Scleroseforeningen: Flere med kronisk sygdom kan blive på arbejdsmarkedet – hvis forebyggelse og fleksibilitet prioriteres
2.6.2026 16:29:36 CEST | Scleroseforeningen | Pressemeddelelse
Den nye regerings ambition om et mere fleksibelt arbejdsliv er et vigtigt skridt. Men hvis flere danskere skal blive længere på arbejdsmarkedet, kræver det tidlige indsatser og bedre støtte til mennesker med sclerose og andre kroniske sygdomme.

Scleroseforeningen hilser regeringens ambition om et mere fleksibelt arbejdsliv, lavere sygefravær og højere beskæftigelse velkommen. Scleroseforeningen ser et stort potentiale i både den varslede Forebyggelsesfond og ambitionen om at skabe bedre muligheder for, at mennesker med kronisk sygdom kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelse.
For mennesker med sclerose er arbejde og uddannelse ikke blot et spørgsmål om forsørgelse. Det handler også om identitet, fællesskab, livskvalitet og muligheden for fortsat at bidrage aktivt til samfundet.
– Det er meget positivt, at regeringen sætter fokus på sygefravær, arbejdsmiljø og et mere fleksibelt arbejdsliv. Samtidig ser vi et stort potentiale i den nye Forebyggelsesfond, som skal understøtte tidlige indsatser, hjælp til kronikere og fastholdelse på arbejdsmarkedet. Men hvis ambitionen er, at flere danskere skal blive længere på arbejdsmarkedet, skal mennesker med sclerose og andre kroniske sygdomme tænkes ind i løsningerne fra starten. Der er brug for tidligere indsatser, mere fleksibilitet og bedre støtte til fastholdelse i job, siger Klaus Høm, administrerende direktør i Scleroseforeningen.
Forebyggelse handler også om arbejdsliv
Omkring 20.000 mennesker i Danmark lever med sclerose, og Danmark har et af verdens højeste forekomster af sygdommen målt i forhold til indbyggertal. Mange ønsker og har mulighed for at fortsætte et aktivt arbejdsliv i mange år efter diagnosen. Alligevel oplever mange, at sygdom, manglende fleksibilitet eller utilstrækkelig støtte øger risikoen for at forlade arbejdsmarkedet tidligere end nødvendigt.
Ifølge Scleroseforeningen bør forebyggelse derfor forstås bredere end blot forebyggelse af sygdom.
– Forebyggelse handler ikke kun om at undgå sygdom. Det handler også om at forebygge tab af funktionsevne, forringet livskvalitet og unødvendig udstødelse fra arbejdsmarkedet. Med den rette støtte på det rette tidspunkt kan mange mennesker med kronisk sygdom fortsætte et aktivt arbejdsliv og bevare tilknytningen til fællesskabet, siger Klaus Høm.
Velfærdsforliget må ikke øge uligheden i sundhed
Scleroseforeningen peger samtidig på, at Velfærdsforlig 2.0 skal bidrage til at mindske – ikke forstærke – den eksisterende ulighed i sundhed.
Mennesker med kronisk sygdom oplever ofte store forskelle i adgang til rehabilitering, støtte, hjælpemidler og fleksible løsninger på arbejdsmarkedet. Det kan få afgørende betydning for, om den enkelte kan bevare sin arbejdsevne og tilknytning til uddannelse eller job.
– Hvis vi vil have flere til at blive længere på arbejdsmarkedet, skal vi også sikre, at mennesker med kronisk sygdom får adgang til den rette hjælp i tide. Ellers risikerer vi, at uligheden i sundhed vokser, og at de mennesker, som har størst behov for støtte, bliver dem, der hurtigst mister fodfæstet på arbejdsmarkedet. Det vil være et tab både menneskeligt og samfundsøkonomisk, siger Klaus Høm.
Fastholdelse er godt for både mennesker og samfund
Scleroseforeningen peger på, at investeringer i tidlige indsatser og arbejdsfastholdelse både kan forbedre livskvaliteten for den enkelte og styrke samfundsøkonomien.
– Alt for mange mennesker med kronisk sygdom mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, før alle muligheder er afprøvet. Det er et tab for den enkelte, for arbejdspladserne og for samfundet som helhed. Potentialet er stort. Mange mennesker med sclerose kan fortsætte et aktivt arbejdsliv i mange år med den rette støtte. Derfor bør fremtidens reformer handle mindre om, hvornår mennesker forlader arbejdsmarkedet, og mere om, hvordan vi hjælper dem med at blive, siger Klaus Høm.
Tre anbefalinger til Velfærdsforlig 2.0
Scleroseforeningen opfordrer regeringen til at gøre mennesker med alvorlig kronisk sygdom til en prioriteret målgruppe i arbejdet med Velfærdsforlig 2.0.
1. Tidlig forebyggende indsats
Medarbejdere med kronisk sygdom skal have adgang til støtte, rådgivning og arbejdspladstilpasninger, før sygdom udvikler sig til langvarigt sygefravær. Den nye Forebyggelsesfond bør målrettes indsatser med dokumenteret effekt for mennesker med kronisk sygdom, så flere kan bevare arbejdsevne, livskvalitet og tilknytning til arbejdsmarkedet.
2. Mere fleksible arbejdsvilkår
Der skal være bedre muligheder for fleksibel arbejdstid, gradvis tilbagevenden efter sygdom og individuelle løsninger, der tager højde for svingende arbejdsevne.
3. Styrket samarbejde om fastholdelse
Sundhedsvæsen, kommuner, arbejdspladser og civilsamfundsorganisationer skal samarbejde tættere om at hjælpe mennesker med kronisk sygdom til at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Klar til at bidrage med løsninger
Scleroseforeningen ser frem til de kommende forhandlinger om Velfærdsforlig 2.0 og bidrager gerne med erfaringer og konkrete løsninger, der kan styrke både beskæftigelsen, sundheden og livskvaliteten for mennesker med sclerose og andre kroniske sygdomme.
Nøgleord
Kontakter
Isabella Hundt RøhmannKommunikationschef
Tlf:+45 60 21 38 41ihu@scleroseforeningen.dkOm Scleroseforeningen
Scleroseforeningen er en af Danmarks største patientforeninger og arbejder på vegne af de mere end 120.000 danskere, der som patient eller pårørende lever med konsekvenserne af den uhelbredelige, fremadskridende og invaliderende sygdom.
Vi støttes af knap 100.000 medlemmer og bidragydere. Vi støtter forskning, yder støtte og rådgivning og udbreder kendskab til sygdommen, som vi i Danmark har verdens højeste forekomst af per indbygger.
Vi har sekretariat i Valby, men er landsdækkende med 44 lokalafdelinger fordelt over hele landet samt Færøerne.
Følg pressemeddelelser fra Scleroseforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Scleroseforeningen
Nyt stort forskningspartnerskab skal styrke livskvaliteten for mennesker med sclerose, Parkinsons sygdom og muskelsvind24.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med et forskningspartnerskab på 28,4 millioner kroner, muliggjort af Jascha Fonden, skal SOLID – Sammen Om Livskvalitet på tværs af Diagnoser – skabe ny viden om livet med neurologisk sygdom og styrke livskvaliteten på tværs af diagnoser. Partnerskabet gennemføres sammen med Scleroseforeningen, Parkinsonforeningen og Muskelsvindfonden.
Cykelnerven slår rekord: Samler 18,1 millioner kroner ind for en verden uden sclerose22.6.2026 13:32:01 CEST | Pressemeddelelse
Aldrig før har deltagerne på Cykelnerven samlet så mange penge ind til forskning i sclerose. Efter årets finale i de franske Alper kan Scleroseforeningen offentliggøre, at Cykelnerven 2026 har indsamlet hele 18,1 millioner kroner – 3 millioner kroner mere end sidste år og det højeste indsamlingsresultat i arrangementets historie.
26 millioner kroner til forskning: Scleroseforeningen støtter med rekordstort beløb10.6.2026 09:20:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har verdens højeste forekomst af sclerose, og antallet af danskere med sygdommen er tredoblet på 30 år. Nu støtter Scleroseforeningen forskning med rekordmange midler.
Storebæltsbroen lyser op i håbets farve 30. maj28.5.2026 13:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Kører du over Storebæltsbroen lørdag aften, kan du opleve broens pyloner lyse op i grønt. Det sker i anledning af den internationale sclerosedag, World MS DAY, der verden over markeres den 30. maj for at gøre opmærksom på sygdommen - en dag med særlig relevans i Danmark.
Deler ud af guldet: Få fingrene i en vindertrøje16.5.2026 15:35:00 CEST | Pressemeddelelse
Selvom mesterskabet er i hus, kæmper AGF videre. Klubben sætter nemlig spillertrøjerne fra den afgørende kamp mod Brøndby på auktion. Det sker til fordel for scleroseforskning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum