NRGi

Børnefamilier driver elbilbølgen: Over halvdelen planlægger køb inden for fire år

13.6.2026 09:01:38 CEST | NRGi | Pressemeddelelse

Del

Elbilen ser ud til at vinde kampen om at blive børnefamiliernes næste bil. Særligt par med børn i husstanden forventer at vælge elbil, når de skal have ny bil, mens kun få vil vælge benzin eller diesel. Det viser en ny undersøgelse fra NRGi.

En person sætter ladestikket i en elbil.
Elbilen er rykket ind i hverdagen hos flere danskere. Ifølge en ny undersøgelse fra NRGi står den særligt stærkt, når husstande med børn skal vælge ny bil. Foto: NRGi.

Når danskerne skal investere i en ny bil, står elbilen højt på ønskelisten. Ikke mindst hos familier med børn i husstanden. Det viser en ny undersøgelse fra Exometric, der har spurgt mere end 11.000 danske husstande for energi- og rådgivningskoncernen NRGi.

Blandt gifte og samboende med børn i husstanden svarer 66,5 procent, at de forventer at købe elbil næste gang. Det gør dem til den gruppe, hvor elbilen er mest populær. Undersøgelsen tyder også på, at skiftet til elbil for mange ikke ligger langt ude i fremtiden. Blandt de børnefamilier, der forventer at købe en elbil eller en hybridbil, regner 55 procent med at gøre det inden for de næste fire år.

Ifølge Bo Halm Andersen, energikonsulent hos NRGi, afspejler tallene, at elbilen for alvor er blevet et praktisk hverdagsvalg for især danske familier.

”For mange danskere handler hverdagen selvfølgelig om at få tingene til at fungere. Bilen skal være klar, når man skal bruge den, og den skal passe ind i et travlt familieliv. Derfor giver det god mening, at flere familier kigger mod elbilen, efterhånden som den er blevet et mere almindeligt valg,” siger Bo Halm Andersen og tilføjer:

”Når naboen, kollegaen eller vennerne skifter til elbil, føles springet fra benzin- eller dieselbil til elbil mindre. Det er naturligvis med til at mindske nogle af de bekymringer, mange tidligere har haft om rækkevidde og opladning.”

Elbilernes popularitet kan også ses på de danske veje og i salgstallene fra landets bilforhandlere. I foråret 2026 rundede Danmark 600.000 elbiler, og tidligere på året overhalede elbilerne også dieselbilerne i den samlede danske bilbestand.

Benzin og diesel taber terræn

Mens elbilen vinder frem, glider benzin- og dieselbiler længere ned ad ønskelisten hos mange danskere.

Benzinbilen er førstevalg for 17,5 procent af de adspurgte i undersøgelsen, mens diesel kun tiltaler 4,5 procent. Hos børnefamilierne er interessen for benzinbiler endnu lavere. Her lander benzin på 12,7 procent, mens diesel ligger på 4,7 procent.

Ifølge NRGi handler elbilernes stigende popularitet i høj grad også om kroner og øre, når danskerne sammenligner udgifterne med benzin- og dieselbiler.

”Der kan være mange grunde til at købe en elbil, men for de fleste familier skal et bilkøb først og fremmest hænge sammen med kørselsbehovet og økonomien. Når benzin og diesel er blevet mærkbart dyrere den seneste tid, er det kun naturligt, at flere kigger mod elbilen. Og har man samtidig mulighed for at lade derhjemme i garagen, kan man nemmere flytte opladningen til de tidspunkter, hvor strømprisen typisk er lavest. Det er en besparelse, der kan mærkes i de fleste budgetter,” siger Bo Halm Andersen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af analysevirksomheden Exometric for NRGi blandt mere end 11.000 danske husstande. Data er indsamlet i løbet af de sidste 12 måneder.

Hvis du vil købe en bil i fremtiden, hvilken type bil forventer du så at købe?

Biltype

Alle

Enlige uden børn

Enlige med børn

Par uden børn

Par med børn

Bor sammen med forældre

Vil ikke købe en bil

18,0 %

31,5 %

19,9 %

12,7 %

6,2 %

19,5 %

Benzinbil

17,5 %

20,0 %

23,5 %

17,3 %

12,7 %

19,9 %

Dieselbil

4,5 %

3,7 %

3,8 %

4,8 %

4,7 %

6,4 %

Hybridbil

8,2 %

8,5 %

7,3 %

8,4 %

7,0 %

8,1 %

Elbil

49,1 %

34,0 %

42,8 %

53,7 %

66,5 %

43,8 %

Plug-in hybrid

2,8 %

2,3 %

2,8 %

3,1 %

3,0 %

2,4 %

Hvornår forventer du at købe en elbil/hybridbil?

Tidshorisont

Alle

Enlige uden børn

Enlige med børn

Par uden børn

Par med børn

Bor sammen med forældre

Inden for ét år

7,4 %

4,6 %

2,8 %

8,6 %

9,2 %

2,6 %

1-4 år

38,1 %

28,4 %

38,8 %

39,2 %

45,8 %

20,7 %

5-10 år

29,4 %

34,5 %

29,2 %

27,3 %

26,6 %

44,8 %

Senere end 10 år

4,5 %

4,6 %

7,2 %

4,6 %

3,6 %

7,6 %

Ved ikke

20,8 %

27,9 %

22,0 %

20,3 %

14,9 %

24,4 %

Nøgleord

Kontakter

Om NRGi

NRGi er en landsdækkende energi- og rådgivningskoncern. Vi er også et forbrugerejet andelsselskab, der er ejet af 235.000 andelshavere, og består af 1.725 kompetente og engagerede medarbejdere, som med både hænder og viden bidrager til et grønnere og et mere velfungerende Danmark - på kort og på lang sigt. 

Følg pressemeddelelser fra NRGi

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra NRGi

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye