Innovationsfonden

Ny kontrolteknologi skal reducere fejl og spild i luft- og rumfartsindustrien

26.5.2026 08:00:00 CEST | Innovationsfonden | Pressemeddelelse

Del

Et nyt dansk forskningsprojekt vil uden hverken røntgen eller fysisk kontakt kunne finde skjulte fejl i avancerede kompositmaterialer med større hastighed og præcision end nuværende metoder. Teknologien løfter kvaliteten og styrker bæredygtigheden i bl.a. luft- og rumfartsindustrien med færre fejl, mindre spild og en mere pålidelig produktion.

Hvert år bliver store mængder dyre og sikkerhedskritiske kompositdele kasseret, fordi de nuværende kontrolmetoder ikke kan opdage alle fejl. I luft- og rumfartsindustrien kan selv små skjulte fejl få store konsekvenser for sikkerhed, leveringstid og økonomi.

Med projektet THz-NEXUS vil DTU Electro, AMI - Applied Material Intelligence og Space Composite Structures Denmark udvikle en ny og praktisk løsning, der ved hjælp af uskadelig terahertz-stråling kan afsløre fejl både under og efter produktionen af kompositmaterialer – vel at mærke uden at sætte produktionen i stå.

Terahertz-teknologi skal reducere spild og fejl

Projektet skal gøre det lettere og hurtigere at kontrollere kompositdele tidligere i processen og med større præcision, så spild, fejl og materialeforbrug kan reduceres, samtidig med at tiden fra produktion til godkendelse forkortes. Det vil også styrke Danmarks og Europas position på et voksende marked, hvor der er stigende behov for fejlfri produktion, bl.a. i luftfarts-, rumfarts- og vindindustrien.

Når kontrollen kommer helt ind i selve produktionen, får virksomhederne færre fejl, mindre spild og mere stabile leverancer, hvilket både styrker konkurrenceevnen og mindsker klimaaftrykket.

- Med THz-NEXUS vil vi bygge årtiers erfaring med databehandling fra laboratoriet ind i et state-of-the-art industrielt terahertz-baseret måleapparat fra AMI, så den samlede løsning er klar til brug i kompositindustrien. Målet er en løsning, der både kan finde små skjulte fejl og fungere i en travl produktion, hvor kvalitet, hastighed og dokumentation skal hænge sammen, siger Peter Uhd Jepsen, Professor ved DTU Electro og projektleder.

Stærkt partnerskab skal bringe teknologien ud i industrien

En investering på 9,7 mio. kr. fra Innovationsfonden gør det muligt at samle alle de nødvendige kompetencer i et projekt: DTU Electro bidrager med forskningen i terahertz-signalbehandling og maskinlæring, AMI bygger og tilpasser deres nyeste generation af terahertz-måleapparat, og SCSDK stiller et reelt produktionsmiljø til rådighed. Sammen kan partnerne bygge, teste og validere et system, som rækker langt ud over en klassisk prototype.

Projektet bygger på viden og resultater, som alle parterne har opnået gennem internationale samarbejder med bl.a. Det Europæiske Rumfartsagentur, ESA. Det betyder, at teknologien i projektet er i et fremskredent udviklingsstadie, hvor den ikke kun bliver testet i laboratoriet, men også afprøvet i blindtests og til sidst anvendt i en virksomhed med rigtige operatører og rigtige emner. Det er netop den grad af modenhed, der skal til, for at teknologien kan skabe værdi i stor skala for både virksomheder og samfundet.

Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem DTU Electro, som leder projektet og udvikler metoderne til måling, dataanalyse og validering, AMI – Applied Material Intelligence, som industrialiserer måleapparatet og sikrer, at løsningen er robust, stabil og egnet til produktion, og Space Composite Structures Denmark, som står for den praktiske afprøvning i den daglige produktion og sikrer, at løsningen passer til virkelige produktionsbehov.

Derudover inddrages et stærkt netværk af samarbejdspartnere og brugere, blandt andre Airbus, Thales og ESA, så projektet hele tiden afstemmes med markedets krav. Målet er en løsning, der kan bruges i Danmark først og derefter skaleres til resten af Europa.

Fakta

  • Innovationsfondens investering: 9.7 mio. kr.
  • Samlet budget: 12 mio. kr.
  • Varighed: 3 år
  • Officiel titel: THz-NEXUS - Next-Generation Superior AeroSpace & Space Composite Materials

Om partnerne

Danmarks Tekniske Universitet - DTU Electro

Et af verdens førende tekniske universiteter, som for nylig også er blevet kåret til det bedste tekniske universitet i EU. Ved DTU Electro arbejder Professor Peter Uhd Jepsens forskningsgruppe, Infrared and Terahertz Science, med terahertz-teknologi til ikke-destruktiv materialeanalyse, billeddannelse, kulturarvsundersøgelser og karakterisering af nye materialer som grafen. Gruppen kombinerer avanceret terahertz-teknologi med solid grundforskning og har et tydeligt potentiale for både videnskabelig og samfundsmæssig betydning.

AMI – Applied Material Intelligence ApS (tidl. Glaze Technologies ApS)

AMI er en dansk deep-tech virksomhed, som udvikler og producerer en helt ny generation af ikke-destruktiv måleteknologi med brug af terahertz-lysbølger. Med AMIs teknologi er det muligt at se strukturer og defekter under overfladen af materialer, ligesom med røntgen, men uden skadelig stråling. Det kommer til at ændre måden industrien udvikler, producerer og vedligeholder avancerede materialer på, fordi kontaktløse, ikke-destruktive målinger under overfladen nu kan udføres dér, hvor materialerne findes og bruges, uden behov for særlige sikkerhedsforanstaltninger. Resultatet er, at industrien kan udvikle bedre materialer hurtigere, producere dem billigere og forlænge deres levetid i drift.

AMI leverer både hardware, software, dataopbevaring og analyseredskaber i komplette produkter til både danske og internationale kunder. AMI er bl.a. featured i KPMG’s podcast ”Tech Talk” i 2026.

Space Composite Structures Denmark ApS

SDSDK er en stærk og professionel virksomhed inden for rumteknologi. Virksomheden håndterer hele processen fra design og produktion til test, integration og verifikation af strukturer til satellitter og rumfartøjer, og den samlede one-stop-shop-løsning gør det både enkelt og effektivt at komme fra idé til færdigt produkt. Med aktiviteter i Europa, USA og Indien har SCSDK desuden en solid international profil og værdifuld erfaring fra et krævende globalt marked.

Kontakter

Om Innovationsfonden

Innovationsfonden accelererer forskning og innovation til løsninger, der styrker det danske samfunds konkurrenceevne og bæredygtighed.

Følg pressemeddelelser fra Innovationsfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Innovationsfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye