Vejdirektoratet

Kold og blæsende weekend kan give problemer på vejene

Del

Der er allerede nu problemer med snefygning flere steder i landet. Samtidig falder temperaturen i weekenden, og det kan give udfordringer med virkningen af salt på vejene. Så weekendens opfordring til trafikanter er stadig: Kør efter forholdene og hold dig orienteret om vejret, inden du begiver dig ud på vejene.

Kortegekørsel med sneplove på motorvej
Der er travlhed på vejene hos vintertjenesten Foto: Vejdirektoratet

Der kommer ikke meget sne fra oven i weekenden. Til gengæld kan den komme fra siden, når vinden tager til, og sneen fyger ind over vejene.  Snefygning kan opstå hurtigt og uden varsel, når kraftig vind blæser løs sne ind over vejen, hvor den kan lægge sig som driver. Når sneen hober sig op, kan driverne være langt dybere, end de ser ud, og i værste fald stoppe bilen eller trække den ud af kurs. Risikoen er særligt stor på åbne strækninger.
Vejdirektoratet kører stadig uafbrudt og rydder og salter på statsvejene. Men selvom vejene bliver ryddet og umiddelbart synes fine at køre på, kan der blot et par hundrede meter længere fremme ligge så meget sne, at man kan køre fast.

Lave temperaturer påvirker salt

Allerede fredag er der problemer med fygning flere steder i landet. Samtidig varsler DMI om meget lave temperaturer i weekenden, og det kan give endnu flere udfordringer i trafikken. 
Søndag tegner til at blive en ekstra kold vinterdag, og flere steder i landet kan temperaturen om natten nå helt ned på omkring -18 grader.
Ved så lave temperaturer har salt meget svært ved at forhindre vandet i at fryse, og der er derfor risiko for meget glatte veje søndag og mandag, selvom vi har saltet.
Vejdirektoratet opfordrer alle trafikanter til at være ekstra opmærksomme og køre efter forholdene. Selvom der ikke umiddelbart er noget at se på vejen, kan der stadig være meget glat.

Husk også disse råd:
•    Følg med i vejrudsigten og på trafikinfo.dk
•    Vær opmærksom på snedriver
•    Kør meget forsigtigt – is kan være usynlig
•    Tilpas hastigheden og undgå pludselige manøvrer
•    Hold ekstra stor afstand til den forankørende bil
•    Medbring mad og drikke, varmt tøj tæpper og opladt mobil
•    Lyt til trafikradio i bilen

Kontakter

Vejdirektoratets Trafikcenters pressetelefon

Tlf:33 38 10 43

Billeder

Saltsprederne, som kører på motorvej om natten.
Der saltes døgnet rundt på statsvejene
Foto: Vejdirektoratet
Download

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye