Kirkens Korshær

48.600 børn i fattigdom skal ikke overses i valgkampen: Mødrehjælpen, Red Barnet, Kirkens Korshær og flere andre organisationer i fælles aktion foran Christiansborg

18.3.2026 06:00:00 CET | Kirkens Korshær | Pressemeddelelse

Del
Billede fra Kirkens Korshærs familietilbud i Thisted
Billede fra Kirkens Korshærs familietilbud i Thisted Foto: Lea Meilandt

Tusindvis af små, brugte børnesko vil i dag fylde Christiansborg Slotsplads, når Mødrehjælpen, Red Barnet og Kirkens Korshær med flere sætter landets folketingspolitikere og kandidater til valget i stævne for at få svar på ét spørgsmål: Hvad vil I gøre for at afskaffe børnefattigdom i Danmark?

Indtil videre har valgkampen handlet mere om skat på friværdi og formuer i million- og milliardklassen, end på de fattigste børnefamilier herhjemme. Derfor tropper organisationerne op på Christiansborg Slotsplads for at få fokus på de 48.600 børn, der i dag lever i relativ fattigdom i Danmark. Børn, hvis stemmer alt for sjældent bliver hørt i den politiske debat, og som alt for ofte lider store afsavn.

”De mange tusinde sko på slotspladsen symboliserer de børn i fattigdom, som alt for ofte bliver overset i den politiske debat. Det er derfor, at vi organisationer er gået sammen i et fælles opråb til alle folketingskandidater – og i særdeleshed til dem, der måtte blive betroet regeringsmagten efter et valg: Lad os nu afskaffe børnefattigdom i Danmark! Vi kan, hvis vi vil – det er et politisk valg” siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

I dag er antallet af børn i fattigdom i Danmark nemlig højere end for 10 år siden. Samtidig har vi en højere andel af børn, der vokser op i fattigdom, end vores nordiske nabolande, og antallet af fattige børn er på et år vokset i hver tredje kommune. Det kalder på politisk handling.

"Vi møder dagligt børn i Red Barnet, der ikke har tøj til årstiden, og hvor køleskabet er tomt sidst på måneden. Børn der alt for ofte står uden for fællesskaberne, fordi der ikke er råd til hverken kontingent, gave til børnefødselsdagen eller udstyr til fritidsaktiviteter. Undersøgelser viser samtidig, at børn, der vokser op i fattigdom, oftere føler sig ensomme og er i øget risiko for skolefravær. Og at fattigdom også påvirker børnene helt ind i voksenlivet i form af blandt andet ringere tilknytning til både uddannelsessystem og arbejdsmarked. Den virkelighed er politikerne nødt til at forholde sig til. Det er et politisk ansvar at hjælpe de her børn,” siger generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen.

Organisationerne opfordrer derfor politikerne til at tage et samlet politisk ansvar for at bekæmpe børnefattigdom i Danmark. Det kræver blandt andet en officiel fattigdomsgrænse og en fattigdomslov, der forpligter stat, kommuner og andre aktører til at arbejde sammen om at mindske fattigdom.

”Danmark er simpelthen for rigt til, at nogen skal vokse op i fattigdom. De børn fra fattige familier, vi møder i vores sociale arbejde, har lige så meget ret til en god barndom som deres klassekammerater. Desværre oplever de i dag alt for ofte mistrivsel og afsavn på grund af deres forældres økonomiske situation. Hvis vi skal ændre på det, kræver det et strukturelt løft af de fattigste familier. Derfor bør en kommende regering forpligte sig på at afskaffe børnefattigdom,” siger Jeannette Bauer, chef for Kirkens Korshær.

Fakta

Aktionen mod børnefattigdom finder sted på Christiansborg Slotsplads onsdag den 18. marts kl. 11-12

’Børn i fattigdom - Nej tak’ er et netværk, som består af civile og faglige organisationer, der alle arbejder for at bekæmpe børnefattigdom. Netværket står blandt andet bag udspillet ”Danmark uden børnefattigdom”, der indeholder 40 konkrete anbefalinger til at afhjælpe konsekvenserne af børnefattigdom.

Kontakter

Om Kirkens Korshær

Kirkens Korshær blev grundlagt i 1912 og består i dag af ca. 450 ansatte og 9000 frivillige, som driver bl.a. varmestuer, herberger, familiestøttende arbejde og genbrugsbutikker til fordel for de fattigste mennesker i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Kirkens Korshær

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kirkens Korshær

Jeanette Bauer fratræder efter årtier i Kirkens Korshær4.6.2026 14:41:34 CEST | Pressemeddelelse

Efter mere end 20 år i organisationen takker Jeanette Bauer af som øverste chef for Kirkens Korshær. Hun startede som frivillig i 00’erne, blev presse- og afdelingschef i 10’erne og har de seneste fem år været korshærschef. Og det er en stærk organisation, hun forlader. "Kirkens Korshær står skarpt som en af vores samfunds bærende organisationer. Som chef har jeg været særligt optaget af at sikre bedre vilkår, synlighed, værdighed og varighed gennem en robust økonomi til arbejdet for landets allermest udsatte mennesker. Jeg er stolt over de mange resultater, de mange gode samarbejder og alliancer. Og allermest for de mange gode øjeblikke i øjenhøjde med mennesker i samfundets udkant", siger Jeanette Bauer. Formand for Kirkens Korshærs hovedbestyrelse, Ian Ørtenblad, takker Jeanette Bauer for hendes indsats. "Jeanette har ydet en stor indsats for vores diakonale arbejde. Hun har hævet vores stemme i offentligheden, konsolideret vores økonomi og er gået forrest i at sikre vores værdibase

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye