Sanselige måltider skal give strokepatienter appetit på livet
26.1.2026 10:05:42 CET | Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive | Pressemeddelelse
Gennem farver, musik og dufte vil forskere fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter give patienter med stroke mere appetit på mad og livet. Det sker med støtte på en halv million kroner fra Helsefonden.

Griegs Morgenstemning sænker tempoet og dæmper bestikkets klirren mod porcelænet, mens duften af nybagt brød fylder næsen. Øjnene følger farverne på tallerkenen: en lun hjemmebagt bolle med smør og årstidens ravgule hybenmarmelade, foran et glas koldpresset æblejuice i varme honningtoner. Den slags oplevelser vækker sanserne og skærper opmærksomheden hos patienter med stroke og får dem opmærksomme på måltidet – et, ifølge forskerne fra Hammel Neurocenter i Hospitalsenhed Midt, vigtigt punkt for en vellykket rehabilitering.
- Når patienter med stroke spiser for lidt, fører det til fejlernæring og social isolation. Mange strokepatienter har nedsatte evner til at bearbejde madens sansekvaliteter, opfatte smag og konsistens samt koncentrere sig under deres måltider, fortæller lektor Mohit Kothari, der er hovedansvarlig forsker for projektet ved Hammel Neurocenter.
Sanseindtryk engagerer patienten i måltidet
Forskere har tidligere hovedsageligt fokuseret på enkeltsanser i rehabiliteringen, men i et nyere nationalt samarbejde har forskningsansvarlig sygeplejerske Lena Aadal ved Hammel Neurocenter undersøgt lys- og lydsanseindtrykkenes betydning for spisemiljøet. Et måltid vækker nemlig flere af vores sanser, og skaber, ifølge forskeren, bedre rehabilitering.
- Vi ønsker, at måltiderne bliver mere engagerende og nærende ved at bruge strategier til at aktivere flere sanser gennem farver, musik og dufte. Ved at kombinere syn, hørelse og lugt skaber vi en mere engagerende måltidsoplevelse, der fastholder patienternes opmærksomhed og øger deres indtag af næring, forklarer Lena Aadal, der er medansvarlig for projektet.
God ernæring gavner også andre sårbare
Med et såkaldt SENSI-MEAL vil forskerne udvikle og afprøve en model, der bruger farver på tallerkener og bestik, baggrundsmusik, støjreduktion og maddufte til at gøre måltiderne mere indbydende.
- Ved at gøre måltidet til en mere engagerende oplevelse håber vi at kunne forbedre ernæringen og dermed også give patienterne større udbytte af rehabiliteringen. Det er en simpel, billig og skalerbar løsning, der kan implementeres uden store ændringer i de eksisterende rutiner, understreger Mohit Kothari.
Hvis modellen har effekt, håber forskerne, at den udbredes til plejehjem, psykiatrien og andre fællesspisningsmiljøer, hvilket vil gavne flere sårbare grupper som ældre og personer med demens.
- Potentielt kan sanserige måltider ændre måden, vi tænker rehabilitering på. Ved at udfordre vores sanser kan vi ikke kun forbedre ernæringen, men også skabe mere meningsfulde og sociale oplevelser for patienterne, vurderer Lena Aadal.
Fakta:
- SENSI-MEAL er et forskningsprojekt støttet af Helsefonden med en halv million kroner, hvor patienter med stroke deltager i virkelige måltidssituationer for at vurdere gennemførlighed, accept og de første tegn på effekt.
- Projektet udvikler en multisensorisk model til måltider, der skal forbedre ernæring og rehabilitering for strokepatienter med opmærksomhedsproblemer.
- Modellen kan potentielt anvendes i plejehjem, psykiatrien og andre fællesspisningsmiljøer.
- Ud over lektor Mohit Kothari og lektor Lena Aadal indgår adjunkt Qian Janice Wang fra Københavns Universitet samt den internationale samarbejdspartner professor Karen Chan fra Hong Kong University, som bidrager med ekspertise i multisensoriske mealtime-interventioner.
- Projektet gennemføres i samarbejde mellem Regionshospitalet Hammel Neurocenter i Hospitalsenhed Midt og Aarhus Universitet.
Kontakter
Hovedansvarlig forsker og lektor Mohit Kothari, Regionshospitalet Hammel Neurocenter i Hospitalsenhed Midt: mohkot@rm.dk
Forskningsansvarlig sygeplejerske og lektor Lena Aadal, Regionshospitalet Hammel Neurocenter i Hospitalsenhed Midt: 2183 3364 / lena.aadal@midt.rm.dk
PressevagtHospitalsenhed Midt
Tlf:7844 1120kommunikation@midt.rm.dkBilleder


Om Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg
Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. De fire hospitaler beskæftiger tilsammen cirka 4200 medarbejdere, som årligt behandler omkring 350.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 50.000 patienter efter indlæggelse.
Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Ny Viborg-forskning: Ultralyd kan afgøre, hvem der skal opereres for overrevet akillessene3.7.2026 10:47:04 CEST | Pressemeddelelse
En ultralydsundersøgelse kan vise, hvilke patienter med en overrevet akillessene der har brug for operation – og hvem kroppen selv kan hele. Det viser et stort dansk studie fra Regionshospitalet Viborg, der kan spare patienter for unødvendige operationer og har vakt international opsigt.
Tværfagligt udskrivelsesteam har forvandlet udskrivelserne i Ortopædkirurgi: Tilfredse patienter, bedre samarbejde og færre fejl2.7.2026 15:49:29 CEST | Pressemeddelelse
Over en tredjedel af alle utilsigtede hændelser på Ortopædkirurgisk Sengeafsnit på Regionshospitalet Viborg var relateret til udskrivelser. Det fik afdelingen til at tænke helt nyt – og etablere et dedikeret tværfagligt udskrivelsesteam. Nu oplever patienter, pårørende og kommuner en markant forskel.
Mentorer giver nyt håb for unge “uden for kategori”29.6.2026 11:41:06 CEST | Pressemeddelelse
Mange unge med uforklarlige symptomer fra funktionelle lidelser fortjener en lysere ungdom, og derfor får ungementorerne på Regionshospitalet Hammel Neurocenter nu 2,5 millioner kroner fra TrygFonden – bl.a. til at styrke de unge i at indgå i meningsfulde fællesskaber.
Gensidig tillid, klare roller og løbende justeringer er afgørende for implementering af hospitalsbehandling i eget hjem25.6.2026 09:03:09 CEST | Pressemeddelelse
Ny dansk forskning viser, at ældre patienter i mange tilfælde kan få den behandling, de har brug for, i deres eget hjem – i stedet for at blive indlagt på hospitalet. Forskerne bag projektet er nu klar med ny viden om implementering af hospitalsbehandling i eget hjem.
Nyt psykiatrisk sengeafsnit i Viborg officielt indviet23.6.2026 12:49:55 CEST | Pressemeddelelse
Psykiatrisk Afsnit 5 blev tirsdag den 23. juni officielt indviet i Hospitalsenhed Midt. Det nye sengeafsnit i Viborg er etableret som led i en regional indsats for at styrke kapaciteten i psykiatrien.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum