Dansk Solcelleforening

Rettelse til brandvejledning giver mere plads til solceller på tage

24.4.2026 14:57:58 CEST | Dansk Solcelleforening | Pressemeddelelse

Del

Rettelse til brandvejledning giver plads til flere solceller på tagene. De nye vejledende krav er netop udsendt som et rettelsesblad af Dansk Brandteknisk Institut (DBI). Der er tale om et delresultat af et revisionsarbejde af vejledning 39 om brandsikringsforanstaltninger for solcelleanlæg, som flere brancheorganisationer har taget del i. 

Dansk Solcelleforening, TEKNIQ, DI Teknik & Installation og Danske Arkitektvirksomheder har sammen med DBI og en række andre organisationer arbejdet på revisionen af vejledning 39 i udvalg og underudvalg nedsat af DBI siden december 2025, der nu er resulteret i et første rettelsesblad til vejledningen.

Afstandskravet på 2,5 meter til alle gennemføringer, herunder ovenlys, ventilationsrør og andre gennemføringer i taget reduceres nu til 0,6 meter, under visse betingelser. Det er en markant lempelse af et af DBIs hidtidige krav, som brancheorganisationerne har set som unødig restriktiv og en væsentlig barriere for udbredelsen af solceller på bygninger med flade tage.

“Revisionen afstandskravene er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi har længe peget på, at de tidligere krav ikke stod mål med en reel brandsmitterisiko og derfor er det rigtig godt, at DBI nu ændrer dem”, siger Kim Slavensky, næstformand i Dansk Solcelleforening og CEO i Phønix Tag Energi.

Afstandskravene i den hidtidige DBI-vejledning 39 fra november 2024 har i praksis betydet, at op mod halvdelen af tagarealet i flere projekter ikke kunne udnyttes til solceller – med betydelige konsekvenser for både økonomi og den grønne omstilling.
Dansk Solcelleforening følger udviklingen i udbredelsen af solceller i Danmark tæt og oplyser i sin seneste kvartalsopgørelse fra april 2026, at udbygningstakten for store taganlæg er faldet med 50 % i årets første måneder sammenlignet med samme periode sidste år.

Årlig uafhængig kontrol
Med lempelsen af afstandskravene følger dog et nyt DBI-krav om en årlig uafhængig kontrol af bygningens solcelleanlæg – en kontrol som DBI fremadrettet ønsker foretages årligt af en uafhængig kompetent brandrådgiver, men som hidtil har fungeret fint i form af almindelige drifts- og vedligeholdelsesaftaler.

Det er et krav, vi helst havde været foruden. På papiret lemper man afstandsreglerne, men i praksis får bygherre/anlægsejer en helt ny forpligtelse og omkostninger, der forringer solcellernes rentabilitet. Kravet om en årlig uafhængig kontrol er en unødvendig skærpelse af vejledningen set i lyset af, at der stort set ingen eksempler er på brand forårsaget af solceller i Danmark, siger Kim Slavensky.

Han er samtidig kritisk overfor, at Danmark nærmest går enegang på spørgsmålet:

”Det er problematisk, at DBI nu selv vil indføre et krav om en årlig uafhængig kontrol og derved nærmest går enegang på spørgsmålet i Europa. Selvom DBIs vejledning formelt er frivillig, kan den i praksis lægge en ny standard, som store dele af forsikringsbranchen vil følge fremover”.

Kravet om kontrol er desuden en forudsætning for flere af de reducerede afstande i den nye afstandstabel ifølge DBI.

Modarbejder klimamål
Ifølge Dansk Solcelleforening, DI Teknik & Installation, TEKNIQ og Danske Arkitektvirksomheder har DBI-vejledning 39 fra november 2024 spændt ben for både danske og europæiske ambitioner om mere solenergi på bygninger.

“EU stiller krav om mere solenergi på bygninger, og Danmark har ambitiøse klimamål. Derfor giver det ikke mening at indføre et nyt kontrolkrav i Danmark, hvis berettigelse ikke er dokumenteret i forhold til risikoafdækning. For så gør man det dyrere og mere besværligt for bygningsejere at installere og drifte solceller,” siger seniorchefkonsulent Alexander Ulrich Severinsen, DI Teknik & Installation.

”Vi er uforstående over for kravet om en årlig uafhængig kontrol, da det gør solceller unødvendigt dyre. Frem for at indføre nye krav, der fordyrer installationerne og gør solceller mindre attraktive for bygningsejerne, bør man bygge videre på de velfungerende systemer, der allerede fungerer," siger bæredygtighedschef Troels Hartung, TEKNIQ.

”Jeg er glad for, at det nu i højere grad bliver muligt at lave solcelleprojekter på flade tage, så vi dermed hjælper den bæredygtige omstilling af samfundet på vej. Vi skal dog hele tiden være opmærksomme på, at vi ikke skaber unødigt bureaukrati i processen,” siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Danske Arkitektvirksomheder.

Efterlyser proportionalitet
Brancheforeningerne anerkender vejledningens forbedringer og understreger, at de bakker fuldt op om høje brandsikkerhedskrav – men efterlyser samtidig dokumentation og proportionalitet i forhold til risici og bedre sammenhæng med fremtidig byggelovsregulering, så der kan komme fart på den grønne omstilling.

Tak til Danske Arkitektvirksomheder, DI Teknik og Installation, DI Byggeri, TEKNIQ, Solar City Danmark, Teknologisk Institut, Solar og Nordic Waterproofing for godt samarbejde. Vi kæmper videre for mere afbureaukratisering og ser frem til den videre dialog med DBI om de øvrige dele af vejledningen.

 
Fakta
• Afstandskrav til åbninger og taggennemføringer kan reduceres til 0,6 meter under bestemte betingelser, hvor det generelle krav før lød på 2,5 meter.
• Lempelsen er betinget af et modkrav om en årlig uafhængig kontrol
• I Danmark er der installeret langt over 100.000 solcelleanlæg, hvor mange har været i drift i 15-25 år. 

Kontakter

Links

Dansk Solcelleforening

Dansk Solcelleforening er en brancheforening, der samler eksperter på området for solceller, energilagring og beslægtede teknologier. Dansk Solcelleforening repræsenterer solcellebranchen bredt fra fabrikanter, rådgivende ingeniører, installatører, VE-udviklere af store anlæg på land til solcellevirksomheder, der installerer solceller og energilagringsløsninger på tagflader af industri- og erhvervsvirksomheder, på offentlige bygninger og husstandstage.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Solcelleforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Solcelleforening

Dansk Solcelleforening: god VE-aftale – nu skal solenergien op i gear10.10.2025 13:08:01 CEST | Pressemeddelelse

Regeringen og et bredt flertal af folketingets partier har netop indgået en aftale, der har til formål at fremme mere vedvarende energi på land. Det er positivt og et vigtigt skridt i den grønne omstilling, at der nu følges op på flere af anbefalingerne fra NEKST-arbejdet. Aftalen fjerner barrierer for solenergi på jord, men overser potentialet i at gøre bygninger til en aktiv del af energisystemet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye