Mona Striib: Værdig og retfærdig pension er afgørende for ny regering
5.3.2026 13:25:16 CET | FOA | Pressemeddelelse
Socialdemokratiets pensionsudspil får stor ros fra Danmarks tredjestørste fagforbund. Det giver håb om, at vi kan skabe et mere retfærdigt pensionssystem, siger FOAs forbundsformand Mona Striib.

Socialdemokratiet har i dag præsenteret udspillet ”En mere retfærdig pension”.
”Med folketingsvalget står vi ved en skillevej. Skal vi sikre en mere værdig og retfærdig pension, eller skal vi lade utrygheden og uligheden rase videre. Det er afgørende, at en ny regering gør det muligt at stige af arbejdslivet før folkepensionsalderen, for dem der har hårde og slidsomme job gennem mange år – ikke mindst for FOAs medlemmer,” siger Mona Striib, der giver stor ros til Socialdemokratiets udspil:
”Socialdemokratiets forslag slår ind på den helt rigtige kurs for Danmark. Det skal have ros. For det giver mig håb om, at vi kan skabe et mere retfærdigt pensionssystem, hvor vi får en differentieret tilbagetrækningsalder.”
Tidlig Pension til Arne og Anne
FOA bakker op om den markante forbedring af ordningen for Tidlig Pension, som Socialdemokratiet i dag har præsenteret, hvor alderen for hvornår man kan få ret til Tidlig Pension bliver låst til maks. 66 år, og hvor ydelsen hæves.
Og så er der i Socialdemokratiets udspil også lagt op til et opgør med uligheden mellem mænd og kvinder, når det gælder retten til Tidlig Pension. Det vækker stor begejstring hos FOA.
I dag får væsentlig flere mænd end kvinder tilkendt Tidlig Pension, og de er også flere år på pensionen. Som ordningen er i dag, vil den ulighed kun stige.
”Tidlig Pension skal være til både Arne og Anne. Det er absurd, at vi her i 2026 oplever så stor en skævhed sidst i arbejdslivet. Det er en uretfærdighed, som kalder på handling fra politikerne, og det er så godt, at Socialdemokratiet nu har meldt klart ud. Tidlig Pension skal tage højde for de vilkår, der gælder for vores medlemmer på arbejdsmarkedet,” siger Mona Striib.
Helt konkret var det over halvdelen af de kvinder der søgte Tidlig Pension i 2025, der fik afslag. For mænd gjaldt det lidt mere end hver fjerde. Samlet fik 61,5 procent af ansøgerne pensionen, men forskellen mellem kønnene er markant: Kun 48,7 procent af kvinderne får tilkendt pension mod 73,9 procent af mændene.
Årsagerne til, at Tidlig Pension er en udpræget mandepension, er underbelyste, men de skal bl.a. findes i at mange kvinder ikke kvalificerer sig til Tidlig Pension pga. børnepasning, uddannelse, ledighed, sygdom med mere.
Gode år efter arbejdslivet
Hos FOA’s medlemmer er det knap en tredjedel, der i dag faktisk holder helt til pensionsalderen. Kun 28 procent er tilbage på arbejdsmarkedet, når de fylder 66 år.
Spørger man de erhvervsaktive medlemmer af FOA, er utrygheden for fremtiden også tydelig. På spørgsmålet om de forventer at kunne arbejde til pensionsalderen, er det blot 29 procent der er helt enige i udsagnet og 27 procent der er delvist enige.
”FOAs medlemmer er i hårde job. Vi snakker alt fra tunge løft og natarbejde, til et psykisk hårdt arbejdsmiljø eller borgere der kan være udadreagerende. Det er ren utopi at sætte en målstreg for deres arbejdsliv langt oppe i 70’erne. De skal have muligheden for gode år efter arbejdslivet,” siger Mona Striib, der også er glad for Socialdemokratiets fokus på arbejdsmiljø, fastholdelse og forebyggelse.
”Vi skal sikre værdig pension, men vi skal også sikre bedre vilkår og muligheder, mens man er på arbejdsmarkedet. Her inviterer Socialdemokratiet arbejdsmarkedets parter ind, og det er en invitation vi tager imod med åbne arme. Her er det vigtigt, at vi tager favntag med det kæmpe store problem det er, at alt for mange ender på førtidspension – særligt blandt FOAs medlemmer – fordi de er slidt op,” siger Mona Striib.
Nøgleord
Kontakter
Mona StriibForbundsformand
46 97 23 12
Om FOA
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 31 lokale fagforeninger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
FOA roser Mette Frederiksen for melding om velfærdskriminalitet og profit12.9.2026 13:36:53 CEST | Pressemeddelelse
Mette Frederiksen er i dag på Socialdemokratiets årsmøde stemplet ind i debatten om velfærdskriminalitet og profit på velfærden. Det får stor ros fra FOAs næstformand Thomas Enghausen.
FOA: Nyt studie om PTSD blandt ambulanceansatte bør få alle advarselslamper til at blinke4.9.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er ikke kun dramatiske enkeltepisoder, der fremkalder posttraumatisk stress. Et nyt studie dokumenterer risikoen for at udvikle PTSD på grund af flere mindre hændelser.
Dagplejere får topkarakter af forældre27.8.2026 14:05:37 CEST | Pressemeddelelse
Forældre til børn i dagpleje er langt mere tilfredse end forældre til børn i andre dagtilbud. Kommunerne skal gøre en meget større indsats for at værne om dagplejen, lyder opråb fra FOA.
Psykiatripatienter udskrives før tid i prikkerunder14.7.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Trods psykiatriplanen bliver indlagte i psykiatrien stadig i stor stil udskrevet før tid, fordi der mangler sengepladser. Det viser ny undersøgelse, som også afdækker en hårdt presset socialpsykiatri.
Sådan kan vi skaffe 1.200 flere sosu’er til ældreplejen8.7.2026 10:14:18 CEST | Pressemeddelelse
Mere end hver 10. deltidsansatte i ældreplejen ønsker at gå op i tid. Men trods heftig personalemangel får mange afslag på flere timer. En meningsløs situation, mener de ansattes fagforbund FOA.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum