Historisk ekspedition til Arktis: Greenpeace livestreamer fra 3000 meters dybde i det uudforskede arktiske hav
6.5.2026 08:00:00 CEST | Greenpeace Danmark | Pressemeddelelse
Den 8. maj stævner Greenpeace ud på en månedlang mission til det arktiske dybhav. "Deep Arctic Expedition" bringer en gruppe af verdens førende havforskere sammen for at udforske økosystemer så fjerne og utilgængelige, at de stadig er en gåde for videnskaben. Ekspeditionens mål er at indsamle videnskabelig dokumentation, der styrker argumenterne for at etablere beskyttede havområder i Arktis og stopper alle planer om dybhavsminedrift.

"Vi dykker ned til et af planetens sidste ubeskrevne blade, hvor vi forventer at finde arter, som aldrig tidligere er set eller beskrevet af mennesker," siger Dr. Paco Cárdenas, ekspert i dybhavssvampe ved Uppsala Universitet. Han er en af de eksterne forskere, som er med ombord på forskningsskibet, der stævner ud fra Irland fredag den 8. maj.
"Disse dyr har overlevet i hundreder af millioner af år, og vi er forbundet med dem på mange forskellige måder. De renser vores have, og de ligger inde med potentielle kure mod sygdomme. Det vil være en global tragedie, hvis vi ødelægger disse arter, før vi overhovedet kender og forstår dem. Det er essentielt, at de bliver beskyttet," siger han.
En truet vildmark under havet
Området mellem Norge og Grønland, som ekspeditionen rejser til, blev i 2024 åbnet for dybhavsminedrift af den norske regering. Sidste år blev projektet dog sat i bero frem til 2029. Det skete efter et massivt pres fra miljøorganisationer, videnskabsfolk og den politiske opposition i Norge. Forskere advarer om, at minedrift vil gøre uoprettelig skade på dybhavsbundens sårbare økosystemer og vil føre til total ødelæggelse af habitater og udryddelse af arter.
Forskningsekspeditionen varer en lille måned fra den 8. maj til den 5. juni, og cirka midtvejs - mellem 15.-30. maj - planlægger Greenpeace sammen med de eksterne forskere ombord at sende live fra ned til 3000 meters dybde. Med ombord er eksperter fra Sverige, Tyskland, Spanien og Norge, og fokus er at udforske undersøiske bjerge - hotspots for biodiversitet - samt hydrotermiske væld - vulkanske kilder på bunden af havet, hvor liv trives i komplet mørke.

Ekspert: ”Vi dokumenterer planetens vitale organer”
Dr. Anne Helene Tandberg fra Universitetsmuseet i Bergen er specialist i krebsdyr, der lever i disse ekstreme miljøer. Gennem sin karriere har hun beskrevet adskillige hidtil ukendte arter, og hendes arbejde omfatter rødlistning af arter og levesteder. Hun leverer desuden videnskabeligt grundlag for etableringen af beskyttede havområder under FN’s Havtraktat. Hun understreger den kritiske sammenhæng mellem disse økosystemer:
"Det arktiske dybhav kan beskrives som de nordlige haves hjerteslag. Fra den mindste tangloppe til det største undersøiske bjerg er disse steder tæt forbundne. Vi ser det i både artssammensætningen og i de genetiske variationer. Vi kigger ikke bare på sten, dyr og vand; vi dokumenterer de vitale organer i et globalt økosystem, der holder vores planet beboelig," forklarer Anne Helene Tandberg.

Kapløb mod uret
Arktis er et af de områder på jorden, som er under hurtigst forandring. Samtidig er det en af verdens dårligst beskyttede og mest uregulerede regioner. Dybhavsindustrien presser lige nu på for at få lov til at bore efter mineraler, hvilket betyder, at helt unik natur risikerer at gå tabt for altid.
"Vi kan ikke beskytte det, vi ikke kender," siger Dr. Sandra Schöttner, chefforsker hos Greenpeace International.
"Denne ekspedition skal indsamle videnskabelig dokumentation fra Arktis' sårbare dybhavsøkosystemer. Ved at få disse farvande inkluderet i et netværk af beskyttede havreservater kan vi skabe et modstandsdygtigt sikkerhedsnet for livet i havene og beskytte de globale haves sundhed i generationer frem," siger hun.
Ekspeditionen ledes af Greenpeace International, Greenpeace Tyskland og Greenpeace Norden. Den slutter i Bergen i begyndelsen af juni, hvor de første fund vil blive præsenteret for offentligheden.
Greenpeace kæmper globalt for et totalt stop for dybhavsminedrift og for at beskytte 30 % af verdenshavene inden 2030.
SLUT
Billeder, video og kortmateriale, kan hentes HER
Kontakter
Daniel Bengtssonkommunikationsansvarlig ombord på ekspeditionsskibetGreenpeace Norden
Daniel kan også kontaktes over WhatsApp og Signal
Rikke AgerbækPresse- og kommunikationsansvarlig
Primære ansvarsområder: Klima, energi og natur
Billeder



Greenpeace Danmark
Greenpeace er verdens største uafhængige miljøbevægelse. Vi konfronterer nogle af verdens største problemer og fremtvinger løsninger. I Danmark arbejder vi primært med problematikker indenfor klima, energi, landbrug, hav og skov. Vi bestræber os på altid at stå til rådighed for kommentarer på aktuelle sager og debatter - store som små, niche som mainstream.

Følg pressemeddelelser fra Greenpeace Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Greenpeace Danmark
Nordjylland: Greenpeace tilbyder gratis test af nitrat i dit drikkevand5.5.2026 10:22:22 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag og torsdag i denne uge kan borgere i områderne omkring Aalestrup og Svenstrup få testet nitratniveauet i deres drikkevand gratis, når Greenpeace sætter teststationer op på de lokale biblioteker. Testen skal især give lokale med private vandboringer et fingerpeg om kvaliteten af deres drikkevand. Deres vand testes nemlig ikke af myndighederne i dag.
Greenpeace efter kritik fra Rigsrevisionen: Fødevareministeriet skal lukkes27.4.2026 13:58:02 CEST | Pressemeddelelse
Rigsrevisionen retter i dag hård kritik af den danske kontrol med grisenes velfærd. Greenpeace kalder det endnu et alvorligt knæk i tilliden til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og opfordrer til at ministeriet nedlægges.
»Sundhedsskadelig lobbyisme«: Svineaktivister fra Greenpeace i aktion for det danske drikkevand19.3.2026 10:02:01 CET | Pressemeddelelse
Med budskabet “STOP SVINERIET — RED DRIKKEVANDET” omdekorerede en gruppe aktivister fra Greenpeace her til morgen hovedkvarteret for landbrugets største lobbyorganisation, Landbrug & Fødevarer. Langs facaden blev L&F’s egne reklamer erstattet af store, røde faresymboler, som advarer mod, at interesseorganisationen er blevet en sundhedstrussel.
Rekordmange høringssvar i protest mod nyt oliefelt3.3.2026 11:03:29 CET | Pressemeddelelse
Rekordmange borgere og organisationer har indsendt høringssvar imod olieselskabet INEOS' planer om ny oliejagt i Hejre-feltet i Nordsøen. Ifølge Greenpeaces gennemgang er Hejre-feltet det energiprojekt, der har modtaget flest høringssvar nogensinde. Greenpeace opfordrer den nye regering til at gøre sagen til en politisk beslutning.
Greenpeace-organisationer vil appellere amerikansk SLAPP-dom på 2,18 mia. kr. – Danmark bør nu tilslutte sig EU-lovgning, der kan bremse misbrug af retten28.2.2026 11:00:08 CET | Pressemeddelelse
Greenpeace International og Greenpeace-organisationerne i USA blev i aftes ved distriktsdomstolen i North Dakota, USA, dømt til at skulle betale 345 millioner dollar – omkring 2,18 mia. danske kroner – i erstatning til det amerikanske olierørsselskab Energy Transfer (ET). Greenpeace-organisationerne vil nu søge om en ny retssag eller om nødvendigt appellere afgørelsen til North Dakotas højesteret.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum