Landdistrikternes Fællesråd

Ny undersøgelse slår fast: Manglen på arbejdskraft er størst i landdistrikterne

29.5.2026 07:54:29 CEST | Landdistrikternes Fællesråd | Pressemeddelelse

Del

Virksomheder i land- og yderområder bliver hårdere ramt af manglen på kvalificeret arbejdskraft end virksomheder i de største byer. Konsekvensen kan blive færre arbejdspladser, mindre vækst og yderligere affolkning, vurderer Landdistrikternes Fællesråd.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard
Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard Foto: Mads Krabbe

Ny undersøgelse fra Epinion viser, at 44 pct. af de adspurgte virksomheder i land- og yderområder har svært ved at få kvalificeret arbejdskraft. Til sammenligning oplever 28 pct. af virksomhederne i de største byer samme udfordring.

Ifølge Landdistrikternes Fællesråd er tallene endnu et tegn på, at Danmark er ved at knække over i to.

– Rekrutteringskrisen rammer skævt. Når virksomheder uden for de største byer ikke kan tiltrække medarbejdere, bliver det ganske enkelt sværere at drive virksomhed og skabe vækst i hele Danmark. Det er en udvikling, der risikerer at dræne lokalområderne for både arbejdspladser, investeringer og fremtidstro, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Virksomhederne peger især på fire årsager til problemerne: For få kvalificerede kandidater (69 pct.), for lang transporttid (32 pct.), løn- og konkurrencevilkår (27 pct.), samt manglende jobmuligheder for partner eller ægtefælle (12 pct.).

Virksomheder rykker mod storbyerne

Ifølge Steffen Damsgaard er konsekvenserne allerede synlige.

– Vi ser virksomheder flytte hovedkontorer og arbejdspladser væk fra provinsen og ind mod de største byer, eller dropper vækst- og udviklingsplaner, hvor en vigtig årsag er, at de ikke kan skaffe medarbejdere lokalt. Det betyder færre arbejdspladser og færre familier i de lokalområder, og det kan sætte gang i en negativ spiral med affolkning, skolelukninger med mere, siger han.

Samtidig viser undersøgelsen, at virksomhederne langt fra har mistet troen på landdistrikterne. De fleste virksomheder uden for storbyerne er fortsat tilfredse med deres placering og fremhæver lavere omkostninger, bedre pladsforhold, mindre trængsel og gode parkeringsmuligheder som klare fordele.

Men potentialet bliver ikke udnyttet, mener Landdistrikternes Fællesråd.

– Der er et enormt vækstpotentiale i land- og yderområderne, men det kræver, at Christiansborg begynder at prioritere et Danmark i balance langt mere offensivt. Hvis ikke vi investerer massivt i infrastruktur, uddannelse, mobilitet og attraktive lokalsamfund, vil skævvridningen kun vokse sig større, siger Steffen Damsgaard.

Han opfordrer regeringen til at gøre udviklingen af landdistrikterne til en central del af en kommende 2035-plan for Danmark i geografisk balance.

– Det handler ikke kun om virksomhedernes adgang til arbejdskraft. Det handler om, hvorvidt man også i fremtiden kan bo, arbejde og skabe vækst uden for de største byer.

Landdistrikternes Fællesråd holder i dag, d. 29. maj 2026, årsmøde og generalforsamling. For fjerde gang afholdes det i Skive i sammenhæng med Folkemødet Skivemødet – Et Danmark i Balance.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye