Biokul i landbruget: Stort klimapotentiale - men behov for viden og regulering

Nogle gange ligner det forkullet müesli. Andre gange små, sorte harelorte. Biokul er lige så forskelligt, som det organiske materiale, du laver det ud af. 

Fælles for al biokul er, at det er et sort, porøst materiale, som har potentiale til at spille en vigtig rolle i fremtidens landbrug. 

Biokul er ikke et restprodukt, men et aktivt virkemiddel, der kan forbedre jordens struktur, binde kulstof og recirkulere næringsstoffer. Men hvad er biokul egentlig, hvordan virker det, og hvorfor er det stadig omgærdet af usikkerhed?

Hvad er biokul?

Biokul er et fast, kulstofrigt materiale, der fremstilles ved pyrolyse – en proces, hvor organisk materiale (biomasse) opvarmes til høje temperaturer (typisk 400–800 °C) uden adgang til ilt. 

Under disse forhold nedbrydes biomassen ikke til aske, som ved almindelig forbrænding, men omdannes i stedet til en stabil form for kulstof. 

Biomassen kan være mange ting: halm, græs, restfibre fra biogasanlæg, spildevandsslam – ja, i princippet alt organisk materiale, der indeholder kulstof. I Danmark er det dog især sidestrømme fra landbruget og restprodukter fra biogasanlæg, der er i fokus.

Kontrolleret forbrænding uden ilt

Pyrolyseprocessen er afgørende for, hvordan det færdige biokul kommer til at se ud – og hvilke egenskaber det får. Temperaturen, opholdstiden i reaktoren og typen af biomasse har stor betydning.

Ved lavere temperaturer (fx 400–500 °C) bevares flere næringsstoffer i biokullet, men kulstoffet er mindre stabilt. Ved højere temperaturer (700–800 °C) bliver kulstoffet mere modstandsdygtigt over for nedbrydning, men nogle næringsstoffer – som fosfor – bindes så hårdt, at de mister en del af deres tilgængelighed for planter.

“Jo hårdere man varmer biomassen op, jo mere forsvinder der, men jo mere stabilt bliver det tilbageværende kulstof,” siger Lars Elsgaard, der er professor ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, og arbejder med effekten af biokul i landbrugsjord. 

Ud over selve biokullet producer et pyrolyseanlæg også pyrolysegas og -olie, som kan bruges til at drive processen eller til energiformål. I nogle anlæg er der endda et nettooverskud af energi.

Biokul som klimavirkemiddel

En af de mest omtalte egenskaber ved biokul er dets evne til at lagre kulstof i jorden – og dermed reducere mængden af CO₂ i atmosfæren. Når planter vokser, optager de CO₂ fra luften. Hvis plantematerialet efterfølgende omdannes til biokul og pløjes ned i jorden, kan kulstoffet forblive der i mange årtier eller århundreder. 

Dette er i modsætning til den oprindelige biomasse som fx halm, der hurtigt omsættes til CO₂, når det pløjes ned i jorden. 

Forskningen viser, at op mod 90–97 % af kulstoffet i biokul kan forblive i jorden i meget lang tid for de mest stabile typer af biokul. Halveringstider på mange hundrede år er ikke usædvanlige. Det gør biokul til en af de få teknologier, der kan levere negative emissioner – altså fjerne CO₂ fra atmosfæren og lagre det sikkert.

Men hvis biokul er så stabilt, hvorfor ikke bare opbevare det i siloer eller gamle kulminer?

Svaret er todelt: Når biokul bringes ud på markerne, kan det forbedre jordens struktur, vandholdende evne og pH-værdi – især i sandede jorde. Samtidig indeholder biokullet nogle næringsstoffer, særligt fosfor og kalium, som der er agronomisk interesse i at udnytte.

For at kunne dokumentere, at kulstoffet er permanent lagret, kræver mange klimaregistreringssystemer desuden, at biokullet er blandet i jorden. Hvis det blot opbevares, kan det eventuelt risikere at blive brændt af til CO₂ senere, hvorved klimagevinsten bortfalder.

“Hvis du først har blandet det i jorden, så har du ikke længere den mulighed,” siger Lars Elsgaard.

Jordforbedring og næringsstoffer

Ud over potentialet til at lagre CO₂ har biokul som nævnt også agronomiske effekter. Det kan forbedre jordens struktur, især i sandede jorde, hvor det virker som en svamp og holder på vand og næringsstoffer. Biokul har ofte en høj pH-værdi, hvilket kan være gavnligt i sure jorde, hvor pH-værdien normalt opretholdes ved kalkning.

“Biokul har en meget porøs struktur, så det kan suge og holde på vand – især i tørkeperioder,” forklarer Lars Elsgaard.

Indholdet af fosfor og andre næringsstoffer i biokullet afhænger af biomassen og temperaturen under pyrolysen. Ved meget høje temperaturer bindes fosforen så hårdt, at den ikke længere er tilgængelig som gødning. 

Effekterne varierer også afhængigt af jordtype, klima, og formen af biokul, der udbringes.

“Netop hvordan fosfor-indholdet i biokul bedst udnyttes i landbruget er et af de emner, der i øjeblikket forskes meget i,” siger Lars Elsgaard.

Usikkerheder og bekymringer

Trods de mange lovende egenskaber er der også skepsis og bekymringer. 

Biokul, der ikke fremstilles rigtigt, kan indeholde uønskede stoffer som tjære og tungmetaller. Tungmetallerne kommer ind via biomassen, der pyrolysers, og kan derfor undgås ved at kontrollere biomassen. 

Tjærestofferne derimod kan dannes under selve pyrolysen. Det kræver derfor en velkontrolleret proces at fremstille biokul uden uønskede tjærestoffer; Noget som professionelle pyrolyseanlæg har stort fokus på og har teknologier til at opnå.

“Biokul er ikke bare biokul. Egenskaber og indholdsstoffer afhænger meget af hvordan biokullet fremstilles. Derfor er stadig en bekymring for, hvad biokul egentlig indeholder – og hvordan det påvirker jordens organismer,” siger Lars Elsgaard.

Særligt er der usikkerhed om, hvordan biokul påvirker jordens mikrobiologi og fauna over tid. Mange af de forsøg, der tidligere er lavet, har været studier af kort varighed, udført under laboratorieforhold eller under markforhold, der er forskellige fra danske landbrugssystemer. 

Et af de mulige bekymringspunkter er om tilbageførslen af biomasse til jorden i form af unedbrydeligt biokul kan fjerne fødegrundlaget for de mikroorganismer og fødekæder, der er nødvendige for at opretholde en god jordsundhed.

For at få bedre viden om de agronomiske og miljømæssige effekter af biokul i dansk landbrug er der indenfor de seneste år igangsat danske forsøg, der ser på langtidseffekterne af biokul. 

Lovgivning og barrierer

Tilførslen af biokul er er endnu ikke blevet en fast del af dansk landbrugspraksis. En af de største barrierer for udbredelsen af biokul i landbruget er manglen på regulering. Der findes endnu ingen specifik bekendtgørelse, der fastsætter kvalitetskrav og tilladte mængder for biokul.

I øjeblikket er det op til miljømyndighederne i de enkelte kommuner at give tilladelse til, at der må udbringes biokul på landbrugsjord, på baggrund af en samlet vurdering efter miljøbeskyttelseslovens paragraf 19.

“Kommunerne skal give miljøgodkendelse, men der er ikke klare regler – så det kan være en udfordring for kommunerne at behandle ansøgninger om udbringning af biokul,” siger Lars Elsgaard og nævner at Miljøstyrelsen i november 2025 har opdateret en vejledende udtalelse om udbringning af biokul til jordbrugsformål.

Her nævnes det, at der mangler dokumentation for biokullets langsigtede effekter på jord, vandmiljø og økosystemer, herunder hvordan materialet nedbrydes over tid, og om eventuelle forurenende stoffer kan udvaskes. Disse effekter skal undersøges, inden der kan laves specifik lovgivning på området. 

Kontakt:

Kommunikationschef
Jesper Emborg
61 22 02 91