Klimaprotestens paradoks

Klimaaktivismen tager mange former. Men en af de mest synlige er de såkaldte forstyrrende protestaktioner. De kendetegnes ved, at hverdagen eller særlige kulturelle begivenheder i en periode forstyrres af klimaaktivister, der på den ene eller anden måde afbryder det forventede med en protestaktion.

En forstyrrende protestaktion kunne eksempelvis være en menneskelig blokade af trafikken, maling hældt på et maleri eller en afbrudt sportsbegivenhed. Disse er eksempler på forstyrrende aktioner, der har fyldt mediebilledet i de senere år.

Ifølge adjunkt Clara Vandeweerdt er det naturligt, at klimaaktivister i mange tilfælde vælger netop den forstyrrende protestaktion som kommunikationsform. Forskningen viser, at det virker.

Mere opmærksomhed

Clara Vandeweerdt er adjunkt på Institut for Statskundskab og forsker i klima og offentlige holdninger.

Hendes seneste studie ’The Activist’s Trade-off: Climate Disruption Buys Salience at a Cost’ viser, hvordan ikke-voldelige, forstyrrende protestaktioner fører til mere opmærksomhed på klimaforandringer som et samfundsproblem, men præsenterer også et paradoks:

”Paradokset ligger i, at man med en forstyrrende protestaktion godt kan få opmærksomhed og løfte en sag på den politiske dagsorden. Men vi ser også en lille backlash-effekt,” siger hun.

Bagslags-effekten ligger i den specifikke politiske handling, som aktivister gerne vil have gennemført.

”Det ene eksempel, som jeg har brugt i min forskning, handler om aktivister, som vil forhindre, at der bliver bygget flere motorveje i Danmark. Men man kan se, at folk, der har set den protestaktion, faktisk i højere grad vil støtte op om byggeri af motorveje,” siger Clara Vandeweerdt.

Hendes forskning viser altså, at folk generelt rangerer klimaforandringer som et vigtigere samfundsproblem efter at have set mediedækning af forstyrrende protestaktioner, men at nogle også vil være mindre tilbøjelige til at støtte specifikke politiske tiltag promoveret af aktivisterne. På samme tid forbliver folks generelle bekymring omkring klimaforandringer og deres villighed til at handle den samme.

Metode og resultater

Clara Vandeweerdts forskning tager udgangspunkt i to konkrete eksempler på mediedækning af forstyrrende klimaprotestaktioner. Det ene er en motorvejsblokade fra Danmark, mens den anden er en afbrydelse af en tv-transmitteret snooker-kamp i Storbritannien.

”Det er et klassisk opbygget eksperiment, hvor alle deltagerne har været opdelt i to grupper. Den ene gruppe har bare fået stillet et helt åbent spørgsmål om deres holdning til de vigtigste politiske problematikker lige nu, men også nogle mere specifikke spørgsmål om klimaforandringer og klimapolitik,” fortæller Clara Vandeweerdt.

”Den anden gruppe har svaret på de samme spørgsmål, men først efter at have læst en nyhedsartikel om en forstyrrende protestaktion for klimaet,” siger hun.

Studiet viser, at deltagerne i den anden gruppe var 10-19 procent mere tilbøjelige til at udpege klimaet som et stort samfundsproblem i forhold til kontrolgruppen. Men der kunne altså også måles en mindre bagslagseffekt, hvor de samme deltagere udviste mere negative holdninger til de konkrete politiske klimatiltag, aktivisterne havde krævet.

Kan det betale sig?

Det store spørgsmål er så, om det med denne viden kan betale sig at anvende forstyrrende protestaktioner som klimaaktivistisk værktøj.

”Når aktivister skal beslutte, om de skal lave en forstyrrende protest, en fredelig protest eller helt lade være med at protestere, skal de overveje det her trade-off mellem opmærksomhed og risikoen for backlash,” siger Clara Vandeweerdt.

Hun fremhæver dog, at opmærksomheds-effekten er markant større end backlash-effekten.

”Men det kunne jo være interessant at finde ud af, om der findes måder at gennemføre protestaktioner, hvor man kan hæve opmærksomheden, men undgå modreaktionen. Man kan selvfølgelig lave ikke-forstyrrende aktivisme. Det har ikke nogen backlash-effekt, men vi kan også se, at det stort set ikke får nogen opmærksomhed. Selvom man samler mange flere mennesker til at deltage i en fredelig protestmarch, er det svært at få en fredelig protestmarch i medierne,” siger hun.

Hun forestiller sig også, at forskningen kan have interesse for offentlige myndingheder, regeringer og domstole.

”De skal jo forholde sig til protestaktionerne og forsøge at gøre det rigtige i håndteringen af forstyrrende aktivisme. Det er godt, hvis de ved, hvilken effekt aktivismen faktisk har på samfundet,” siger Clara Vandeweerdt.

’The Activist’s Trade-off: Climate Disruption Buys Salience at a Cost’ er fagfællebedømt og bragt i tidsskriftet Political Behavior.