke-økonomiske værdier mere alvorligt,” siger Kasper Krabbe. “Ellers rammer man ved siden af”.

Mere end en klimapolitik

Diskussionen om lavbundsjorde er i virkeligheden noget større. Den handler om, hvordan samfundet forsøger at ændre praksisser, og hvad der sker, når mennesker ikke passer ind i modellerne.

“Hvis vi vil lykkes med den grønne omstilling, skal vi forstå de mennesker, der skal gennemføre den,” siger Kasper Krabbe.

For i sidste ende er det ikke staten, der omlægger jorden, men lodsejerne selv, som skal få nutid og fremtid til at hænge sammen. Studiet peger også på rådgivning som en vigtig nøgle. 

”Mange lodsejere søger råd hos de rådgivere, de allerede kender. Hvis de rådgivere ikke har en tydelig rolle i lavbundsindsatsen, mister man en vigtig bro mellem ordningerne og den enkelte bedrift,” fortæller Kasper Krabbe.

Mere information

Samarbejdspartnere: Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. 

Finansiering: Medfinansieret af Den Europæiske Union gennem SoilValues-projektet (tilskudsaftale nr. 101091308), som delvist finansierer Kasper Krabbes ph.d. Open access er finansieret af Aarhus Universitet.

Konflikinteresse: Ingen 

Læs mere: Artiklen ”Beyond compensation: understanding land manager resistance to nature restoration schemes in Denmark” er udgivet i Agriculture and Human Values. Den er skrevet af Kasper Krabbe, Martin Hvarregaard Thorsøe, Tiffanie F. Stone, Michael Friis Pedersen og Jakob Vesterlund Olsen.