"Det bedste job, jeg nogensinde har haft"

Da køkkenmedarbejder Heidi en helt normal morgen mødte på arbejde i Børnehuset Lærkereden, regnede hun ikke med at få en guldmedalje.

Men det var præcis, hvad der ventede hende og resten af personalet.

En familie havde nemlig lavet guldmedaljer til hele personalet som tak for årene i børnehaven, inden en håndfuld børn skulle sendes godt videre imod skolelivet. 

Institutionen i Frederikssund er en del af den kommunale frokostordning fra Fru Hansens Kælder, og gennem årene er Heidi blevet en fast del af hverdagen for børnene. 

– Mange forældre har fortalt, hvor glade de har været for frokostordningen. Det kan kun varme ens hjerte. Og at vi så fik en guldmedalje af en af forældrene, var simpelthen så sødt og dejligt. Tænk sig, at de har gjort sig sådan umage for at sige tak, fortæller Heidi.

For hende var medaljen en påmindelse om de skønne børn, hun har lært at kende gennem årene.

– Det føltes næsten som at sende sine børnebørn afsted. Jeg har fulgt nogle af dem gennem flere år. De har været mine hjertebørn og man kommer jo til at holde rigtig meget af dem, siger hun.

Et af børnene spurgte endda, om Heidi ikke ville tage med over i skolen og lave maden der også.

– Sådan noget går jo lige i hjertet. Det viser bare, hvor meget de fælles måltider betyder for børnene.

DET BEDSTE JOB NOGENSINDE
Heidi har været på arbejdsmarkedet i fire årtier og haft mange forskellige jobs gennem årene. Alligevel er hun ikke i tvivl om, hvor hun er allermest glad.

– Det her er det bedste job, jeg har haft i mine 40 år som ernæringsfaglig. Der er ikke én dag, hvor jeg ikke glæder mig til at komme på arbejde, siger hun.

Noget af det bedste ved arbejdet er at følge børnene og se deres udvikling omkring måltidet.

– Nogle børn kommer ind og er meget forsigtige med maden. Men så ser de de andre børn smage, og stille og roligt bliver de mere modige. Det er fantastisk at få lov til at følge, siger hun.

Hun husker især en pige, som var dybt ulykkelig over ikke længere at have madpakke med, dengang frokostordningen blev introduceret. 

– De første par uger var det rigtig svært. Men stille og roligt begyndte hun at kigge på de andre børn og opdage, at det måske ikke var så farligt. Til sidst var hun en af dem, der spiste alt hvad hun blev serveret, fortæller Heidi.

Et andet minde får stadig smilet frem.

– En dreng kom engang ud til mig og sagde: "Heidi, ved du hvad? Den der champignonsovs smager bedre end slik." Sådan noget glemmer man altså ikke lige, siger hun med et grin.

Og selvom hun snart runder de 60 år, er hun ikke færdig med at glæde sig til arbejdsdagen endnu.

– Tænk, at man får lov til at have det her, som sit arbejde. Det er jeg virkelig taknemmelig for.