Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Vold og trusler på arbejdspladsen: Kan kursus i psykisk førstehjælp styrke trygheden?

31.3.2026 05:58:00 CEST | Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Pressemeddelelse

Del

Et nyt projekt vil undersøge, om psykisk førstehjælp kan være med til at skabe større tryghed og bedre trivsel på arbejdspladser, hvor medarbejdere er i risiko for at opleve vold, trusler eller andre kritiske hændelser.

NFA-forskere Iben Karlsen og Sisse Grøn
NFA-forskere Iben Karlsen og Sisse Grøn

Truende ord, slag eller vredesudbrud. Hvordan hjælper I hinanden som kolleger, når der sker voldsomme hændelser på arbejdet?

Det skal forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsøge at finde svar på i samarbejde med Dansk Førstehjælpsråd, Falck og Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital.

Som en del af et nyt forskningsprojekt vil de udvikle et kursus i psykisk førstehjælp og forebyggelse. Forskerne skal herefter undersøge, om kurset kan styrke trivsel og tryghed på arbejdspladser med høj risiko for vold og trusler.

- Når medarbejdere oplever vold, trusler eller andre kritiske hændelser, kan det få alvorlige konsekvenser for deres trivsel og helbred. Medarbejdere har større risiko for at ende i lange sygemeldinger efter at have oplevet vold og trusler på arbejdet, fortæller Iben Karlsen, der er forsker på NFA og leder projektet.

- Med dette projekt vil vi undersøge, om et kursus i psykisk førstehjælp og indbygget viden om forebyggelse kan gøre en forskel i hverdagen på særligt udsatte arbejdspladser.

Afprøves i tre brancher med høj risiko for vold og trusler

Forskerne skal følge afprøvningen af kurset på tre typer arbejdspladser, hvor medarbejdere ofte står i krævende situationer: bosteder, folkeskoler og kommunale familieenheder. Her er risikoen for voldsomme episoder høj.

I alt deltager ni arbejdspladser, hvor kurset vil blive gennemført og tilpasset de konkrete arbejdssituationer. Forskerne fra NFA vil medvirke som observatører.

Formålet er at afprøve, om en brancherettet tilgang til psykisk førstehjælp kan styrke medarbejdernes evne til at støtte hinanden efter svære hændelser og højne arbejdspladsens forebyggelse.

Ny tilgang kombinerer førstehjælp og forebyggelse

Det særlige ved projektet er, at det ikke kun handler om at reagere, når noget er sket – men også om at forebygge.

Kurset kombinerer derfor viden om psykiske reaktioner med konkrete værktøjer til både at håndtere og forebygge belastende episoder. Det er første gang, at psykisk førstehjælp udvikles og afprøves i et samlet, brancherettet koncept med fokus på forebyggelse.

- Vi mangler stadig viden om, hvordan psykisk førstehjælp bedst tilrettelægges i forskellige typer arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi udvikler og tester indsatser, der tager højde for de konkrete udfordringer, medarbejderne møder i deres brancher, siger Sisse Grøn, der er seniorforsker på NFA og en af forskerne bag projektet.

Hvad er vold og trusler på arbejdet?

Arbejdsrelateret vold kan dreje sig om både fysisk og psykisk vold eller trusler om vold som for eksempel trusler om hærværk mod arbejdspladsen eller trusler rettet mod medarbejderes familie, venner eller ejendom. Trusler kan også ske uden brug af ord, for eksempel med brug af tegn med hænderne eller i form af tegninger.

Vold på arbejdet drejer sig næsten altid om vold fra kunder, klienter eller borgere.

Om forskningsprojektet

Projektet løber fra 1. januar 2026 til 31. december 2027 og er et samarbejde mellem NFA, Dansk Førstehjælpsråd, Falck og Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital.

Formålet er at udvikle og teste et brancherettet kursus i forebyggelse og psykisk førstehjælp med henblik på at styrke det psykosociale arbejdsmiljø i brancher med høj risiko for vold og trusler.

Kurset vil blive afprøvet på ni arbejdspladser fordelt på tre bosteder, tre folkeskoler og tre kommunale familieenheder. Forskere fra NFA vil evaluere kurset ud fra spørgeskemasvar, interviews og observationer fra kursusafprøvningerne.

Projektet er støttet af Østifterne

Nøgleord

Kontakter

Om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler, uddanner forskere og rådgiver myndigheder for at bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø. 

NFA er en uafhængig sektorforskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet (BM) og den største forskningsinstitution på arbejdsmiljøområdet i Danmark. Vi vægter faglighed og nytænkning højt, og er anerkendt både nationalt og internationalt for at udføre forskning indtil højeste internationale niveau. Vi har næsten 200 videnskabelige publikationer årligt, og ca. 70 procent bliver offentliggjort i toptidsskrifter, der er relevante for NFA's forskningsområder.

Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye