Omfattende uautoriseret adgang til borgeres CPR-oplysninger
5.10.2026 07:00:00 CEST | Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet | Pressemeddelelse
CPR-administrationen har konstateret, at uvedkommende har skaffet sig uautoriseret adgang til bl.a. navne og adresser samt CPR-numre på ca. 8,8 mio. registrerede personer (levende, udrejste, døde m.fl.)
Det Centrale Personregister (CPR) har konstateret en alvorlig sikkerhedshændelse. Ved at misbruge en dansk virksomheds lovlige adgang til at søge oplysninger i CPR-systemet, har uvedkommende skaffet sig adgang til navne, adresser, CPR-numre mv. på ca. 8,8 millioner registrerede borgere i CPR-systemet.
Den foretagne gennemgang viser, at den uautoriserede adgang ikke omfatter navne og adresser på personer, som har valgt at lade sig registrere med navne- og adressebeskyttelse.
CPR-administrationen har stoppet virksomhedens adgang og er sammen med specialister og myndigheder i gang med at kortlægge hændelsesforløbet. CPR-administrationen har foretaget anmeldelse til Datatilsynet, og sagen efterforskes af politiet i samarbejde med relevante myndigheder.
I lyset af hændelsesforløbet mindes der om, at man aldrig bør udlevere kodeord eller andre fortrolige oplysninger ifm. telefoniske henvendelser, henvendelser via e-mails og lign., og at dette også gælder, selvom modtageren tilsyneladende kender dit navn, adresse og CPR-nummer.
Forsknings-, uddannelses og digitaliseringsminister Christina Egelund siger:
- Det er en dybt alvorlig hændelse, som jeg derfor også har orienteret Folketingets Erhvervs- og Digitaliseringsudvalg om. Sammen med alle relevante myndigheder er vi i gang med at kortlægge det fulde omfang af hændelsen. Vi har allerede iværksat initiativer i forhold til CPR, der skal forhindre lignende hændelser. Jeg har derudover bedt om, at der bliver lavet en grundig sikkerhedsgennemgang af CPR-systemet. Jeg vil opfordre alle borgere til at være opmærksom nu og i den kommende tid og orientere sig på sikkerdigital.dk.
Det konkrete hændelsesforløb er fortsat ved at blive undersøgt i samarbejde med relevante myndigheder, og der er iværksat en række konkrete tiltag.
Der kan i øvrigt søges hjælp og vejledning på sikkerdigital.dk og Cyberhotline for digital sikkerhed på +45 33 37 00 37, som i de kommende dage har udvidet åbningstid fra kl. 8-24.
Fakta
- CPR-administrationen blev om aftenen fredag d. 2. oktober 2026 opmærksom på, at der i løbet af september har været en uregelmæssig adfærd i CPR-systemet.
- I løbet af weekenden er CPR-administrationen blevet bekendt med, at uvedkommende har skaffet sig uautoriseret adgang til navne og adresser og CPR-numre på ca. 8,8 mio. registrerede personer (levende, udrejste, døde m.fl.) i CPR.
- CPR-systemet rummer i dag ca. 11 millioner registrerede borgere, der udover nulevende og herboende også omfatter døde og borgere, der er flyttet til udlandet.
- Den uautoriserede adgang er foregået ved, at uvedkommende har brugt en privat dansk virksomheds lovlige adgang til at søge oplysninger i CPR-systemet inden for rammerne af de oplysninger, som private virksomheder har adgang til.
- Der er som konsekvens af hændelsesforløbet iværksat initiativer i forhold til CPR, som skal forhindre lignende hændelser.
- Der igangsættes en grundig sikkerhedsgennemgang af CPR, som skal danne grundlag for evt. yderligere initiativer.
- Sagens faktiske forhold er fortsat i gang med at blive kortlagt i samarbejde med relevante myndigheder. Der må derfor tages forbehold for, at yderligere kortlægning af hændelsesforløbet kan føre til konsolidering af de konkrete oplysninger.
- Efterforskningen er i en indledende fase. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige noget om, hvem der står bag.
Fakta vedr. private virksomheders adgang til CPR
- Private virksomheder med en berettiget interesse har efter CPR-lovens § 38 ret til at få leveret oplysninger fra CPR om en større afgrænset kreds af personer, som virksomheden på forhånd har identificeret enkeltvis enten via personnummer, fødselsdato og navn, eller navn og adresse. Det er herudover et krav, at den private virksomhed er berettiget til at modtage oplysninger efter databe-skyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
- Det er nærmere angivet i CPR-lovens § 38, stk. 2, hvilke oplysninger private virksomheder med en berettiget interesse i almindelighed har adgang til.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets pressetelefon: 72 31 81 81 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Nu bliver det lettere at navigere i digital EU-lovgivning29.9.2026 09:21:08 CEST | Pressemeddelelse
En ny online guide skal gøre det nemmere for virksomheder at få overblik over de digitale EU-regler og finde relevant vejledning.
Nu får de unge mikrofonen i samtalen om AI og fremtidens uddannelser28.9.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan bruger elever og studerende AI i dag, og hvor er der behov for klarere rammer? Det skal forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund og undervisningsminister Magnus Heunicke i dag blive klogere på, når de unge får ordet på et møde om AI i skole- og uddannelsessystemet.
H.M. Dronningen og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren uddeler Undervisningsprisen 202622.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Syv undervisere fra landets universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, maritime uddannelser samt højere kunstneriske uddannelser modtager i dag Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets Undervisningspris.
H.M. Dronningen og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren uddeler Undervisningsprisen 202617.9.2026 08:13:57 CEST | Pressemeddelelse
Syv dygtige undervisere fra landets videregående uddannelser hædres tirsdag den 22. september 2026 i Operaen i København. Det sker, når H.M. Dronningen og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund overrækker årets Undervisningspris.
Christina Egelund er rejst til Paris for at deltage i internationalt rumtopmøde9.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund deltager, når den franske regering samler regeringsledere, toppolitikere, virksomheder og forskere til internationalt rumtopmøde i Paris.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum