Engang var Afrikas elefanter forbundne – stort studie afslører hvordan isolation har skadet de grå kæmper
16.4.2026 11:01:00 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
I den største genetiske kortlægning af Afrikas elefanter viser et internationalt forskerhold, at elefanternes historie er præget af evnen til at bevæge sig over store afstande og udveksle gener på tværs af det afrikanske kontinent. Men da elefanternes levesteder bliver stadig mere fragmenterede, dokumenterer undersøgelsen de synlige genetiske konsekvenser af isolationen og peger på måder, der kan bidrage til den fremtidige bevarelse af elefanter.

I den hidtil største genetiske undersøgelse af afrikanske elefanter har et internationalt forskerteam analyseret 232 hele genomer fra både savanne- og skovelefanter, indsamlet i 17 afrikanske lande. Dette er den første store, kontinentomspændende genetiske undersøgelse, siden afrikanske elefanter blev anerkendt som to separate arter. For at gennemføre denne kæmpeopgave anvendte forskerne prøver, der var blevet opbevaret i biobanker under tidligere genetisk forskning for mere end 30 år siden, og genererede genomer af høj kvalitet gennem iConserve-programmet fra bioteknologivirksomheden Illumina.
Resultaterne, som nu er offentliggjort i Nature Communications, viser tegn på genetisk isolation i flere populationer, hvor elefantflokke er blevet afskåret fra hinanden på grund af en historie med jagt samt voksende menneskelige populationer og deres behov for landbrug og infrastrukturudvikling.
"Vores undersøgelse viser, at elefanter indtil for nylig har været forbundet over store afstande. Denne bevægelsesfrihed har skabt genetisk robusthed, fordi populationerne har blandet sig. I dag er billedet et andet. Elefanter lever i en verden, hvor pladsen bliver mere og mere begrænset, og nogle bestande bliver isolerede," siger studiets hovedforfatter, adjunkt Patrícia Pečnerová fra Københavns Universitet og Lunds Universitet.
Afsondrede områder er hårdest ramt
To afsondrede områder i det nordøstlige Afrika, i Eritrea og Etiopien, er hjemsted for elefantbestande, der er små i antal og ret isolerede. Elefanterne her befinder sig mere end 400 kilometer væk fra andre bestande og er omgivet af menneskelige bebyggelser og landbrugsarealer. Her fandt forskerne en høj grad af indavl, lav genetisk variation og en ophobning af mildt skadelige mutationer, hvilket gør dem mere sårbare over for ændringer i miljøet og sygdomme.
Et lignende, men mere nuanceret mønster tegner sig i Vestafrika, hvor høj befolkningstæthed og en lang historie med handel med elfenben også har isoleret og reduceret elefantbestande. I modsætning til forventningerne viser savanneelefanter i det vestlige og centrale Afrika dog ikke det samme tab af genetisk variation, som ses hos de isolerede bestande i Eritrea og Etiopien. Selvom de ligeledes er indavlede på grund af tidligere flaskehalse og isolation, er indvirkningen på den genetiske variation delvist blevet modvirket af en tilførsel af skovelefantgener, der er strømmet ind i disse bestande gennem blanding af elefantarterne.
Savanne- og skovelefanter er kendt for at parre sig på et lille antal steder, hvor deres levesteder mødes. Overraskende nok fandt denne undersøgelse, at selv savanneelefanter langt fra hybridzonen – fx i den kendte østafrikanske nationalpark Serengeti – bærer genetiske spor fra skovelefanter, som i dag lever mange hundrede kilometer derfra.
Om dette afspejler at hybridzonen historisk har befundet sig et andet sted end i dag, eller at elefanternes store mobilitet har båret små mængder af skovelefantgener meget længere væk fra hybridzonen end vi troede, er stadig uklart. Men det understreger, at genetisk udveksling har fundet sted mellem arterne, selvom langt det meste genudveksling generelt har været inden for hver af arterne.
“Det spændende er, at vi stadig kan se spor i generne af, at elefanter tidligere har bevæget sig over meget store afstande og mødt hinanden. Det giver et helt andet billede end i dag, hvor mange bestande er blevet isolerede. Det viser også, hvor afgørende det er, at elefanter kan bevæge sig frit, hvis de skal bevare en sund genetisk variation,” siger lektor Rasmus Heller fra Biologisk Institut på Københavns Universitet.
Vi skal beskytte både landskaber og dyr
De mønstre for genudveksling, der afsløres i denne undersøgelse, fortæller samstemmende én tydelig historie: Elefanterne har en fantastisk og sandsynligvis uovertruffen evne til at bevæge sig på tværs af landskaber. Derfor er sammenhængende landskaber med mulighed for migration en absolut nødvendighed for sunde elefantbestande. Dette bekræftes af en øget genetisk mangfoldighed i områder, hvor store sammenhængende landskaber er beskyttet, som i Kavango–Zambezi Transfrontier Conservation Area – også kaldet KAZA-regionen, som strækker sig over fem sydafrikanske lande og dækker et areal på 520.000 kvadratkilometer i et af verdens største naturreservater. Her er elefanterne genetisk mangfoldige, fordi bestandene er tæt forbundne og kan udveksle gener.
Patrícia Pečnerová, der også er National Geographic Explorer og Branco Weiss Fellow, forklarer:
”Elefanter er ekstremt intelligente dyr, der kan leve tæt på mennesker og tilpasse sig. Men en af de vigtigste drivkræfter for deres evolution er, at gener kan bevæge sig mellem populationerne. I det sydlige Afrika tillader landskabet stadig bevægelse mellem beskyttede områder, og her ser vi, at elefanternes genetiske sundhed forbliver relativt intakt.«
Uden økologiske korridorer og internationalt samarbejde mellem lande og naturforvaltningsmyndigheder risikerer selv beskyttede bestande at blive svækket af genetisk isolation. Dyreverdenens motorveje forsvinder – landskaber, der engang var åbne og gjorde det muligt for elefanter at bevæge sig, forbinde sig og udveksle gener, bliver i stigende grad fragmenterede. For at sikre elefanternes overlevelse på lang sigt skal vi beskytte mere end blot dyrene. Vi skal beskytte landskaberne og forbindelserne mellem dem.
Det omfattende genomiske atlas giver ikke kun ny viden om elefanternes fortid og bevægelser, men er også et operationelt værktøj for de myndigheder, der arbejder for at beskytte dem. Ud over at gøre alle data offentligt tilgængelige til fremtidig forskning og bevaringsindsats udvikler forskerne bag projektet og partnere fra Save the Elephants og San Diego Zoo Wildlife Alliance DNA-værktøjer, der kan bruges på stedet til at overvåge vilde elefantbestande.
Link til studiet: https://www.nature.com/articles/s41467-026-71262-w
Hovedresultater i studiet:
• 232 hele genomer fra elefanter i 17 afrikanske lande er blevet analyseret – den største genomiske kortlægning af afrikanske elefanter til dato.
• Afrikanske skov- og savanneelefanter har fulgt forskellige evolutionære forløb i millioner af år.
• Der er både ældre og nyere hybridisering mellem arterne.
• Selv savanneelefanter uden for hybridzonen bærer små spor af skovelefanters forfædre.
• Isolerede perifere populationer (f.eks. i Eritrea og Etiopien) viser tydelige tegn på indavl, nedsat genetisk variation og en øget forekomst af mildt skadelige mutationer.
• Vestafrikanske populationer har høj indavl på grund af den lange historie med isolation, men savanneelefanter i det vestlige og centrale Afrika har overraskende høje niveauer af genetisk variation på grund af hybridisering med skovelefanter.
Nøgleord
Kontakter
Rasmus Heller
Lektor
Biologisk Institut
Københavns Universitet
rheller@bio.ku.dk
29 29 92 27
Patrícia Pečnerová
Adjunkt
Biologisk Institut
Københavns Universitet
patricia.pecnerova@bio.ku.dk
35 32 40 17
Maria Hornbek
Kommunikationskonsulent
Københavns Universitet
maho@adm.ku.dk
22 95 42 83
Billeder
Links
Om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Elephant genomes reveal a past of continental connectivity and a future of increasing isolation16.4.2026 11:11:37 CEST | Press release
In the largest genomic mapping of Africa's elephants, an international team of researchers shows that elephant history is defined by the ability to move across large distances and exchange genes throughout the African continent. But as the elephants’ living space is becoming increasingly patchy, the study documents the visible genetic consequences of isolation – and points to approaches that help to incorporate genomics into current and future elephant conservation.
Hjernescanning kan afsløre risikoen for psykiatrisk indlæggelse14.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hjernens reaktion på negative følelser kan være med til at forudsige, hvilke personer med depression og bipolar lidelse, der har størst risiko for at blive indlagt, viser nyt studie fra Københavns Universitet.
Religiøs lovgivning øger religiøsitet og konservatisme i USA13.4.2026 14:40:34 CEST | Pressemeddelelse
Borgere i amerikanske stater, der indfører lovgivning til fordel for religiøse organisationer, begynder at gå mere i kirke, og deres holdninger til spørgsmål om abort og homoseksuelles rettigheder bliver mere konservative. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet.
Søvnforskere slår alarm: Stigende nattemperaturer truer søvnen for milliarder af mennesker9.4.2026 05:41:34 CEST | Pressemeddelelse
Varmere nætter forstyrrer vores søvn i alarmerende grad, og problemet ser ud til at tage til i styrke. En international gruppe af forskere foreslår en global arbejdsgruppe, der kan overvåge og beskytte menneskehedens søvn i en ophedet verden.
Fisk på antidepressiver: Forskere udvikler nyt våben mod giftige stoffer i spildevandet8.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Giftige kemikalier fra lægemidler som antidepressiv medicin slipper hver dag igennem spildevandet og ud i vandmiljøet. Et nyt forskningsprojekt fra Københavns Universitet skal nu for første gang give overblik over miljøfremmede stoffer i spildevandet, og hvordan man mest effektivt fjerner hver enkelt af dem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



