Straf eller godbid afslører hundeejeres etiske syn på dyr

Om en hundeejer giver sin hund en godbid eller et ryk i snoren, når hunden skal lære at begå sig, er ikke kun udtryk for, hvad ejeren tror er den meste effektive træningsmetode. For valget af træningsmetode viser sig at hænge sammen med, hvordan ejeren generelt betragter dyrs værd. Det fremgår af et nyt studie udarbejdet af forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med kolleger fra Edinburgh University.

Mennesker, der mener, at dyr har krav på god velfærd, er mindre tilbøjelige til at bruge strafbaserede træningsmetoder, end dem som mener, mennesker etisk set er hævet over dyrene.

”Bruger man straf som led i sin hundetræning, er man mere tilbøjelig til at have et blik på hunde, hvor disse er til for mennesker. Bruger man mindre straf og i højere grad positiv træning, er man med større sandsynlighed orienteret mod, at dyr skal have rettigheder eller i det mindste god velfærd” lyder det fra Peter Sandøe, der er professor på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet og seniorforfatter på studiet.

Godbidder versus skældud

Studiet bygger på svar fra 500 amerikanske hundeejere, som blev spurgt til deres træningspraksis. Positive metoder – som godbidder, legetøj og ros – var meget udbredt, mens straffemetoder – som verbal irettesættelse eller fysisk korrektion ved f.eks. at rykke i snoren – blev anvendt i mindre omfang blandt de adspurgte.

Deltagerne blev dernæst spurgt til deres syn på dyr, og ud fra svarene blev de inddelt i kategorier, som afspejler tre overordnede etiske holdninger, når det kommer til dyr: antropocentrisk, dyrevelfærds-, og dyrerettighedsorienteret.

Resultaterne viser, at hundeejere med den antropocentriske dyreetiske holdning i højere grad bruger straffemetoder end ejere, der mener, at dyr har krav på god velfærd eller krav på rettigheder. Derudover bruger ejere, der mener at dyr har krav på god velfærd, i højere grad positive metoder end ejere med den antropocentriske holdning.

Valg af træningsmetode bygger ikke kun på, hvad man tror virker

Ifølge Peter Sandøe peger studiet på, at hundetræning ikke alene handler om viden om emnet.

”At træne sin hund er ikke en neutral aktivitet. Det er en aktivitet, hvor ejerens syn på dyret slår igennem. For de metoder, de vælger at bruge, afspejler din holdning til, hvad vores pligt over for dyr er.”

Derfor er hundetræning heller ikke en rent faglig diskussion.

”Det er ikke kun læringsteori. Det er også en etisk diskussion. Så man kan ikke isolere hundetræning som noget rent fagligt, som nogle har tendens til at gøre.”

Hundeejere kan træffe mere reflekterede valg

Selvom studiet er lavet i USA, kunne man forvente et lignende resultat herhjemme. For på trods af at andelen af de forskellige dyreetiske syn forventeligt vil være anderledes end i USA, vil sammenhængen mellem etik og træningsmetode formentligt gå igen, forklarer Peter Sandøe.

Og selvom der er mange holdninger til, hvordan man bedst træner sin hund, så kan studiet give stof til eftertanke, hos dem der har en firbenet ven i hjemmet.

”Studiet kan give plads til refleksion, hvor etikken ser ud til at spille en væsentlig rolle, når det kommer til, hvorfor man gør, som man gør,” fortæller Peter Sandøe.

Vores forhold til dyr er altså langt fra det samme på tværs af befolkningen. Det slår det her studie en streg under, fortæller Peter Sandøe.

”Mennesker har meget forskellige holdninger til dyr. Og hundetræning er noget, der deler vandene rigtig meget.”

***

FAKTA: Om studiet

Studiet bygger på 500 svar fra amerikanske hundeejere. I et spørgeskema angav deltagerne, hvor ofte de brugte forskellige træningsmetoder, og blev derefter bedt om at tage stilling til en række udsagn om dyreetik.

Studiet er ikke repræsentativt, og resultaterne kan derfor ikke bruges til at sige noget om, hvor udbredte træningsmetoderne er i befolkningen. Det viser udelukkende sammenhængen mellem træningsvalg og etisk orientering.

Studiet brugte et mål til at vurdere dyreetisk orientering, som er udviklet af forskere ved Københavns Universitet. Det er også blevet brugt i tidligere studier, hvor man har undersøgt sammenhængen mellem dyreetik og køb af svinekød med eller uden velfærdsmærker.

Dataindsamlingen blev foretaget af Tracy Weber fra Edinburgh University.

Derudover har følgende bidraget til studiet: Kevin McPeake fra Edinburgh University, Thomas Bøker Lund fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU, samt Björn Forkman og Iben Meyer fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU.

Link til studiet: Full article: Dog Owners’ Use of Training Methods and Their Ethical Stance on the Treatment of Animals

***

FAKTA: Tre typer af dyreetiske orienteringer

Studiet inddelte respondenterne i tre kategorier.

1. Antropocentriker – her er det menneskets ret at bruge dyr til egen vinding.
2. Dyrebeskytter – her mener man, det er acceptabelt for mennesker at bruge dyr, men at de skal stræbe efter at sikre dem en god dyrevelfærd.
3. Dyre-rettighedsfortaler – her tror man på, at dyr er lige så vigtige og har tilsvarende rettigheder som mennesker.

Hundeejere med den antropocentriske orientering brugte i højere grad verbal irettesættelse eller fysisk korrektion som en del af deres hundetræning end de ejere, som havde en af de to andre dyreetiske orienteringer. Samtidigt brugte ejerne med orienteringen dyrebeskytter flere positive metoder – som godbidder, legetøj og ros – end antropocentrikerne.

***

FAKTA: Positiv træning og strafbaseret træning

De fleste hundeejere i undersøgelsen brugte positive metoder, når de trænede deres hund.

97 procent brugte ros, og 86 procent brugte godbidder eller legetøj som belønning.

Straf var mindre udbredt: 46 procent brugte en form for straf, og 25 procent anvendte fysisk straf som et ryk i snoren eller lignende.

Kun en mindre gruppe på knap 18 procent trænede udelukkende med belønning.