Unge, som ser seksuelt overgrebsmateriale med børn, søger hjælp hos ny rådgivning

28.1.2026 06:00:00 CET | Red Barnet | Pressemeddelelse

Del

Drenge og unge mænd, som søger hjælp til at stoppe deres brug af ekstrem porno eller ulovligt overgrebsmateriale, fylder i rådgivningen TalMedOs, som Red Barnet for et år siden åbnede. Det viser en ny kortlægning af sagerne fra rådgivningens første leveår. På bare 11 måneder har TalMedOs haft 172 rådgivningssamtaler, ofte direkte med unge, der har bekymrende seksuelle tanker eller adfærd.   

Den 6. februar 2025 lancerede Red Barnet et nybrud i forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn.

Her åbnede børnerettighedsorganisationen rådgivningen TalMedOs, som for første gang har givet børn og unge, der er bekymrede over deres egne seksuelle tanker eller adfærd, et sted at søge professionel og anonym hjælp. Ofte er disse unge forpinte over deres egne tanker og adfærd, og de har meget svært ved at række ud efter hjælp.  

Alligevel oplevede rådgiverne i TalMedOs allerede på åbningsdagen, at telefonen ringede, og henvendelser begyndte at komme på chat og mail:  

– Vi bevægede os ud på uprøvet land, da vi åbnede TalMedOs Rådgivningen med det formål at styrke forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn. Vi vidste ikke, hvordan vi ville blive taget imod. Om vi overhovedet kunne få hul igennem til målgruppen. Men allerede fra vores åbningsdag hørte vi fra unge, som aldrig tidligere havde delt deres tanker, tvivl og bekymringer med andre, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

Siden åbningen den 6. februar og til og med 31. december 2025 har de specialuddannede rådgivere i TalMedOs haft i alt 172 rådgivningssamtaler. I mere end halvdelen af sagerne har de unge selv rakt ud til rådgivningen, som også hjælper  forældre og fagfolk. Brugernes alder ligger typisk imellem 13 og 24 år, og i fire ud af fem af henvendelserne har sagen drejet sig om en dreng eller ung mand, mens knap hver femte samtale har omhandlet en pige eller ung kvinde.

Brug af overgrebsmateriale og afhængighed af porno

Især to ting fylder i de mange henvendelser fra drenge og unge mænd.

For det første handler mange henvendelser om brug af porno, ofte med ekstremt indhold, og unge mænd fortæller, at de ikke selv kan styre deres brug. I alt har 41 af rådgivningens samtaler handlet om bekymrende brug af porno. Her ser rådgiverne i TalMedOs ofte, at den unge fra en meget tidlig alder er blevet eksponeret for porno, og at forbruget siden er eskaleret i forbindelse med svære omvæltninger eller livssituationer, hvor pornoen bruges til at dulme svære følelser. De unge oplever desuden at have nem adgang til ekstremt og voldeligt materiale. Rådgivningen har også talt med børn helt ned til 11 år, som har haft et problematisk brug af porno.    

For det andet har TalMedOs haft mange henvendelser – 25 i alt – fra unge mænd både over og under 18 år, som bruger ulovligt seksuelt overgrebsmateriale med børn og ønsker hjælp til at stoppe. I disse sager har den unge det typisk meget dårligt med sig selv og er plaget af skyld, skam og tvivl om egne tanker og adfærd. I flere tilfælde har den unge aldrig før delt sin hemmelighed med andre.

 – Det kan være en meget sårbar samtale, når et ungt menneske rækker ud til os for at få hjælp til at stoppe med at opsøge og se ulovligt seksuelt overgrebsmateriale med børn. Den unge er ofte ensom og forpint over sine tanker og adfærd, som i nogle tilfælde handler om andet end en egentlig seksuel tiltrækning mod børn. Desværre kan netop isolation, skyld og skam også øge risikoen for, at et ungt menneske ender med at begå fysiske overgreb på andre børn, siger Pernille Spitz, psykolog og chef for Red Barnets arbejde med at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn.  

At TalMedOs både hjælper brugerne selv og styrker forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn, er Red Barnet ikke i tvivl om.

–  Vi mærker tydeligt lettelsen hos de unge, når vi hjælper dem til bedre at forstå og håndtere deres tanker og kontrollere deres adfærd. I vores første år har vi også haft brugere, som direkte har fortalt os, at rådgivningen har hjulpet dem til at ændre deres adfærd til det bedre, siger Pernille Spitz. 

Ikke i mål

TalMedOs er finansieret under Social- og Boligministeriet via en bred aftale mellem Folketingets partier, som aktuelt udløber ved udgangen af 2026. Efter rådgivningens første år opfordrer Red Barnet på det kraftigste til, at TalMedOs gøres til en permanent indsats i forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn.

I Danmark er der over de seneste ti år sket en markant stigning i antallet af strafferetlige domme mod 15-, 16- og 17-årige, der har begået seksuelle overgreb mod børn, og det kalder på, at Danmark styrker forebyggelsen, mener Red Barnet:

–Vi er meget glade for og stolte over, at vi med TalMedOs på bare et år har skabt kontakt til en helt særlig gruppe af børn og unge, som har brug for, at vi som samfund rækker hånden ud til dem. Men vores arbejde er kun lige begyndt. Vi skal blive ved med at træde derud, hvor det nogle gange er mørkt. På den måde kan vi både hjælpe unge, som kæmper med egne tanker, og forebygge, at andre bliver ofre for seksuelle overgreb, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

TalMedOs i 2025 
På baggrund af en kortlægning af sagerne i TalMedOs i 2025 fremhæver Red Barnet i en ny analyse fem indsigter fra rådgivningens arbejde: 

  • Unge rækker selv direkte ud efter hjælp – særligt drenge og unge mænd.
  • De unge, som rækker ud til TalMedOs, har det ofte meget svært.
  • Mange unge er bekymrede over deres brug af porno.
  • Drenge og unge mænd ser overgrebsmateriale med børn og søger hjælp til at stoppe.
  • Børn og unge med autisme og ADHD er en særlig målgruppe.


Baggrund: Red Barnet anbefaler
For at styrke forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn anbefaler Red Barnet en række tiltag:

  • TalMedOs bør gøres til et permanent tilbud finansieret af statslige midler.  
  • Online rådgivningsforløb til unge, som er i risiko for at begå seksuelle overgreb på børn eller ser på seksuelt overgrebsmateriale. 
  • Ret til udredning og behandling til børn med seksuelt bekymrende adfærd. 
  • Mere effektiv fjernelse af overgrebsmateriale med børn fra nettet. 
  • Bedre regulering af pornografi for børn og unge. 
  • Seksualvejledning til unge med autisme og ADHD.  
  • Indfør anonym behandling for voksne med seksuel tiltrækning til børn. 


Om TalMedOs

TalMedOs er en anonym og gratis rådgivning for børn og unge under 24 år, der har bekymrende seksuelle tanker eller adfærd. Formålet er at tilbyde kvalificeret rådgivning, anvise handleveje og at give håb om et godt liv uden at skade andre. TalMedOs skal gøre det muligt for unge med seksuelle tanker om børn at tage ansvar for deres tanker og ikke begå overgreb på børn. På hjemmesiden talmedos.dk kan unge, forældre og fagfolk finde information og blive ledt videre til enten at ringe, maile eller chatte med en rådgiver. Rådgiverne er eksperter i at tale med børn og unge om seksualitet og svære spørgsmål, og de er vant til at have dialog og samarbejde med andre fagprofessionelle.

Kontakter

Vedhæftede filer

Om Red Barnet

Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.

Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.

Følg pressemeddelelser fra Red Barnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Red Barnet

Red Barnet om ny lov: Børn er markant bedre beskyttet mod grooming24.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

I en ny analyse gør Red Barnet status på to år med en grooming-paragraf i lovgivningen. I perioden har der været 364 anmeldelser og 12 domme om grooming. Snapchat er brugt aktivt i over halvdelen af sagerne. Med lovændringen har børn fået langt bedre mulighed for at rejse en sag om grooming, vurderer Red Barnet. Men analysen afdækker også store geografiske forskelle, som bør undersøges, så alle børn uanset postnummer er lige godt beskyttet af loven.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye