Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive

Mentorer giver nyt håb for unge “uden for kategori”

29.6.2026 11:41:06 CEST | Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive | Pressemeddelelse

Del

Mange unge med uforklarlige symptomer fra funktionelle lidelser fortjener en lysere ungdom, og derfor får ungementorerne på Regionshospitalet Hammel Neurocenter nu 2,5 millioner kroner fra TrygFonden – bl.a. til at styrke de unge i at indgå i meningsfulde fællesskaber.

Ungementorerne Mette Ryssel Bystrup og Helle Bak Christensen.
Ungementorerne Mette Ryssel Bystrup og Helle Bak Christensen. Agata Lenczewska-Madsen Hospitalsenhed Midt

Omkring 16 procent af alle danskere lever med funktionelle lidelser – vedvarende fysiske eller psykiske symptomer, som ofte opstår efter langvarig overbelastning eller traumer som vold, omsorgssvigt, ulykker, stress og arbejdspres. For 1-3 procent er symptomerne så alvorlige, at de har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Unge er blandt de mest sårbare. 

- Som ung med en funktionel lidelse er du i en sårbar situation. Din identitet formes, dine relationer er omskiftelige, og midt i det kommer mange undersøgelser og udredninger. Efter et langt og komplekst sygdomsforløb har mange en oplevelse af ikke at føle sig mødt og forstået. At stå alene med udfordringerne. Det fører til mistillid til systemet, fortæller ph.d. og cand.pæd.soc. Mette Ryssel Bystrup, der er ungementor ved Hammel Neurocenter i Hospitalsenhed Midt. 

Et nyt tilbud til unge med funktionelle lidelser skal nu give psyko-social støtte til at genopbygge et liv i trivsel – bl.a. gennem fællesskaber med ligesindede. Mette Ryssel Bystrup og hendes kollega Helle Bak Christensen har netop modtaget 2,5 millioner kroner fra TrygFonden til at videreudvikle et tilbud, der oprindeligt blev udviklet til unge med hjerneskade og hjernerystelse, til den nye målgruppe. Tilbuddet skal afprøves blandt unge med moderat til svær funktionel lidelse og deres pårørende i otte kommuner i Region Midtjylland.  

Unge uden for kategori skal indenfor i fællesskaber 

Projektet "Uden for kategori" er et netværks- og helhedsorienteret efterværn, hvor unge støttes til at finde deres vej i livet med funktionelle lidelser – herunder også udtrætning, ensomhed og en følelse af at blive misforstået. Målet er at støtte dem i at opbygge eller genopbygge et liv i trivsel, hvor de indgår i meningsfulde fællesskaber, uddannelse og job. 

- Første skridt er, at de unge får tillid til os som ungementorer. Fokus vælger vi sammen og kan være alt fra håb og drømme til mestring af hverdagen, fortæller ergoterapeut og ungementor ved Hammel Neurocenter, Helle Bak Christensen.  

Ungementorerne tilbyder bl.a. de unge samtaler og samvær baseret på metoden Åben Dialog, som tager højde for deres udfordringer, så de kan opbygge personlige netværk på tværs af kommunegrænserne i Region Midtjylland. 

- Vi øger de unges selvrefleksion og kompetencer til at kunne være noget for andre unge i en lignende situation. Vi tilbyder dem derfor også en peer-to-peer uddannelse, hvor vi forsøger at matche dem med hinanden med støtte og hjælp, hvis de ønsker det, forklarer Helle Bak Christensen. 

En funktionel lidelse er samtidig en udfordring for hele familien. Forældre kan blive overbeskyttende, og søskende kan føle sig oversete. Det afgørende er dog, ifølge Mette Ryssel Bystrup, at både den unge og de nærmeste får en øget forståelse for den komplekse sygdom. Det er vigtigt, at de bliver opmærksomme på familiedynamikker, som kan være forskubbede. Derved finder de lettere en måde at håndtere og acceptere situationen på. 

- Vi støtter de unge i forståelsen af deres livssituation og at finde eller genfinde mening med livet og at få mod på at begive sig ud i verden, så de kan blive en del af forskellige fællesskaber, få en uddannelse eller hvad de drømmer om, siger Mette Ryssel Bystrup.  

Tilbuddet er for unge i alderen fra 15-35 år, der har fået foretaget en udredning for funktionel lidelse – helst senere end for et halvt år siden. De unge visiteres til tilbuddet direkte fra Aarhus Universitetshospital, Hammel Neurocenter eller de otte kommuner i Region Midtjylland: Skanderborg, Favrskov, Horsens, Norddjurs, Syddjurs, Silkeborg, Hedensted og Viborg. 

Fakta om projektet: 

  • Projektet "Uden for kategori" er støttet af TrygFonden med 2,5 millioner kroner 

  • Målgruppen er unge (15-35 år) med moderat til svær funktionel lidelse og deres pårørende 

  • Projektet bygger på erfaringerne fra Ungementorordningen, herunder Matching Brains, der bl.a. inkluderer en tilgang med Åben Dialog, netværkssamtaler og peer-to-peer-fællesskaber (Læs mere på um.rm.dk

Kontakter

Billeder

Ungementorerne Mette Ryssel Bystrup og Helle Bak Christensen.
Ungementorerne Mette Ryssel Bystrup og Helle Bak Christensen.
Agata Lenczewska-Madsen Hospitalsenhed Midt
Download

Om Hospitalsenhed Midt

Hospitalsenhed Midt
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg

Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. Hospitalsenheden beskæftiger tilsammen cirka 4800 medarbejdere, som årligt behandler omkring 441.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 60.000 patienter efter indlæggelse.

Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye