Energistyrelsen

Energistyrelsen godkender første CO2-lager i Danmark

Del

For første gang bliver der udstedt tilladelse til et fuldskala CO2-lager i Danmark. Energistyrelsen har godkendt, at Nini West-feltet - beliggende omkring 240 kilometer nordvest for Esbjerg - nu må blive brugt til geologisk lagring af CO2.

Foto: Greensand/ INEOS Energy

Energistyrelsen har i dag godkendt, at rettighedshaverne bag Greensand Future nu må lagre CO2 i Nini West-feltet i den danske del af Nordsøen. Det er INEOS E&P, Harbour Energy og Nordsøfonden, der står bag Greensand Future-projektet. Tilladelsen gælder for lagring op til 2,4 millioner ton CO2 i en periode på 30 år. Det er første gang, at der bliver givet tilladelse til et CO2-lager i Danmark.

”Det er en markant milepæl, at vi nu får det første CO2-lager herhjemme. Lagre er en helt afgørende del af værdikæden for CO2- fangst og lagring. Vi gavner først klimaet, når CO2’en er lagret og væk fra atmosfæren. Derfor er tilladelsen til det første CO2- lager i Danmark et meget vigtigt skridt på vejen mod at etablere et marked for CCS og dermed skabe forudsætningerne for at høste de store klimagevinster, som CO2- fangst og lagring kan bidrage til”, siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen. 

Etablering af CO2-lagre i Danmark er afgørende for udviklingen af værdikæden for CO2-fangst og lagring og i forhold til at nå de danske klimamål. Greensand Future forventer, at lageret er i drift i midten af 2026, og tilladelsen til Greensand Future vil i så fald ikke kun være en milepæl for CO2 lagring i Danmark. Det vil også være det første CO2-lager i fuld skala i drift i EU.

Pilotprojekt har banet vejen

Den 6. december 2022 fik Project Greensand tildelt en efterforskningstilladelse til injektion og lagring af op til 15.000 ton CO2 i Nini West over en fire måneders periode. Den 8. marts 2023 blev der for første gang injiceret CO2 på dansk sokkel og dermed demonstreret en hel værdikæde fra opsamling til lagring. CO2’en lagres i et reservoir af sandsten 1700-1800 meter under havbunden, der har overliggende lag af forseglende bjergarter.

Nini West-feltet har tidligere været brugt til olie- og gasproduktion. Til lagringen af CO2 bliver det eksisterende anlæg fra den tidligere olie- og gasproduktion, Nini-A, genbrugt.

Kontakter

Energistyrelsen

I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.

Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye