Energinet

Energinet offentliggør ændringer på stor elforbindelse mellem Aarhus og Aabenraa

5.2.2026 14:12:00 CET | Energinet | Pressemeddelelse

Del

Siden oktober sidste år har Energinet bearbejdet de mange indsendte bemærkninger fra borgere, der bliver berørt af en ny forstærket elforbindelse mellem Aarhus og Aabenraa. I dag præsenterer det statslige energiselskab så den justerede placering af luftledninger, kabler og højspændingsstationer og indkalder samtidig til informationsmøder om projektet til februar og marts.

Kort over Nyt elnet Aarhus-Aabneraa
Kort over Nyt elnet Aarhus-Aabneraa Energinet

Energinet inviterede i forbindelse med de første dialogmøder i august og september sidste år berørte borgere til at sende deres bemærkninger og ønsker til projektet. Det blev til over 800 svar, hvoraf omkring 350 indeholdt konkrete forslag til ændringer af placeringen af luftledninger, nedgravede kabler eller højspændingsstationer. Siden da har Energinet arbejdet på højtryk for at gennemgå de mange forslag og vurdere om der er forslag der er bedre for. natur, mennesker og tekniske forhold end Energinets oprindelige forslag, der blev offentliggjort den 14. august 2025.

”Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der har taget sig tid til at sende bemærkninger ind til os. Det sætter vi stor pris på. Vi har kigget på alle forslag med friske øjne og set, om det enkelte forslag er en bedre løsning end det oprindelige. Vi har justeret på linjeføringen flere steder, takket være de input der er kommet. Der vil desværre også være mange steder, hvor vi har fastholdt linjeføringen, fordi de forslag vi har fået enten ikke kunne lade sig gøre på grund af miljøbeskyttelse eller tekniske forhold. Eller fordi den foreslåede løsning ville flytte generne over til nogle andre,” siger Søren Damsgaard Mikkelsen, projektdirektør hos Energinet.

Store ændringer og mindre justeringer

Det er særligt på den 190 kilometer lange 400 kV forbindelse, at Energinet har foretaget en række større ændringer af linjeføringen. Ved Aarhus er der lavet en større ændring af den nedgravede kabelstrækning nord for Mundelstrup, for at undgå Vejdirektoratets udvidede tilkørsel mellem E45 og Djurlandsmotorvejen. Linjeføringen ved Lyngby vest for Aarhus er flyttet tættere på E45, og det samme er tilfældet nogle kilometer sydpå ved Åbo.

Ved Gedved nord for Horsens har det også været muligt at finde en anden linjeføring tættere på motorvejen. Mellem Vejle og Kolding er linjeføringen ændret to steder: Ved Ny Højen er luftledninger flyttet længere mod vest, mens linjeføringen ved Smidstrup er flyttet lidt væk fra landsbyen. Vest for Kolding er linjeføringen ved Vester Nebel blevet flyttet længere mod vest og nord for at holde en større afstand til byen. Sydvest for Kolding ved Møllevang øst for Hjarup er linjeføringen ændret, så den svinger mindre og nu ligger længere mod øst. Vest for Haderslev mellem Simmersted og kabelovergangsstationen ved Styding flyttes linjeføringen mod vest, så den i højere grad følger den eksisterende forbindelse.

Udover de større ændringer på 400 kV forbindelsen er der en række større ændringer på 150 kV kabelstrækningerne, samt en lang række mindre justeringer langs både 400 kV strækningen og 150 kV strækningerne. Ved Gammelsø og Malling højspændingsstationer er placeringerne justeret en smule.

Det endelige forslag til placering af anlæggene kan findes på projektets hjemmeside www.energinet.dk/aarhus-aabenraa

Informationsmøder

I forbindelse med offentliggørelse af det endelige forslag til placering af luftledninger, kabler og højspændingsstationer inviterer Energinet til fire informationsmøder, hvor berørte borgere kan høre mere om den nye linjeføring og den videre proces med miljøvurdering og ekspropriation.

”Vi håber, at mange vil benytte muligheden til at høre mere om projektet og overvejelserne bag det endelige forslag til placering af kabler, luftledninger og stationer. Samtidig vil vi også gerne fortælle mere om den videre proces og de kommende myndighedshøringer af projektet,” siger Søren Damsgaard Mikkelsen.

De berørte borgere har fået en invitation med digital post, men informationsmøderne er åbne for alle interesserede:

  • Kolding:  onsdag d. 25. februar kl. 19 i Comwell Kolding, Skovbrynet 1, 6000 Kolding
  • Aarhus: torsdag d. 26. februar kl. 19 i Savværket, Søren Nymarks Vej 8A, 8270 Højbjerg
  • Horsens: tirsdag d. 3. marts kl. 19 i Comwell Bygholm Park, Schüttesvej 6, 8700 Horsens
  • Haderslev: onsdag d. 4. marts kl. 19 i Hotel Norden, Storegade 55, 6100 Haderslev


Tilmelding er nødvendig på projektets hjemmeside www.energinet.dk/aarhus-aabenraa

Tilbyder overtagelse af ejendomme inden for 80 meter

Et bredt flertal i Folketinget har torsdag den 5. februar indgået en aftale, der pålægger Energinet at tilbyde alle beboere, der bor indenfor 80 meter af de nye luftledninger at overtage deres ejendom. De 80 meter måles som den korteste afstand mellem ejendommens bolig og den nærmeste ledning.  Det svarer til cirka 93 meter fra centerlinjen  af luftledningsforbindelsen.

Der vil dog stadig være en række ejendommen, hvor boligen er placeret under eller umiddelbart op ad luftledningen, som Energinet skal overtage for at anlægget kan bygges og holdes i drift. Her vil Energinet kræve at ejendommen overtages. For de ejendomme, der nu bliver omfattet af den nye aftale, er det et tilbud om overtagelse.

”Hos Energinet er vi glade for at vi nu får mulighed for at tilbyde at overtage alle ejendommen der ligger inden for 80 meter af luftledninger og stationer. Det giver hurtigere afklaring og vished for de mennesker, der bliver meget direkte berørt af vores luftledningsprojekter”, siger Marian Kaagh, vicedirektør i Energinet.

Fremrykket ekspropriation

Fra 1. januar 2026 har Energinet lov til at foretage fremrykket ekspropriation. En fremrykket ekspropriation er en særlig form for overtagelse af ejendomme, der med stor sandsynlighed alligevel skulle overtages ved ekspropriation. Ejendommene kan overtages tidligere, hvis ejeren lever op til nogle særlige kriterier.

”Den er en mulighed for at minimere den lange ventetid, der desværre er for mange borgere, der bliver påvirket af den slags projekter. Det kræver dog, at det er ret sikkert, at ejendommen på et senere tidspunkt ville blive eksproprieret. Det er langt fra alle, der vil være omfattet af muligheden, men forhåbentlig vil det give tidligere afklaring for nogle af dem, der bliver mest påvirket af projektet,” siger Marian Kaagh.

Energinet fortæller mere om fremrykket ekspropriation på informationsmøderne, men allerede nu kan berørte borgere læse mere på Energinets hjemmeside på www.energinet.dk/fremrykketekspropriation  

Illustration af to af i alt 20 større ændringer på linjeføringen af 400 kV og 150 kV forbindelser i Nyt elnet Aarhus-Aabenraa. Her er det ændring af kabel og luftledning vest for Aarhus. Find illustrationer vedhæftet og se interaktivt kort på projektets hjemmesiden www.energinet.dk/aarhus-aabenraa

Fakta: Større ændringer af linjeføringen

Energinets endelige forslag til linjeføringen indeholder en række større og mindre ændringer. I alt er der lavet 20 større ændringer og 40 mindre ændringer. Illustrationer af størrre ændringer er vedhæftet. 

Se oversigt over større ændringer i på Energinets hjemmeside og et detaljeret interaktivt kort på projektets hjemmeside www.energinet.dk/aarhus-aabenraa

400 kV kabellægning ved Søften

Ved Aarhus er der lavet en større ændring af den nedgravede kabelstrækning nord for Mundelstrup, for at undgå Vejdirektoratets udvidede tilkørsel mellem motorvej E45 og Djurlandsmotorvejen.

400 kV luftledning ved E45 ved Lyngby

Linjeføring ved Lyngby vest for Aarhus er flyttet tættere på motorvej E45. Ændringen medfører at luftledningen krydser jernbanen to gange for at komme længere væk fra Lyngby og bebyggelse nord for Lyngby, men medfører at linjeføringen kommer lidt tættere på Mundelstrup. Samlet set berøres væsentlig færre ejendomme. Ændringen krydser mindre beskyttet natur og krydser ikke kirkeindsigtslinje ved Lyngby.

400 kV luftledning ved E45 ved Edslev

Linjeføring nordvest for landsbyen Edslev vest for Aarhus er flyttet tættere på motorvej E45. Ændringen medfører lidt større afstand til Edslev by og imødekommer en lodsejers ønske om overtagelse. Ændringen medfører mindre påvirkning af et skovområde og samlet set bliver færre ejendomme berørt.

400 kV luftledning ved Gedved

Ved Gedved nord for Horsens har det været muligt at finde anden linjeføring tættere på motorvejen. Den nye linjeføring følger den nordlige grænse for et kommunerammelagt erhvervsområde, som er udpeget som industripark. Ændringen medfører linjeføringen undgår Sattrup Mose (værdifuld natur), et område med kirkeindsigt og undgår stort set erhvervsområdet. Stort set samme antal ejendomme berøres.

400 kV luftledning ved Ny Højen

Syd for Vejle ved Ny Højen er luftledningen flyttet længere mod vest og kabelovergangsstationen Jerlev Engmark flyttes lidt mod nordvest. Ændringen medfører at væsentlige færre lodsejere og naboer berøres og undgår at berøre området sydvest for Ny Højen.

400 kV kabel ved Ny Højen
Ændringen af luftledningen betyder en ændring af linjeføringen af kablet hen til overgangsstationen.

400 kV luftledning ved Smidstrup

Linjeføringen ved Smidstrup mellem Kolding og Vejle flyttes så den kommer længere væk fra Smidstrup og Tiufkær. Samtidig undgås to arealer, hvor der er registreret fund af løvfrø. Der er færre ejendomme indenfor 1000 m fra linjeføringen.

400 kV luftledning ved Vester Nebel

Vest for Kolding er linjeføringen ved Vester Nebel blevet flyttet længere mod vest og nord for at holde en større afstand til byen. Ændringen berører de samme natur- og miljømæssige elementer. Samlet set berøres langt færre ved denne linjeføring.

400 kV luftledning nord for Svanemosen

Sydvest for Kolding ved nord for Svanemosen ved Møllevang er linjeføringen ændret, så den svinger mindre og nu ligger længere mod øst. På grund af gasledningen Baltic Pipe, som er ejet af Energinet, må der inden for lokalplansområdet ikke bygges 200 meter til hver side af rørledningen. Derved er der ingen byggefelter i lokalplanens sydvestlige område. Linjeføringen vil umiddelbart kunne føres denne vej igennem. Det medfører både en kortere linjeføring (cirka 250 meter), færre knækmaster samt større afstand til en række ejendomme mod sydvest.

400 kV luftledning mellem Simmersted og Styding

Vest for Haderslev mellem Simmersted og kabelovergangsstationen ved Styding flyttes linjeføringen længere mod vest, så den i højere grad følger den eksisterende forbindelse. I den forbindelse undgås samtidig at påvirke 330 m fredskov.

 

Større ændringer på 150 kV forbindelserne

 150 kV kabel ved Hasle Station

Ændringen skyldes pladsudfordringer i Ellekær-området, nord for Hasle, som kablet skal igennem for at komme ud af station Hasle og mod nord i samme korridor som eksisterende luftledning. Det er eneste mulige korridor for at komme ud af Aarhus by mod nord, idet en østlig rute er udelukket, og en vestlig rute er blokeret af Hasle Bakker og eksisterende luftledning.

150 kV kabel nord for Lillering

Linjeføringen af de to kabelsystemer samles i en fælles linjeføring langs med Frøkjærvej.

150 kV station Gammelsø

Mindre justering på baggrund af lodsejer ønsker, som betyder at stationen rykkes cirka 200 meter mod syd for at sikre bedre drift på marken. 

150 kV kabel ved station Gammelsø

I forbindelse med flytningen af station Gammelsø ændres kabellægningen ved stationen.

150 kV kabel ved Malling station

Ændringen skyldes hensyntagen til drikkevandsboring og et tilknyttet boringsnært beskyttelsesområde (BNBO). Ændringen reducerer også passage med fredskov.

150 kV kabel ved Uldum

Det nedgravede 150 kV kabel syd for Uldum er flyttet lidt nordpå. Ændringen skyldes oplysninger fra lodsejer, der har planer om skovrejsning og etablering af søer på ejendom, der er central for kabelforbindelsens passage i området

150 kV kabel ved Trollerup

Ændringen tager hensyn til en nyanlagt forsøgsplantage ved Trollerup ved Jelling. Forsøgsplantagen er planlagt for at skaffe ny viden om skovrejsning.

150 kV station Høgsholt

Stationen udgår af projektet. I stedet benyttes den eksisterende station Knabberup nord for Vejle Ådal.

150 kV kabel nord for Højrup

Ændringen er en kombination af hensyntagen til en lodsejers planer om etablering af jordvarmeanlæg og bebyggelse nord for Højrup og hensyntagen til drikkevandsboring og et tilknyttet boringsnært beskyttelsesområde (BNBO). Ændringen undgår også opdeling af en samling huse i forlængelse af Højrup landsby.

150 kV kabel Magstrup-Andst ved Kastvrå

Ændringen som imødekommer ønske fra et vedvarende energiprojekt. Ændringen betyder, at linjeføring kommer tættere på et par ejendomme. Det er samme lodsejere som tidligere, der berøres direkte af kabeltraceet.  

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Eagle2 højspændingsmast
Eagle2-mast ved luftledningsforbindelsen mellem Kassø Station og Frøslev ved den dansk-tyske grænse. Masten benyttes blandt andet på de nye luftledningsprojekter på Sjælland og mellem Aarhus og Aabenraa. Foto: Palle Peter Skov/Eneringet.
Download

Om Energinet

Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk

Følg pressemeddelelser fra Energinet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energinet

Energinet skal lægge højspændingskabler i jorden på tværs af Amager i 20263.2.2026 08:09:00 CET | Pressemeddelelse

Hovedstadens elnet skal forstærkes og udvides. Derfor lægger Energinet nye højspændingskabler på tværs af Amager mellem H.C. Ørstedværket, Amager Koblingsstation og Amagerværket. Arbejdet forventes at gå i gang i slutningen af februar i år og vil vare hele 2026 og en del af 2027. Trafik og adgangsforhold vil blive påvirket. F.eks. forventes Artillerivej, Amagerbrogade og Holmbladsgade at blive spærret for biltrafik.

Opdatering på strømafbrud på Bornholm: Bornholm kan igen forsynes fra søkabel21.1.2026 11:19:49 CET | Pressemeddelelse

Bornholm blev kl 10.16 onsdag ramt af en strømafbrydelse. Energinet er i samarbejde med det lokale elnetselskab Trefor Elnet Øst i fuld gang med at genetablere forsyningen. Strømafbrydelsen skete på et tidspunkt, hvor bornholm blev forsynet med el gennem søkablet mellem Sverige og Bornholm. Der er ikke sket en fejl på søkablet. Ifølge Bent Myllerup Jensen, leder af Energints kontrolrum, fungerer søkablet, og bornholm er igen klar til at kunne blive forsynet fra Sverige. Energinet og Trefor Elnet Øst samarbejder lige nu om, at strømmen kan flyde ud til øens forbrugere, så forsyningen dermed bliver genetableret.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye