Det Kongelige Teater

Stærke klassikere, nye fortællinger og verdenspremierer – ny sæson på Det Kongelige Teater

20.4.2026 20:00:00 CEST | Det Kongelige Teater | Pressemeddelelse

Del

I dag offentliggøres den nye sæson 2026/2027 med opera, ballet, skuespil, musical og koncerter.

Sæson 2026/2027 byder på stærke klassikere og nyskabende scenekunst samt masser af turnéaktiviteter i hele landet. Balletten hylder August Bournonville og har premiere på en helt ny ballet for børn. Operaen præsenterer spændende stemmer fra hele verden, internationale stjerneinstruktører og danmarkspremierer. Skuespillet inviterer til ny scenekunst og store klassikere samt udendørsteater i kæmpeformat. Sæsonen byder desuden på en ny opsætning af en ikonisk musical på Operaens Store Scene, masser af koncertoplevelser, international turné med Det Kongelige Kapel, forestillinger for hele familien – og en helt ny teaterlegeplads for børn.

Skuespil
Arven vender grundet stor efterspørgsel tilbage for tredje gang på Skuespilhusets store scene. Her kan man også opleve Teatermaskinen, en leg med skuespilleres evne til at skabe magi med teatertekster fra Shakespeare til Strindberg. Husinstruktør Anna Balslev iscenesætter familiedramaet Glasmenageriet med bl.a. Sidste Babett Knudsen og Billedet af Dorian Gray som musikteater med nykomponeret musik. Sæsonens klassiker på Gamle Scene er Molières komedie Misantropen med Jens Albinus i titelrollen, iscenesat i vores nutid af husinstruktør Thomas Bendixen, som også instruerer Becketts absurde tragikomedie Slutspil med bl.a. Lars Mikkelsen og Kirsten Olesen. Yahya Hassans families fortælling, Familien Hassan, bliver for første gang til teater, og Naja Marie Aidts roman Øvelser i mørke kommer nu på scenen med Sofie Gråbøl i hovedrollen. Christian Lollikes satiriske samtidsdramatik Far, far, krigsmand undersøger det danske forsvar i en ny virkelighed. Til sommer indtager heste af træ og blod Dyrehaven, når Troja er årets storslåede udendørsforestilling. 

Ballet
Balletten åbner sæsonen med en fejring af den danske arv, når fire Bournonville-balletter mødes i Til glæden — herunder hovedværket Sylfiden. Efteråret bringer Balanchines brillante Juveler og danmarkspremieren på Cathy Marstons Jane Eyre, inden Nøddeknækkeren sætter os alle i julehumør. Det nye år indledes med popballetbraget Under dybet og balletchef Amy Watsons nyskabende Dialog, der sætter fokus på tre kvindelige koreografer bl.a Emma Porter og Stephanie Thomasen. Sæsonen byder på en verdenspremiere med den Jørgen Leth-inspirerede ballet Det perfekte menneske af Bobbi Jean Smith og Or Schraiber — og den rundes smukt af med eventyrballetten Askepot og publikumsfavoritten Giant Steps.  

Opera
Den Kongelige Opera præsenterer danmarkspremiere på en opera, der har taget verden med storm: Kaija Saariahos anmelderroste og foruroligende opera Innocence om traumerne i kølvandet på et skoleskyderi. Franz Schrekers sanselige klangunivers i Den fjerne klang kan også opleves på en dansk operascene for første gang. Store følelser og overdådig musik går hånd i hånd i Massenets Werther, og i LIGHT – Bach dances smelter barokmusik, sang og dans sammen til en refleksion over liv og forgængelighed. Operetteglæden får frit løb, når stjerneinstruktøren Barrie Kosky vender tilbage og forvandler Operaens Store Scene til et stort, boblende maskebal i Johann Strauss’ Flagermusen. Publikum kan også glæde sig til hele to Shakespeare-operaer af Verdi, Macbeth og Falstaff, samt gensyn med Mozarts sprudlende Figaros bryllup og Puccinis elskede La bohème.

Koncerter
Det Kongelige Kapel
indleder koncertsæsonen med koncert i DR Byen med chefdirigent Marie Jacquot og stjerneviolinisten Nikolaj Szeps-Znaider og tager derefter på international turné til Concertgebouw i Amsterdam og Menuhin Festival i Gstaad. Koncertsæsonen præsenterer flere solister og dirigenter i særklasse, og nærvær og virtuositet går op i en højere enhed til Det Kongelige Kapels kammerkoncerter i Takkelloftets foyer. Året rundes traditionen tro af med festlige nytårskoncerter i Operaen, og sæsonen byder desuden på mere uformelle koncertformater i Operaens foyer med barkoncerter og julekoncerter med Det Kongelige Operakor.

Musical
Det Kongelige Teaters store musical i Operaen er i år Evita, Andrew Lloyd Webber og Tim Rices klassiker om den argentinske præsidentfrue Eva Peróns storhed og fald i en ny storslået iscenesættelse og ny dansk oversættelse. Titelrollen som Evita med den berømte Don’t cry for me Argentina deles mellem Sara Viktoria Bjerregaard og Cecilie Stenspil, mens Det Kongelige Kapel spiller den iørefaldende orkestermusik.

For børn
I sæson 26/27 kan vi slå dørene op til et af de største udviklingsprojekter på Det Kongelige Teater i nyere tid, nemlig teatrets nye børneunivers i Stærekassen. Her er ambitionen er at præsentere børnene for indhold i øjenhøjde og af høj kvalitet, som tager udgangspunkt i scenekunst og klassiske kunstarter, og give dem ikke bare et rum, men et helt teater, hvor de kan lege og drømme frit. Derudover kan vi igen præsentere to børneforestillinger i Skuespilhuset og en børneballet på Gamle Scene i den kommende sæson. Børneballetten Frede Stærs drømmeteater er en nyskrevet fortælling af koreograf Tobias Praetorius med musik af Philip Faber, mens man i Skuespilhuset kan opleve De små synger - en forestilling for de mindste lavet over alle de kendte sange fra den ikoniske sangbog. Sæsonen byder også på et gensyn med den populære Den fantastiske bus, som denne gang også kommer til Aarhus og spiller.

Turné
Det Kongelige Teater fortsætter sin omfattende turnévirksomhed i 2026/2027. Teatret har 157 turnédage i sæsonen, hvilket svarer til en aktivitet næsten hver anden dag et sted i Danmark. Teatrets faste succes med Kongelig sommeropera og Kongelig sommerballet besøger 24 byer i hele Danmark, de to skuespil Familien Hassan og Far, far, krigsmand spiller 38 gange et sted i landet samtidig med, at Misantropen besøger seks store kulturhuse i Jylland. Det Kongelige Teater besøger Musikhuset Aarhus med familieforestillingerne Nøddeknækkeren og Den fantastiske bus, og Teaterlegepladsen Postyrium ruller igen forbi 16 byer fra Støvring til Sønderborg, mens årets største udendørsteateroplevelse i Dyrehaven bliver den spektakulære familieforestilling Troja i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune. Desuden skal Det Kongelige Kapel på turné til Amsterdam og Gstaad i august 2026 med chefdirigent Marie Jacquot og Nikolaj Szeps-Znaider som solist.

Digital sæsonbog
Læs mere om alle forestillinger og koncerter i sæson 2026/2027 i Det Kongelige Teaters online sæsonbog på dette link

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Download
Innocence. Foto: Festival d’Aix-en-Provence/Jean-Louis Fernandez
Innocence. Foto: Festival d’Aix-en-Provence/Jean-Louis Fernandez
Download
Flagermusen. Foto: Bayerische Staatsoper 2023/Wilfried Hösl
Flagermusen. Foto: Bayerische Staatsoper 2023/Wilfried Hösl
Download
'Familien Hassan'
'Familien Hassan'
Foto: Det Kongelige Teater
Download
Signe Egholm Olsen i 'Far, far, krigsmand'
Signe Egholm Olsen i 'Far, far, krigsmand'
Foto: Anders Bøggild
Download
Foto: Per Morten Abrahamsen
Download
'Under dybet'
'Under dybet'
Foto: Camilla Winther
Download
'Den fantastiske bus'
'Den fantastiske bus'
Foto: Camilla Winther
Download

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye