Fra hestepige til førende forsker i hesteadfærd: "Vi skal tænke mere over, hvad hesten selv ville vælge”

Som niårig fik Janne Winther Christensen sin første pony i fødselsdagsgave. Enhver lille piges drøm. Men ponyen startede med at træde på hendes kattekilling, så det blev ikke en drømmestart på deres tid sammen.

Heldigvis slap kattekillingen med livet i behold, og Janne Winther Christensens forhold til den lille sorte shetlandspony med den store hvide blis og de blå øjne voksede med tiden, og det blev starten på et livslangt bånd til heste og på en passion, der i dag har gjort hende til en af verdens førende eksperter i hesteadfærd og -velfærd. Hun er netop blevet udnævnt til professor i Equine Welfare – en milepæl, der understreger hendes betydning for feltet.

”Jeg har haft heste lige siden, og jeg er med tiden blevet mere og mere interesseret i, hvordan heste reagerer og interagerer med hinanden, og jeg er blevet meget klogere på, hvad god hestevelfærd egentlig er,” siger Janne Winther Christensen, professor ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet. 

I dag er det mange år siden, at heste ”bare” var en hobby, og interessen er blevet fundamentet for en forskerkarriere, som skal producere viden, der kan gøre en positiv forskel for heste både i Danmark og internationalt.

Barndommens bånd til hestene

Janne Winther Christensen voksede op på en gård mellem Billund og Vejle. Hun og søsteren havde heste stående hos bedsteforældrene på nabogården, og det var her, hun lærte at omgås dyr.

Særligt én pony gjorde indtryk: Sille. En lidt for stor og uregerlig pony, som hun selv tilred som 12-årig.

”Jeg blev ved med at komme der hver dag, selvom Sille smed mig af gang på gang. Jeg var lidt bange for hende men også stædig. Efterhånden accepterede Sille, at jeg red på hende, og jeg var overbevist om, at hun var begyndt at kunne lide mig, og så fik jeg endnu mere blod på tanden. Vi fik et helt særligt bånd, Sille og mig.”

Sille fulgte Janne Winther Christensen i mere end 17 år. Gennem ungdom, studier og voksenliv. De trænede og udviklede sig sammen, så de med tiden startede til dressurstævner på middelhøjt niveau. 

Det var den almindelige skoleridning, der var i centrum – den type ridning, som generationer af danskere har mødt i rideskoler over hele landet. På det tidspunkt stod mange heste stadig i spiltov, og omgangsformerne var præget af traditioner, man sjældent satte spørgsmålstegn ved. Men for Janne Winther Christensen begyndte der at dukke små sprækker op i selvfølgelighederne og spørgsmålene begyndte stille og roligt at tage form i hendes bevidsthed. 

Fra økonomi til biologi 

Efter gymnasiet mente Janne Winther Christensen, at hun skulle overtage forældrenes virksomhed, der fremstillede specialmaskiner til landbruget på gården mellem Vejle og Billund, og hun begyndte derfor at læse økonomi på universitetet. Men der gik ikke længe på studiet, før det føltes helt forkert. 

Så hun skiftede til biologi, hvor hun hurtigt kastede sig over adfærdsstudier. Et projekt om zebraer i Givskud Zoo blev skelsættende. Her fik Janne Winther Christensen nemlig blik for, hvor meget zebraers sociale adfærd minder om hestes, og hun undrede sig over, hvorfor man så egentlig behandler dem så forskelligt – man holder jo f.eks. ikke zebraer uden social kontakt til andre zebraer.

Ukraine og nye erkendelser

Janne Winther Christensen skrev, mens hun var specialestuderende i slut 90’erne, et brev til et reservat i Ukraine, der havde verdens største bestand af vilde Przewalski-heste, der er den nærmeste slægtning til den moderne tamhest. Måneder senere kom et svar: En invitation til en konference i Kyiv.

”Det var en vild oplevelse. Sovekahytter på en flodbåd, mænd i mørke jakkesæt samlet omkring et stort rundt bord, artikler, der blev læst op på russisk og et forsøg på simultantolkning,” fortæller Janne Winther Christensen.

Det var svært at følge med, men konferencen bød heldigvis også på nye bekendtskaber og netværk, og den blev et vendepunkt for hende og hendes karriere. Efter konferencen fik hun nemlig adgang til reservatet i det sydlige Ukraine, hvor hun i foråret 2000 tilbragte flere måneder med at observere vilde Przewalski-heste i et relativt naturligt miljø.

”Jeg så, hvordan heste faktisk lever, hvis de får lov at vælge selv. Det ændrede mit syn på heste for altid, og det kom til at blive definerende for min forskning,” siger hun. 

I Ukraine så hun, hvordan hingste dannede bachelorgrupper, unge og ældre dyr der levede i stabile flokke, og ingen heste, der gik alene. Nogensinde.

Heste ville aldrig vælge at være alene

Det, Janne Winther Christensen observerede i Ukraine, satte sig dybt i hende. Og det blev starten på et centralt forskningsspørgsmål: Hvad ville hesten selv vælge?

”Svaret på det spørgsmål er entydigt og helt klart: Social kontakt. Ikke bare visuel kontakt, men fysisk kontakt – nussen, pelspleje, berøring. Det ligger så dybt i deres natur, at det bør være grundlaget for al hestehold,” siger Janne Winther Christensen.

Den viden og indsigt fik Janne Winther Christensen til at se med nye øjne på den danske hestebranche og også på sin egen opvækst med heste. Heste, der stod alene i bokse eller i spiltove, uden fysisk kontakt en stor del af døgnet.

”Det var sådan, man gjorde dengang. Jeg har selv haft heste stående i separate bokse og i spiltov på den lokale rideskole. I dag ved jeg, at det ikke er godt for dem. Og det er okay at skifte retning, når man bliver klogere. Men så synes jeg til gengæld også, at man har pligt til at handle på ens viden,” siger Janne Winther Christensen. 

I dag går hendes egne heste da også i løsdrift sammen, og de kan selv vælge om, de vil gå ude på marken eller inde i stalden. 

Tre regler, der burde være lov

For Janne Winther Christensen handler det ikke om, at mennesker ikke kan holde heste eller træne dem, men det handler om, at vi skal gøre det på en måde, der sikrer god velfærd for hestene. Og hvad er god hestevelfærd så? 

For at finde svaret på det spørgsmål skal vi ifølge Janne Winther Christensen kigge på hestenes adfærd og se på, hvad hestene selv ville vælge, hvis det stod dem frit for. Det bedst dokumenterede adfærdsmæssige behov hos heste er social kontakt med andre heste. Heste vil faktisk gå rigtigt langt for at få stillet det behov. 

”Det er vigtigt, at vi forsøger at fjerne blikket fra, hvad der er praktisk for mennesker i forhold til at holde heste og løfte blikket og se mere på, hvad der er godt for hesten. Det synes jeg, at vi har pligt til ikke at ignorere,” siger hun. 

Janne Winther Christensen fremhæver tre enkle, men afgørende principper for god hestevelfærd, som er blevet hendes faglige og etiske kompas for hestehold:

1. Heste skal have adgang til fuld fysisk kontakt med andre heste.
2. Heste skal have mulighed for daglig fri bevægelse. Helst i mange timer.
3. Heste skal have adgang til græs/grovfoder hele døgnet eller med pauser på højst 3-4 timer.

Desuden er der en række kriterier, som bør overholdes i forbindelse med menneskers brug af heste til sport og fritid, bl.a.:

• Interaktioner mellem heste og mennesker skal være så positive for hesten som muligt, dvs. brugen af tvang, pres og ubehag skal minimeres
• Træningsmetoder og udstyr må ikke påføre hesten smerte
• Træning skal baseres på viden om læringsteori
• Heste skal tilvænnes gradvist til nye situationer
• Bedømmelse af sportslige præstationer skal inkludere mål for hestevelfærd   

Fra speciale til international stemme for hestevelfærd

Allerede i sit speciale dokumenterede Janne Winther Christensen, hvordan heste, der havde stået isoleret hele vinteren, udviste en slags ”social sult”, når de igen fik mulighed for social kontakt med andre heste, når de blev lukket på sommergræs. 

Først viste de mere aggression, men efterfølgende mere social hudpleje og opsøgende adfærd end kontrolgruppen af heste, der havde haft social kontakt med andre heste i løbet af vinteren.

”De havde et voldsomt behov for den sociale kontakt med andre heste, som pludseligt fik afløb. Det er præcis det, vi ser, når dyr bliver forhindret i at udleve deres naturlige adfærd i længere tid,” siger hun.

Specialet er stadig en af hendes mest citerede videnskabelige artikler, og det satte hende på verdenskortet som forsker i hesteadfærd allerede fra første færd. I dag underviser hun, vejleder og driver forskningsprojekter, der har indflydelse på både lovgivning, rådgivning og praksis i hele Europa, og hendes betydning for hesteforskningen rækker langt ud over Danmarks grænser. 

Som anerkendelse af hendes mangeårige indsats for at fremme forskningen i hesteadfærd, træning og velfærd er hun for nylig blevet udnævnt til æresmedlem af den internationale organisation International Society for Equitation Science (ISES).

Organisationen fremhæver især hendes arbejde for at udvikle hesteadfærdsforskningen som felt, og hendes indsats for at bringe viden i spil i praksis både i ridesporten og i lovgivning.

Janne har gennem årene haft flere ledende roller i organisationen, blandt andet som vicepræsident og senere præsident.

Et budskab, hun aldrig bliver træt af at gentage

Janne Winther Christensen er i dag en fremtrædende stemme i forskningsverdenen, og hendes arbejde er stadig drevet af det samme grundlæggende spørgsmål, hun første gang stillede sig selv i Ukraine:

”Hvis bare flere hesteejere begynder at stille sig selv det spørgsmål – hvad ville hesten vælge? – så kan vi nå meget langt,” siger hun og fortsætter:

”For hvis vi virkelig ønsker, at vores heste har det godt – og det ved jeg, at langt de fleste gør – så må førsteprioriteten være at sikre dem daglig fysisk kontakt med andre heste.”

Der er ifølge Janne sket fremskridt i Danmark. ”Den brede midte, fritids- og hobbyhestehold, har ofte forhold, hvor hestene får dækket mange af deres adfærdsmæssige behov. Men i den anden ende af spektret ser vi heste til millioner, der står alene i bokse eller alene på små folde, ofte fordi man frygter skader og vil beskytte sin investering,” siger hun.

Men set fra hestens perspektiv giver det ikke mening:

”Jeg synes, at man skal tænke over, at hvis man spurgte den milliondyre dressurhest, om den helst ville have massage, solarie og dyre dækkener, eller om den ville hænge ud med andre heste på en stor fold, så ville den vælge de andre heste – altid. Hestene ville fravælge os – de ville ikke engang se sig tilbage – hvis de kunne vælge at leve sammen med artsfæller fremfor os,” siger Janne Winther Christensen.

Det betyder ikke, at man ikke kan have et tæt og meningsfuldt forhold til sin hest, men det betyder, at relationen ikke må stå i vejen for det, der virkelig betyder noget for hesten selv: social kontakt med andre heste.

”Hvis vi virkelig vil gøre det godt for vores heste, må vi starte dér,” siger Janne Winther Christensen.

Janne Winther Christensen tiltræder 1. december 2025 som professor i Equine Welfare ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på AU Viborg.