Ukraine House i Danmark afholder debat om afslutningen på russisk kolonialisme

At give stemme til de undertrykte nationer

Debatten blev indledt af Oleg Magaletskyi, som præsenterede Free Nations of Post-Russia
Forums arbejde. Han understregede, at Rusland fortsat udgør Europas sidste koloniale
imperium – en realitet, som fortsat ikke rigtig er erkendt, selv i Vesten.

Magaletskyi beskrev forummets dobbelte fokus på oplysning og fortalervirksomhed: at
afdække Ruslands koloniale karakter og styrke stemmerne fra de undertrykte folkeslag
såsom Sakha, Burjatien, Tatarstan, Basjkortostan og mange flere. Han illustrerede omfanget
af Moskvas dominans ved at sammenligne afstanden mellem Moskva og Jakutsk med
afstanden fra Lissabon til Luanda eller Bruxelles til Kinshasa – og understregede derved, at
der ikke blot er tale om geografi, men kolonial kontrol:

”Folk i disse regioner behandles som andenrangsborgere. Moskva sender deres mænd i krig
i Ukraine og beslaglægger deres ressourcer for at finansiere aggressionen. Ukraine kender
dette system godt – vi blev selv brugt som kolonial ressource i imperiale krige. Derfor kan
den krig, der begyndte i Moskva, kun ende i Moskva.”

Opbygning af relationer mellem de undertrykte nationer og en kontrolleret, ikke-voldelig
afkolonisering er den eneste vej til at forhindre nye cyklusser af aggression og kaos.

Sammenbruddets uundgåelighed og illusionernes ophør

Juraj Mesík mindede tilhørerne om, at historien viser, at alle imperier før eller siden bryder
sammen. Han advarede dog om, at Europa risikerer at gentage fejlene fra Den Kolde Krigs
afslutning, hvor man var fuldstændig uforberedt på Sovjetunionens kollaps.

Han udtrykte bekymring for, at Europa den dag i dag besidder samme mindset – ude af
stand eller uvillig til at indse realiteten ift. Ruslands skrøbelighed. Imperier går altid i
opløsning - men den reelle fare ligger ikke i selve sammenbruddet, men i Europas modvilje
til at forberede sig på det:

“Vi er så tryllebundet af, at Rusland er geografisk stort, at det kan sende hundredtusinder i
døden uden modstand, fordi de reelt er slaver, og at det stadig besidder økonomiske
ressourcer, som dog svinder hurtigt ind. Alligevel fortsætter vi med at tro, at Rusland er
økonomisk stærkt. Vi har alle mulige forudfattede forestillinger, som vi klamrer os til, og vi
nægter at forholde os til virkeligheden – nemlig at det hele er ved at forsvinde.”

Ifølge Mesík holdes Rusland i dag sammen af fire skrøbelige kræfter. Den første er tvang
(militær og politi). Den anden er energieksport: indtægter fra olie og naturgas - især penge
der tilflød fra Europa indtil 2023. Den tredje er ideologi: den chauvinistiske forestilling om
den ‘store russiske nation’, som retfærdiggør imperium og aggression. Og den fjerde er frygt:
atomtruslen, som systematisk og metodisk bruges til at lamme vestlige beslutningstagere.

Et centralt tema i debatten i København var den akutte nødvendighed af, at Europa frigør sig
fra illusioner om Rusland og erkender omfanget af den trussel, landet udgør. Alt for længe
har vestlige beslutningstagere vaklet mellem frygten for eskalation og ønsketænkning om
mulige “genstarter” i relationerne til Moskva.

Mette Skak fremhævede faren ved at lade sig forføre af sådanne illusioner og
understregede, at Danmarks tilgang bør bygge på realisme:

“I Danmark fører vi ikke politik, der bygger på illusioner om Rusland. Generelt mener jeg, at
frygten for, at Rusland vil bruge atomvåben, er ved at forsvinde. Folk indser, at jo oftere
Moskva gentager disse trusler, desto mere mister de deres virkning. På et tidspunkt blev der
endda talt om at forfølge en såkaldt ‘omvendt Nixon-doktrin’ – altså at forsøge at lokke Putin
og Rusland til at stille sig på USA’s side mod Kina. Men det er en illusion. Det kommer ikke
til at ske, for Putin og Xi Jinping er dybest set samme type diktatorer.”

Den manglende sejrsteori og Europas strategiske handlingslammelse

Et centralt svaghedspunkt, som blev fremhævet under debatten, var Europas manglende
sammenhængende strategi for at håndtere Ruslands aggression. I mere end tre år har de
vestlige allierede gentaget parolen om at støtte Ukraine “så længe det er nødvendigt”, men
panelet understregede, at det ikke er en strategi – blot et slagord, der dækker over fraværet
af en reel plan for sejr. Uden en klar forståelse af, hvad målet er, og hvordan det skal nås,
risikerer Europa at forlænge krigen unødigt, udtømme Ukraines menneskelige ressourcer og
svække den europæiske befolknings vilje til at fortsætte støtten.

Jacob Kaarsbo var markant i sin kritik af denne tilgang:

“Efter to og et halvt år i Ukraine har vi på intet tidspunkt haft en teori om sejr. Det har hele
tiden lydt ‘så længe det tager’ – men det har ikke ført os nogen vegne, og det er derfor,
krigen stadig er i gang.”

Han påpegede, at europæisk sikkerhedspolitik længe har været formet af amerikansk
lederskab og beskyttelsen under den amerikanske atomparaply, hvilket har gjort Europa
uvant med selvstændig strategisk tænkning. Derfor, understregede han, må Europa nu blive
mere beslutsomt i sine beslutninger og handlinger.

Charlotte Flindt Pedersen tilsluttede sig vurderingen af, at Europas største svaghed er
manglen på strategisk fremsyn. Hun understregede, at Rusland ikke kan inddæmmes
gradvist eller afskrækkes gennem en udmattelseskrig alene:

“Vi har endnu ikke fuldt ud erkendt omfanget af den trussel, Rusland udgør. Man standser
ikke Sovjetunionen gradvist – man standser det med kraft. I stedet for en udmattelseskrig
burde vi have sagt: ‘Nok er nok.’”

Hun fremhævede, at det Europa mangler, er et fælles strategisk tankesæt – en erkendelse
af, at Rusland bør opfattes, som dét det reelt er: en forstyrrende magt med global
rækkevidde.

“Det, der mangler i Europa, er en fælles forståelse af Rusland som en forstyrrende magt og
en samlet plan med scenarier for mulige udfald. En af de ting Danmark – eller den
nuværende statsminister – har forstået, er, at vi faktisk er nødt til at møde magt med magt,
og nogle gange selv være den offensive part. Det er meget skræmmende for os, fordi vi har
levet så mange år i fred.”

Samlet afslørede oplægsholdernes indlæg en dyb strategisk handlingslammelse i kernen af
europæisk politik: en manglende definition af, hvad sejr betyder, en svigtende tro på
Europas egen handlekraft og en tilbageholdenhed med at konfrontere Rusland som den
systemiske trussel, landet udgør. At overvinde denne handlingslammelse, lød det, bliver
afgørende for, om Europa formår at tage initiativet og én gang for alle sætte punktum for den
russiske imperialisme.

Juraj Mesík understregede, at Ruslands imperiale tilbagetog historisk set altid har fulgt efter
militære nederlag – fra tabet af Alaska efter Krimkrigen til Finlands og Polens
selvstændighed efter Første Verdenskrig. Han argumenterede for, at den samme logik
gælder i dag - forudsætningen for Ruslands sammenbrud er et klart nederlag i Ukraine.
“I det øjeblik Rusland lider et militært nederlag, vil den mest grundlæggende kraft, der holder
landet sammen – det militære og tvangsbaserede magtapparat – forsvinde eller blive
væsentligt svækket. Det vil åbne muligheder for både nationale frigørelsesbevægelser [...]
og regionalt selvstyre.”

Demokrati gennem afkolonisering

Panelet understregede også, at Rusland i sin nuværende form ikke kan reformeres til et
demokrati. Landets størrelse, sociale struktur og autoritære traditioner gør det
modstandsdygtigt over for enhver reel demokratisk forandring. Ifølge panelet kan demokrati i
det post-russiske område kun opstå gennem afkolonisering og styrkelse af de undertrykte
nationer.

Yaroslav Yurchyshyn fremhævede, at etniske minoriteter udgør mindst 30 procent af
Ruslands befolkning, og dét til trods, er deres stemmer fraværende i de internationale
drøftelser:

“Når vores europæiske kolleger siger: ‘Vi skal høre Rusland,’ svarer jeg: Mindst 30 procent
af Rusland består af etniske minoriteter – hvorfor høres deres stemmer aldrig i den globale
debat? Derfor har vi oprettet en særlig kommission, inviteret eksperter og sat os et mål –
ikke at erstatte Rusland eller dets oprindelige folk, ikke at tale på deres vegne, men at sikre,
at deres stemmer endelig bliver hørt. Samtidig må vi være tydelige om
menneskerettighederne. Rusland har ødelagt dette begreb – både i Ukraine og i alle de
besatte områder. Men selv her findes en mulighed for demokratisering i det post-russiske
rum. Den bedste vej frem er decentralisering – eller det vi kalder ‘reføderalisering’ – for selv
om Rusland kalder sig en føderation, har ingen region reelt nogen rettigheder.”

Juraj Mesík tilføjede, at Europa må opgive forestillingen om, at Rusland nogensinde kan
udvikle sig til et demokrati i sin nuværende form. Han pegede på, at landet mangler de
sociale, institutionelle og kulturelle forudsætninger for en sådan transformation. I stedet,
advarede han, vil Rusland forblive tæt knyttet til Kina og andre autoritære magter. Vesten
må derfor opgive illusionen om “de gode russere” og i stedet engagere sig direkte med
repræsentanter for de undertrykte nationer inden for den Russiske Føderation – de eneste,
der har legitimitet til at opbygge demokratisk fremtid, når Moskvas kontrol en dag bryder
sammen.

Budskabet var klart: Varigt demokrati vil ikke vokse ud af Moskva, men via frigørelsen
af de mange nationer, som længe har været undertrykt af russisk herredømme.

Centrale pointer fra debatten

•  Sammenbruddet er uundgåeligt: Ruslands imperiale tilbagetog følger militære
  nederlag – Ukraines sejr vil udløse det.
• Illusioner må ophøre: Både genstarter, troen på ”gode russere” og atomfrygt
  forsinker blot handling.
• Europa mangler en strategi: ”Så længe det tager” er ikke en plan – en teori om sejr
  er nødvendig.
• Europa skal stå på egne ben: Afhængigheden af USA er risikabel – Europa må
  opbygge sin egen sikkerhedsarkitektur.
• Demokrati kræver afkolonisering: Et demokratisk Rusland i sin nuværende form er
  umulig – undertrykte nationer må styrkes.
• Stemmerne fra nationerne tæller: Ikke-russiske folk udgør en tredjedel af
  befolkningen og skal inddrages i udformningen af et post-russisk fremtidsperspektiv.
• Forberedelse forebygger kaos: Uden planlægning risikerer man et kollaps som i
  Jugoslavien snarere end Tjekkoslovakiet.
• Sammenhold er afgørende: Demokratier må være mere forenede end autokratiske
  regimer for at sejre.

Ukraine House i Danmark takker alle oplægsholdere og samarbejdspartnere for deres
bidrag til debatten. Deltagernes perspektiver understreger, at forberedelsen på afslutningen
af russisk kolonialisme er både en geopolitisk og moralsk nødvendighed. Samtalen må
fortsætte – i København og i resten af Europa – for at sikre, at når imperiet falder, står den
frie verden klar til at støtte retfærdighed, stabilitet og de frigjorte nationers stemmer.