I det nye år vender elever tilbage til skole i topform efter tre års renovering
19.12.2025 07:02:00 CET | Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen | Pressemeddelelse
Efter tre års omfattende renovering kan Nørre Fælled Skole på Nørrebro i København byde elever og medarbejdere velkommen tilbage efter juleferien. Den historiske skole står nu klar i topform – med lyse lokaler, forbedret indeklima og en helt ny idrætshal. Den 5. januar 2026 rykker elever og medarbejdere tilbage ind i de fornyede rammer.

Det summer allerede på gangene på Nørre Fælled Skole, hvor de sidste flyttekasser er ved at blive pakket ud. Efter tre års renovering er tiden med genhusning af skolens elever og medarbejdere ved at være slut. Når de vender tilbage fra juleferien i det nye år, møder alle nemlig – på samme tid – ind på skolen på Nørrebro.
Siden oktober 2022 har skolen gennemgået en omfattende helhedsrenovering og står nu klar til igen at åbne dørene for fuld kraft. Den velkendte skole vender tilbage – denne gang i en markant opgraderet udgave.
- Det er kæmpe stort at kunne byde alle vores elever velkommen tilbage efter tre års genhusning. Alle klasselokaler og faglokaler fremstår nu lækre og indbydende og venter bare på at blive taget i brug. Det er simpelthen blevet Københavns smukkeste skole, siger skoleleder på Nørre Fælled Skole Thomas Bisgaard.
Listen over forbedringer er lang. Skolen har blandt andet fået nyt kobbertag, frisk facade, moderniserede klasse- og faglokaler, en ny spisesal og et markant forbedret indeklima. Samtidig er tilgængeligheden øget med elevator, og udearealerne er renoveret, så de nu i endnu højere grad understøtter leg, læring og bevægelse.
Ikke nok med det er alle vægge og fast inventar blevet malet med skolens helt egen nye farvepalet, som kunstneren Malene Bach har sammensat. Farverne passer til bygningens historie og understøtter samtidig de aktiviteter, der er på skolen. Klasselokalerne er for eksempel malet i lyse, rolige nuancer, mens der er mere knald på farverne i gangarealerne.
- I København investerer vi i at skabe skoler, hvor elever får de bedste rammer for at lære i sunde, inspirerende og tidssvarende omgivelser. Nørre Fælled Skole er et godt eksempel på, hvordan vi kan forene respekt for historien med moderne løsninger – til gavn for både elever, medarbejdere og lokalsamfundet. Det er vigtigt, at bygningerne understøtter aktiviteterne inde i bygningen, så de fremmer trivsel og faglighed. Det ser vi ske på Nørre Fælled Skole. Eleverne har meget at glæde sig til, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C).

Nye faciliter til gavn både i og udenfor skoletid
På skolens område er der også blevet opført en helt ny idrætshal, som styrker Nørre Fælled Skoles idrætsprofil – blandt andet med Team Danmark-talentklasser. Nye faciliteter, som også lokalområdet og foreninger får glæde af efter skoletid.
De nye faciliteter gør at skolen kan tilbyde et undervisningsmiljø i topklasse fastslår Jesper Luther, der er leder af idrætslinjen:
- Vi tror på, at alle børn kan lykkes sammen med deres lærer eller træner – og nu er der faciliteter til det, uanset om de er blandt de bedste i København eller bare elsker at bevæge sig. Mulighederne med den nye hal handler ikke kun om sport, men om at styrke lokalsamfundet og skabe plads til både fritidsaktiviteter, talentudvikling og breddeidræt. For lokalsamfundet er hallen et markant løft. Områdets børn og unge får adgang til moderne faciliteter, der samler, engagerer og giver flere mulighed for at dyrke sport tæt på hjemmet. De nye rammer gør bydelen mere attraktiv og bidrager til et aktivt og levende lokalmiljø, siger Jesper Luther.
Hallen, der måler 20 x 40 meter, er indrettet med fokus på basket, klatring og indendørs atletik. De nye idrætsfaciliteter stod allerede klar til brug i sommeren 2024.
Mens skolebyggeriet har stået på, har skolens elever været genhuset rundt på skolen samt på Bispebjerg Skole.
Renoveringen er gennemført af Københavns Kommunes bygherreenhed Byggeri København (ByK) i samarbejde med TRUST, som har stået for en bæredygtig modernisering af skolens bygninger med respekt for den oprindelige arkitektur. Nørre Fælled Skole er tegnet af Stadsarkitekten i København i 1932 og hed oprindeligt Klostervængets Skole.
Mandag den 5. januar bliver en stor dag, når alle skolens elever kan vende tilbage til deres skole. Klokken 09.45 samles eleverne i den splinternye idrætshal til den første fælles morgensamling i tre år. Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager deltager og byder sammen med skolens ledelse medarbejdere og elever velkommen tilbage til Nørre Fælled Skole.
Nøgleord
Kontakter
PressetelefonenBørne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune
Tlf:29 45 40 73presse@buf.kk.dkBilleder






Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
Farvel til 1,5 millioner stykker affald: Københavnske skoler får genbrugelige madbokse16.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Genbrugelige madbokse skal erstatte engangsemballage i spisefrikvarteret på Københavns folkeskoler. I dag serveres omkring 6.500 måltider dagligt i engangsemballage, hvilket betyder at mere end 1,5 millioner stykker engangsemballage smides ud om året. Det skal nye genbrugelige madbokse i fremtiden gøre op med.
Ni københavnske skoler får et løft10.4.2026 12:28:21 CEST | Pressemeddelelse
En ny politisk aftale, som netop er faldet på plads på Københavns Rådhus, giver forbedring i og omkring ni af byens skoler.
Nyt kraftcenter på Amager Strand skal styrke fællesskaber og få flere ud i naturen10.4.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Naturcenter Amager Strand og Den Blå Foreningsby bliver til Havkraft; et nyt center for fællesskab og naturaktiviteter ved Øresund. Projektet bliver en realitet efter en støtte på 22,5 millioner kroner fra Nordea-fonden.
100 millioner kroner på vej til de mindste: Københavnske daginstitutioner får penge til at ansætte flere voksne10.4.2026 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er 100 millioner kroner på vej til de københavnske daginstitutioner. Det betyder, at der fra sommer blandt andet er penge til at ansætte op mod 293 nye pædagoger eller andet pædagogisk personale.
Nyt initiativ: Én stor fælles sidste skoledag i Fælledparken for alle Københavns afgangselever7.4.2026 08:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Som noget helt nyt afholdes sidste skoledag for alle Københavns afgangselever 13. maj i Fælledparken som en endagsfestival. Med initiativet vil Københavns Kommune gøre op med tidligere års uroligheder på sidste skoledag og i stedet skabe én fælles, tryg afslutning med de unges favoritmusikere, madboder og festlige aktiviteter. Festivalen bliver helt uden alkohol.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum