Første af sin slags i Danmark: Friluftspavilloner skal få flere børn og unge ud i naturen
2.6.2026 08:30:00 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
Flere børn og unge skal ud i naturen. Det er formålet med de nye outdoorfaciliteter, der bliver opført i tæt beboede områder fem steder i landet. De unge er selv med til at designe faciliteterne, og den første er netop indviet i Høje-Taastrup Kommune af DIF og Friluftsrådet med støtte fra Nordea-fonden.

Børn og unge i Danmark skal have et aktivt udeliv og flere gode naturoplevelser. Det er baggrunden for projektet ’Friluftspavilloner’, der skal give børn i alderen 6-15 år nye mødesteder i naturen i byerne.
Bag indsatsen står DIF og Friluftsrådet med støtte fra Nordea-fonden, og den første af fem pavilloner er netop blevet indviet i Høje-Taastrup Kommune:
”Det skal være nemt for børn og unge at få natur- og friluftsoplevelser i hverdagen, hvad enten det er sammen med skolen, fritidsforeningen eller på egen hånd. Når børn tidligt i livet har gode oplevelser i naturen, har det stor betydning for deres forhold til naturen som voksne, og vi håber, at den nye facilitet kommer til at give en masse gode, sjove og udfordrende friluftsoplevelser for børn og unge i Høje-Taastrup,” siger Bjarke Lembrecht Frandsen, afdelingsleder i Friluftsrådet.
For at sikre, at faciliteten matcher målgruppens behov, har de unge selv været med til at designe de nye pavilloner.
”Mange idræts- og fritidsfaciliteter er udviklet af voksne og til voksne. Det har vi ønsket at lave om på i processen her, hvor de unge er involveret i udviklingen. Det ser vi både i placering og indretning af friluftspavillonen. De unge har bl.a. ønsket at pavillonen ikke må ligne et klasselokale for meget, og at de skal kunne anvende pavillonen uden at føle sig overvåget af de voksne,” siger Casper Lindemann, der er outdoorkonsulent i DIF.
Mange målgrupper
Placeringen er udvalgt, fordi der i nærheden ligger både skole, daginstitutioner, en spejdergruppe og boligområder, der kan få glæde af friluftspavillonen. Det gjorde flere af dem brug af allerede på åbningsdagen, der faldt sammen med Store Legedag i Høje-Taastrup Kommune:
”Det har været vigtigt for os, at så mange målgrupper som muligt får glæde af den nye facilitet. Også nogle af dem, der ellers ikke kommer i naturen. Samtidig får de mange brugere af idrætscentret muligheden for at rykke deres aktiviteter udendørs, så vi ser en stor værdi i placeringen,” siger Jesper Kristiansen, fritidskonsulent i Høje-Taastrup Kommune.
Kombinationen af naturoplevelser og det bynære er helt central for at få flere forskellige målgrupper til at være aktive, og det er en vigtig årsag til, at Nordea-fonden støtter arbejdet med at oprette idrætspavilloner.
”Naturen er de voksnes foretrukne idrætsarena, og vores idrætsforeninger i det grønne og til vands har generelt mange voksenmedlemmer. Men vi vil også gerne have børnene med, og her spiller bynære faciliteter en central rolle. Med dette projekt ønsker vi at skabe attraktive rammer for idrætsforeninger og alle andre, der ønsker at bruge byens grønne og blå rum til aktiviteter med børn og unge,” siger Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Den næste indvielse forventes i Roskilde efter sommerferien, og de sidste af de fem Friluftspavilloner forventes åbnet i løbet af 2027.
Info om de fem pavilloner:
- Høje-Taastrup Kommune: Friluftspavillonen er placeret i park- og naturområdet ved Taastrup idrætscenter. I umiddelbar nærhed af idrætscentret er der både skole, daginstitutioner, en spejdergruppe og boligområder, som vil kunne få glæde af friluftspavillonen. Herudover vil de mere traditionelle idrætsgrene, der bruger idrætscentret, kunne gøre brug af friluftspavillonen og blive introduceret til outdoor som supplement til deres idræt.
- Silkeborg Kommune: Kommunen bygger en ”grøn” friluftspavillon i Søholt Idrætspark. Det skal være et bynært mødested, der gør det let for børn, unge og alle aldre at komme ud i naturen og være fysisk aktive. Placeringen ved Søholt giver en unik mulighed for at forbinde outdoorfaciliteter med eksisterende idrætsanlæg og planlagte motionsruter, så området bliver et attraktivt og tilgængeligt centrum for både organiserede og selvorganiserede børneaktiviteter.
- Holbæk Kommune: Kommunen bygger en blå friluftspavillon i Holbæk Havn på stranden ved Ny Havn havnebassin centralt i Holbæk By, tæt på bymidten. Projektet vil særligt fokusere på byens unge og vil understøtte aktiviteter på egen hånd såvel som i regi af UngHolbæk. Pavillonen skal først og fremmest være et uformelt mødested, hvor de unge kan opleve fjorden på nært hold samt det maritime liv på havnen. Det vil blive et sted, hvor børn og unge kan opleve og udfordre deres sanser og motoriske færdigheder i mødet med både vand og sand.
- Roskilde Kommune: Kommunen indretter en friluftspavillon i en gammel varmecentral på det tidligere psykiatriske hospital Sankt Hans. Varmecentralen transformeres fra mørk og støvet ”garage” til lys og farverig friluftspavillon, der inviterer til ophold og aktiviteter. Roskilde Kommune er i gang med at omdanne hele Sankt Hans-området til en ny bydel med masser af grønne områder og adgang direkte til Roskilde Fjord. Friluftspavillonen bliver en katalysator for hele byudviklingen og et godt eksempel på, hvordan man kan indtænke idræt og friluftsliv tidlig i byudviklingsprojekter, så der skabes liv i området fra dag et.
- Aalborg Kommune: Kommunen vil bygge en friluftspavillon ved den bynære skov Kongshøj Skov i den sydlige del af Aalborg. Pavillonen bliver porten fra byen til skoven og det naturlige udgangspunkt for aktiviteter i skoven. I nærheden er der både skole, institution, idrætsforening og boligområder. Projektet bliver således et mødested for mange aktører, der introducerer børn og unge for outdoor og friluftsliv.
Læs mere om hver pavillon og se tegninger, illustrationer og modeller her.
Fakta om Friluftspavilloner:
- Projektet startede i 2023 og omfatter udvikling, byggeri og aktivering af friluftspavilloner i fem byer.
- Pavillonerne placeres centralt og tilgængelige for både beboere og for institutions- og fritidsliv.
- Nordea-fonden støtter med samlet 8,4 millioner i projektperioden.
- Formålet er at samle viden om, hvordan faciliteter og mødesteder kan give flere børn og unge i alderen 6-15 år lyst til at bruge naturen i byerne.
- Projektet har et særligt fokus på bæredygtigt byggeri og inddragelse og medbestemmelse blandt børn og unge i hele processen.
Kontakter
Christina Borregaard-OtzenKommunikationskonsulent
Tlf:24420403cbo@dif.dkBilleder




DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 63 forbund, godt 8.250 idrætsforeninger og flere end 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
DIF beklager IOC-beslutning om Rusland7.7.2026 17:07:52 CEST | Pressemeddelelse
IOC har valgt at fjerne langt de fleste restriktioner og anbefalinger mod Rusland, så alle landets atleter og officials fremover kan deltage i OL-kvalifikationen og til OL. DIF er uenig i beslutningen.
Sønderjyske Kvindehåndbold skal hjælpe unge videre i livet29.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sønderjyske Kvindehåndbold og Aabenraa Kommune bliver som de første i Sønderjylland en del af Startblokken – et initiativ under Danmarks Idrætsforbund, der skal hjælpe unge langt fra job og uddannelse godt videre i livet.
Succesrig medaljefest til DIF DM-igen28.6.2026 22:00:00 CEST | Pressemeddelelse
2.200 atleter i 46 sportsgrene fordelte 145 guldmedaljer mellem sig i varme Herning, hvor flere end 150.000 tilskuere og endnu flere DR-seere rundt om i Danmark så med.
17 guldmedaljer til Sjælland ved DIF DM-ugen28.6.2026 21:14:26 CEST | Pressemeddelelse
I alt kårede 46 sportsgrene 145 nye danmarksmestre blandt de i alt 2.200 atleter ved DIF DM-ugen 2026. Få overblikket her.
32 guldmedaljer til Midtjylland ved DIF DM-ugen28.6.2026 21:12:06 CEST | Pressemeddelelse
I alt kårede 46 sportsgrene over 145 nye danmarksmestre blandt de i alt 2.200 atleter ved DIF DM-ugen 2026. Få overblikket her.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum