TV 2 Danmark

Populær TV 2-serie fortsætter - dramaet breder sig til Jylland

4.6.2026 13:00:00 CEST | TV 2 Danmark | Pressemeddelelse

Del

Moesgaard Museum bliver den nye arena for 'Danefæ'

Fra venstre ses Storm (Carl Tange), Bitten (Birthe Neumann), Ester (Lene Maria Christensen), Michael (Anders W. Berthelsen) og Liva (Fanny Bornedal). Foto: Christian Geisnæs/TV 2.
Fra venstre ses Storm (Carl Tange), Bitten (Birthe Neumann), Ester (Lene Maria Christensen), Michael (Anders W. Berthelsen) og Liva (Fanny Bornedal). Foto: Christian Geisnæs/TV 2.

Serien om arkæologparret Ester og Michael blev en gedigen seersucces med omkring en million seere pr. afsnit i sommeren 2025.
Samtidig tændte den danskernes interesse for arkæologi og fortiden, der gemmer sig i mulden, og ikke mindst fik den flere op af sofaen og afsted til museerne, specielt til Vikingemuseet Ladby ved Kerteminde og Kongernes Jelling, der begge oplevede et stigende besøgstal.

Nu kan danskerne glæde sig til den fortsatte fortælling om Ester og Michael og ikke mindst om vores fælles fortid, for optagelserne til sæson to er netop gået i gang på Fyn, hvor de første scener skydes, inden holdet rykker til Moesgaard ved Aarhus.

Magten kommer med en pris

Efter Esters store Thyra-opdagelse i første sæson headhuntes hun som udgravningsleder til det progressive Moesgaard Museum ved Aarhus. Hendes arbejde kompliceres dog af, at det også er her, eksmanden Michael har søgt ly efter udstillingsskandalen med Harald Blåtand på Nationalmuseet.

I den nye sæson er Ester trådt ud af skyggen og griber selv efter magten i drømmejobbet, men den nye arena på Moesgaard Museum viser sig at være en nådesløs kampplads. Her har magten en meget høj pris, og spørgsmålet er, om Ester er klar til at betale den?

Ester og Michael spilles som i første sæson af Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen – en rolle, som netop har indbragt Lene Maria Christensen prisen for bedste hovedrolle i en serie ved 'Det Vi Elsker Prisen 2026'.
Deres to børn, Liva og Storm, spilles af Fanny Bornedal og Carl Tange, og Birthe Neumann ses som Esters mor, Bitten. Desuden er der gensyn med Petrine Agger og Sara Fanta som Esters kolleger fra Ladby, Joen Højerslev og Tina Gylling fra Nationalmuseet samt Mathias Bøgelund.

Nye navne i sæson to er blandt andre Katinka Lærke Petersen, Lone Rødbroe, Simon Kongsted og Victor Madsen.

Første sæson samlede generationer

Marlene Billie Andreasen, TV 2 senior executive producer, siger:

- Jeg er utroligt stolt over, at vi nu er i optagelse med sæson to, og jeg glæder mig enormt til at give danskerne endnu et kapitel i fortællingen om Ester, der graver i jorden og stiller spørgsmål til vores fælles Danmarkshistorie. Første sæson formåede i stor stil at samle generationer foran skærmen og fortsætte samtalerne rundt om i landet. Det er kulturbærende fortælling i den mest levende form, der kan mærkes, deles og lever videre i os.

Viser et Danmark, vi sjældent ser

- 'Danefæ' er i sin grundessens et relationsdrama parret med et arkæologisk mysterium, og det har fra starten været en ambition at fortælle en historie i en arena, publikum ikke har set før. Det er også en vigtig pointe, at serien skulle vise dele og egne af Danmark, som vi sjældent får lov at se i tv-serier. Vi håber og tror på, at 'Danefæ’ fortsat kan portrættere alt det, Danmark har at byde på, og at vi igen kan give publikum en stærk fortælling om vores fælles Danmarkshistorie fortalt gennem en spændende arkæologisk krimigåde, siger Claudia Saginario, producer, Uma Film.

Forventet premiere i 2027/2028

Lars K. Andersen er igen hovedforfatter på 'Danefæ' sæson 2, der instrueres af Mads Mengel og produceres af Uma Film ved producer Claudia Saginario med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn. Marlene Billie Andreasen er TV 2 senior executive producer, og serien forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2027/2028.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Fra venstre ses Storm (Carl Tange), Bitten (Birthe Neumann), Ester (Lene Maria Christensen), Michael (Anders W. Berthelsen) og Liva (Fanny Bornedal). Foto: Christian Geisnæs/TV 2.
Fra venstre ses Storm (Carl Tange), Bitten (Birthe Neumann), Ester (Lene Maria Christensen), Michael (Anders W. Berthelsen) og Liva (Fanny Bornedal). Foto: Christian Geisnæs/TV 2.
Download

TV 2 Danmark er en medievirksomhed med store digitale ambitioner og en mangeårig stærk position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi driver public servicevirksomhed på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København.

Følg pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye