Dansk forskning kan bane vej for udfasning af antibiotika i akvakultur
2.12.2025 14:55:37 CET | Dansk Akvakultur Producentorganisation | Pressemeddelelse
Dansk akvakultur kan stå over for et markant gennembrud i indsatsen for at reducere brugen af antibiotika. Forskere fra Københavns Universitet leder projektet AQUAPHAGE, der udvikler en virusbaseret teknologi, som kan anvendes som et bæredygtigt og målrettet alternativ til antibiotika i produktionen af regnbueørred. Teknologien vurderes at kunne få stor betydning for både miljø, dyresundhed og dansk eksport.

Naturlige bakteriedræbere med stort potentiale
AQUAPHAGE bygger på bakteriofager – naturligt forekommende virus, der specifikt angriber og nedbryder bestemte bakterier uden at påvirke andre mikroorganismer eller miljøet.
Ved at målrette bakteriofagerne mod de bakterier, der forårsager sygdomsudbrud i ørredopdræt, er målet at reducere antibiotikaforbruget betydeligt.
Projektet samler et stærkt partnerskab mellem Københavns Universitet, DTU, Teknologisk Institut og flere virksomheder inden for bioteknologi og akvakultur.
"Vores forskning viser lovende resultater. Med stærke partnere fra både bioteknologi- og akvakultursektoren står vi godt rustet til at udvikle og kommercialisere et produkt, der kan få stor betydning – ikke kun i Danmark, men globalt," siger professor Mathias Middelboe, Københavns Universitet og projektleder for AQUAPHAGE.

Fra laboratoriet til storskala
Teknologisk Institut har nu opskaleret produktionen af bakteriofager til pilotskala. De første koncentrerede fager anvendes i øjeblikket i forsøg på DTU Aquas forsøgsanlæg, hvor teknologien testes mod bakterien Flavobacterium psychrophilum – en af de mest alvorlige sygdomsudfordringer for regnbueørred globalt.
Ifølge Gusztáv Szilágyi, konsulent ved Teknologisk Institut, har opskaleringen været teknisk krævende, især inden for oprensning og kvalitetssikring. På trods af dette er der nu produceret bakteriofager i en kvalitet, der kan indgå i de første praktiske afprøvninger.
Sådan produceres bakteriofager
Produktionen består af tre centrale trin:
- Forberedelse af bakteriekulturer – bakterier dyrkes fra frossen prøve i bioreaktor under kontrollerede forhold.
- Formering af fager – bakteriofager tilsættes kulturen og formerer sig ved at inficere og nedbryde bakterierne.
- Oprensning og koncentrering – væsken filtreres og centrifugeres, så de aktive fager opkoncentreres til mere end 10¹¹ fager/ml.
Vejen mod kommercialisering
De igangværende forsøg skal dokumentere teknologiens effekt og sikkerhed. Herefter skal løsningen kunne skaleres til industriel produktion med henblik på anvendelse som fodertilsætning eller som en del af biologiske filtreringssystemer i recirkulerede dambrug.
Betydelige investeringer fra offentlige og private aktører
Innovationsfonden og Carus Animal Health har sammen med flere erhvervspartnere investeret 20 mio. kr. i projektets næste fase. Projektet løber frem til 2026 og involverer blandt andet DanAqua, Aller Aqua, Carus Animal Health og Nexabiome.
Ifølge Dr. Rajesh Odedra, forskningsdirektør i Carus Animal Health, rummer projektet solide kompetencer inden for både bioteknologi og akvakultur, hvilket styrker mulighederne for at udvikle et produkt med international rækkevidde.
Fakta om regnbueørred i EU
- En af EU's vigtigste opdrætsfisk
- Årlig produktion: over 250.000 ton til en værdi af ca. 660 mio. euro
- EU står for ca. 30 % af den globale produktion
- Danmark producerer ca. 12 % af EU's regnbueørred
- Dansk produktion steg 20 % fra 2012 til 2019
- AQUAPHAGE skal bidrage til at reducere antibiotikaforbruget i ørredproduktion
Læs mere om AQUAPHAGE: Aquaphage – Institut for Biologi - Københavns Universitet
Nøgleord
Kontakter
Cecilie Winther KristensenPresse- og kommunikationsansvarligDansk Akvakultur Producentorganisation
Tlf:20150860cecilie@danskakvakultur.dkRené ChristensenDirektørDansk Akvakultur Producentorganisation
Tlf:52501118rene@danskakvakultur.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Dansk Akvakultur Producentorganisation
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Akvakultur Producentorganisation
Dansk Akvakultur Producentorganisation tager afsked med Niels Ebbe Dalsgaard18.8.2026 14:17:33 CEST | Pressemeddelelse
En markant formand, virksomhedsleder og utrættelig forkæmper for hele akvakulturerhvervet er gået bort alt for tidligt.
Dansk akvakultur får plads i nyt EU-forum om vandresiliens5.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Aquaculture Advisory Council er udvalgt til EU-Kommissionens nye Water Resilience Stakeholder Platform. Brian Thomsen, chefkonsulent i Dansk Akvakultur Producentorganisation og formand for AAC, skal repræsentere den europæiske akvakultursektor i platformen.
Nyt groft hærværk mod havbrugsvirksomhed: Ingen skal gå på arbejde i frygt for vold3.8.2026 11:39:16 CEST | Pressemeddelelse
Flere store arbejdsskibe tilhørende Musholm A/S i Reersø har fået skåret fortøjningerne over. På et af skibene er elektronisk udstyr i styrehuset blevet smadret med, hvad der efter skaderne at dømme kan ligne en økse. Dansk Akvakultur Producentorganisation kræver et klart politisk opgør med angreb på lovlige virksomheder og den stadig mere aggressive retorik mod havbrug.
Gentagne angreb på akvakulturvirksomheder kræver politisk handling30.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
To akvakulturvirksomheder ved Snaptun er igen blevet udsat for omfattende hærværk. Fortøjninger til flere arbejdsskibe er blevet skåret over, og skibene risikerede at drive ud i et trafikeret farvand. Dansk Akvakultur Producentorganisation ser med stor alvor på hændelsen, der føjer sig til tidligere tilfælde af brandstiftelse mod erhvervets fartøjer.
Ny FN-rapport bakker op om behovet for mere akvakultur i Danmark og EU14.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
FAO’s nye hovedrapport viser, at verdens produktion af fisk, skaldyr og andre akvatiske fødevarer har nået et historisk højt niveau. Væksten kommer i stigende grad fra akvakultur.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


