AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Analyse: At fjerne flyafgiften sender 862 millioner kroner til udlændinge og københavnere

21.3.2026 07:05:00 CET | AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd | Pressemeddelelse

Del

Hvis afgiften på flyrejser bliver afskaffet, vil udlændinge og rejselystne københavnere få mest ud af det, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Både Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har foreslået at fjerne flyafgiften.

Stor SAS-jumbojet på landingsbanen i Københavns Luftavn Kastrup.
Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har foreslået at fjerne flyafgiften, og det vil primært komme udlændinge og folk fra hovedstadsområdet til gavn.

FLYAFGIFT

Hvis man vil give de danske landdistrikter en økonomisk håndsrækning, så er det ikke flyafgiften, man skal fjerne. Faktisk vil det primært gavne personer, der bor uden for Danmark og i København.

Det viser ny en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Forbrugerundersøgelsen 2023 og Danmarks Statistiks registre.

"Flyafgiften bliver primært betalt af dem, der foretager flest rejser. Det er i høj grad udlændinge og københavnere," siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Udlændinge fylder meget i det samlede antal flyrejser. Danskere får meget lidt ud af at fjerne flyafgiften,” siger Lars Andersen.

6 ud af 10 rejser fra danske lufthavne bliver foretaget af udlændinge. Derfor gavner det kun i begrænset omfang danskerne, hvis flyafgiften bliver fjernet

Både Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har foreslået at fjerne flyafgiften. Hos Danmarksdemokraterne er forslaget en del af udspillet ”Et Danmark i bedre balance”.

Flyafgiften vil i 2026 indbringe staten i omegnen af en milliard kroner.

40 procent af provenuet betales af danskere, og det er særligt i hovedstadsområdet, man vil få gavn af en afskaffet flyafgift.

19 procent af den fjernede flyafgift vil gå til borgere i hovedstadskommunerne, mens man i landkommunerne må nøjes med 4 procent af provenuet.

De rige rejser mere

Dem med de højeste indkomster bruger en større andel af deres samlede forbrug på flyrejser. Derfor står de også til at få den største gevinst ved at fjerne flyafgiften.

De 40 procent med de højeste indkomster lægger i gennemsnit dobbelt så stor en del af deres forbrug i flyrejser som de lavere indkomstgrupper.

”Flyafgiften er højere på længere flyrejser, så hvis du flyver længere og oftere, skal du lægge flere penge i afgift. Dermed står de rigeste også til den største gevinst, hvis flyafgiften bliver sløjfet,” siger Lars Andersen.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

  • 60 procent af gevinsten ved at afskaffe flyafgiften vil gå til udlændinge. Yderligere 19 procent af gevinsten vil gå til beboere i hovedstaden. 4 procent vil gå til beboere i landkommuner.

  • I hovedstadsområdet går 1,3 procent af indkomsten til flyrejser, mens det er 1,1 procent i bykommuner. Det er over dobbelt så meget, som i provinsbykommuner og landkommuner, hvor andelen er 0,5 procent.

  • De rigeste 40 procent af befolkningen bruger i gennemsnit 1,2 procent af deres forbrug på flyrejser. Det er dobbelt så meget resten af befolkningen.


Tabel: En afskaffelse af flyafgiften vil især gavne hovedstaden og udlændinge

Tabellen viser fordelingen af gevinsten ved en afskaffelse af flyafgiften.

Gevinst ved afskaffelse af flyafgiften

Udlændinge

654 mio. kr.

Hovedstadskommuner

208 mio. kr.

Storbykommuner

62 mio. kr.

Provinsbykommuner

60 mio. kr.

Oplandskommuner

59 mio. kr.

Landkommuner

47 mio. kr.

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik og Forbrugerundersøgelsen 2023.

Læs analysen her

Nøgleord

Kontakter

Links

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.

Følg pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye