Uddannelses- og Forskningsministeriet

Opdateret kodeks skal styrke troværdigheden af dansk forskning og beskytte mod pres på forskere

29.1.2026 06:40:26 CET | Uddannelses- og Forskningsministeriet | Pressemeddelelse

Del

Det danske kodeks for integritet i forskning er blevet opdateret med fokus på blandt andet forskningsfrihed. Det skal være med til at værne om forskningsfriheden mod indre pres fra bl.a. ledelser eller kolleger samt ydre pres fra politikere, fonde, interesseorganisationer eller lignende.

Resultater fra forskning påvirker vores beslutninger hver eneste dag: Skal der ultraforarbejdede fødevarer i indkøbskurven? Hvilken medicin skal hospitalet tilbyde? Eller hvordan skal lærerne i folkeskolen håndtere uro i klassen? Derfor er det afgørende, at vi kan stole på, at forskningen er fri og uden påvirkning af politisk eller kommercielt pres.

En undersøgelse fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd viser, at der desværre er mange eksempler på forskere, som frygter repressalier eller at blive udsat for chikane og hetz fra kolleger, politikere eller andre på grund af deres forskning.

Et udvalg har gennem halvandet år arbejdet med at opdatere Kodeks for integritet i forskning fra 2014, der giver en ramme for at fremme fælles principper og standarder i forskningssamfundet. Opdateringen har bl.a. haft fokus på forskningsfrihed, forskningssamarbejde, internationale forhold og kunstig intelligens.  

Nu er kodekset blev opdateret, og én af de væsentligste ændringer er, at forskningsfrihed er tilføjet i et selvstændigt, nyt afsnit. I den forbindelse fremhæves det for eksempel i det opdaterede kodeks, at ideer og tanker frit bør kunne undersøges, diskuteres og offentliggøres, og at institutionerne bør forebygge censur, herunder selvcensur. 

Det opdaterede kodeks bliver samtidig afsæt for et topmøde om akademisk frihed i begyndelsen af 2026. Her vil repræsentanter fra forskningsverdenen, faglige organisationer m.fl. blandt andet drøfte, hvad man kan gøre for at forhindre forskningstyveri, politisk pres eller manglende opbakning fra ledelsen til forskere, som beskæftiger sig med kontroversielle emner. 

Læs det opdaterede kodeks for integritet i forskning 

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- I et åbent og oplyst demokrati har vi brug for forskere til at kvalificere den offentlige debat, så vi kan træffe beslutninger og debattere ud fra fakta og viden frem for fake news og misinformation. Vi har brug for forskning med høj troværdighed, legitimitet, kvalitet og relevans. Desværre er det også et globalt fænomen, at forskere oplever, at deres frihed er under pres. Derfor er det en konkurrencefordel, hvis vi går forrest, og signalerer til verdens forskere, at Danmark er en sikker havn for forskningen. Det opdaterede kodeks med stort fokus på forskningsfrihed er et vigtigt redskab, og jeg har inviteret til topmøde om emnet, hvor bl.a. universiteter, forskere og faglige foreninger kan diskutere, hvad vi yderligere kan gøre for at styrke forskningsfriheden.

Fakta

  • Det danske kodeks for integritet i forskning giver forskningssamfundet en ramme for at fremme fælles principper og standarder. Kodeksets formål er at understøtte en fælles forståelse og kultur vedrørende integritet i forskning i Danmark.
  • Kodeks er blevet opdateret med fokus på forskningssamarbejde, internationale forhold, open science, kunstig intelligens og forskningsfrihed. Det indeholder fire overordnede principper for integritet i forskning, som bør gennemsyre alle faser i forskningen: ærlighed, gennemsigtighed, ansvarlighed og respekt. 
  • Kodeks for integritet i forskning er blevet opdateret i perioden 2024-2025 af et bredt sammensat udvalg (kodeksudvalget) efterfulgt af en bred offentlig høring.
  • I november blev regeringen og partierne bag Aftaler om Forskning og Innovation 2026-2029 enige om, at der med afsæt i det opdaterede kodeks skal afholdes topmøde om akademisk frihed i første kvartal af 2026.
  • Der er afsat 2,0 mio. kr. i 2026 til yderligere afdækning af konkrete temaer fra topmødet. Midlerne udmøntes af Uddannelses- og Forskningsministeriet efter drøftelse med aftalekredsen.

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye