Over halvdelen af verdens kystnære bebyggelser trækker sig tilbage på grund af øgede klimarisici

I århundreder har kystlinjer tiltrukket tæt bebyggelse og økonomisk aktivitet. I dag bor mere end 40 procent af verdens befolkning inden for 100 kilometer fra kysten, hvor de er udsat for stigende havniveau, kysterosion, oversvømmelser og tropiske cykloner.

Selvom det at flytte væk fra kysten ofte betragtes som en tilpasningsstrategi, har dets globale omfang og drivkræfter været uklare. Et nyt studie lavet af bl.a. forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet kaster nu nyt lys over fænomenet.

Studiet, som er offentliggjort i Nature Climate Change, leverer det første globale bevis for, at tilbagetrækning fra kystområder i højere grad er drevet af social og infrastrukturel sårbarhed end af historisk eksponering for farer.

Det nye studie kortlægger bevægelse af bosættelser i 1.071 kystregioner i 155 lande. Ved at samle observationer af natbelysning fra bosættelser med globale socioøkonomiske datasæt fandt forskerne, at 56 % af kystregionerne har trukket sig tilbage fra kysten fra 1992 til 2019, og 16 % af regionerne, herunder København-området i Danmark, er rykket tættere på kysten, mens 28 % er forblevet stabile.

En voksende, men ujævn global forandring

"Mere end halvdelen af verdens kystregioner bevæger sig væk fra kystlinjen, med Afrika (67 %) og Oceanien (59 %) i spidsen for tilbagetrækningen. I dele af Asien og Sydamerika fortsætter mange samfund imidlertid med at udvide sig mod kysten," forklarer medforfatter Dr. Shengping Ding fra Institut for Geovidenskab og Naturressourceforvaltning ved Københavns Universitet.

Undersøgelsen fremhæver en betydelig tilpasningskløft: Næsten halvdelen af lavindkomstregionerne – især i Afrika og Asien – er ikke i stand til at trække sig tilbage, ofte på grund af stræben efter en socioøkonomisk forbedring, som er afhængighed af de kystnære arealer og mangel på alternative ressourcer. Dette efterlader millioner af mennesker mere udsatte for oversvømmelser og erosion ved kysten.

Interessant nok sker tilbagetrækning oftest i mellemindkomstlande. Det kan skyldes, at disse lande har nok ressourcer og stærke nok institutioner til at kunne flytte folk væk fra risikoområder, men de er endnu ikke rige nok til kun at satse på store beskyttende byggerier som diger og mure.

I mellemtiden har både lav- og højindkomstregioner en tendens til at blive i nærheden af- eller flytte endnu tættere på kysten – dog af meget forskellige årsager. Fattigere regioner udvider ofte bosættelser langs kysten i søgen efter levebrød, adgang til infrastruktur og økonomiske muligheder. Derimod kan rigere regioner føle sig sikre på deres evne til at håndtere klimarisici ved at stole på avanceret infrastruktur, varslingssystemer og kystforsvar.

København bevæger sig tættere på vandet

For nylig har den øgede risiko for oversvømmelser og deraf følgende skader på kystnære bosættelser udløst en debat i Danmark, hvor kritikere beskylder politikerne for at udskyde lovede tiltag, der skal beskytte ejendomsejere mod skader.

På trods af dette er Danmark, eksemplificeret ved hovedstadsregionen København, blandt de få regioner, der har bevæget sig tættere på kysten i de seneste årtier, viser forskningen.

"Sammenlignet med fattigere regioner har Danmark en stærk infrastruktur og større kapacitet til at tilpasse sig stigende kystrisici. Danskerne har også en tendens til at stole på, at politikerne vil gøre det nødvendige for at beskytte sårbare kystlinjer. Steder som København og Aarhus har historisk set fungeret som vigtige handels- og industribyer ved kysten. Men tillid alene er måske ikke nok. Med dokumenteret erosion i dele af Danmark bliver proaktiv planlægning af indlandet og tiltag der skal styrke kysternes modstandsdygtighed stadig vigtigere," siger medforfatter, lektor Alexander V. Prishchepov fra Institut for Geovidenskab og Naturressourceforvaltning, Københavns Universitet.

Undersøgelsen viser, at det ikke er hyppigheden af tidligere katastrofer i en region, der primært driver kysttilbagetrækningen. I stedet er det den aktuelle sårbarhed over for kystfarer, der fremskynder den – især hvor infrastrukturbeskyttelsen er begrænset, og tilpasningsevnen (sociale, økonomiske og politiske midler) er lav.

”Vores analyse viser, at tilbagetrækning fra kystområderne hovedsageligt sker som reaktion på lav beskyttelse og svag tilpasningsevne i områder, hvor lokalsamfundene ikke har midlerne til at beskytte sig selv. Sådanne regioner oplever ofte en hurtigere tilbagetrækning, ikke nødvendigvis på grund af flere farer, men fordi de mangler kapaciteten til at blive,” tilføjer Shengping Ding.

Behov for yderligere studier

Alexander V. Prishchepov fremhæver, at undersøgelsen giver værdifulde lærdomme for klimatilpasning over hele verden, herunder i Danmark, hvor landindvinding og kystudvikling er omfattende.

”Vores forskning viser, at det er sårbarheden, ikke kun eksponeringen for farer, der afgør, om samfundene tilpasser sig proaktivt eller tvinges til at trække sig tilbage reaktivt. For lande som Danmark, hvor kystudvidelsen fortsætter, er det afgørende for beslutningstagerne at forstå denne globale dynamik for at undgå fremtidig fejltilpasning,” siger Prishchepov og tilføjer:

”Globalt set må vi skifte fra reaktiv tilbagetrækning til proaktiv planlægning og integrere social sårbarhed i den langsigtede kystforvaltning.”

Han påpeger også vigtigheden af yderligere forskning.

”Selvom denne forskning giver værdifuld indsigt i globale migrationsmønstre, er der behov for yderligere studier for at forstå dem fuldt ud. Især i socialt sårbare regioner, som afrikanske lande, giver data om lys om natten muligvis ikke det fulde billede, da økonomisk aktivitet og bosættelsesomfang ikke nødvendigvis er knyttet til lysaktivitet i regioner med begrænset elektrificering,” siger Prishchepov.

Om studiet

Undersøgelsen anvendte metoden »mixed-effects modelling« – et statistisk værktøj, der forbedrer analysen af komplekse datastrukturer ved at inddrage både faste og tilfældige effekter. Denne tilgang viste, at en forbedring på 1 % i en regions tilpasningsevne resulterede i en reduktion på 4,2 % i tilbagetrækningshastigheden, og en stigning på 1 % i strukturel beskyttelse førte til en reduktion på 6,4 %.

Undersøgelsen blev gennemført af et internationalt team ledet af forskere fra Sichuan University og omfattede eksperter i remote sensing fra Københavns Universitet (Alexander Prishchepov og Shengping Ding.

Læs studiet: Global coastal human settlement retreat driven by vulnerability to coastal climate hazards