Ny forskning: De fire store revisionshuse tilpasser gennemsigtigheden alt efter hvem der kigger med
21.10.2025 05:00:00 CEST | Copenhagen Business School | Nyhed
De fire store revisionshuse fremstår åbne i ét land og lukkede i et andet. Det kan underminere tilliden til branchen og i sidste ende skade samfundsøkonomien, påpeger forsker, som står bag det nye studie.

Verdens fire største revisionshuse, Deloitte, PwC, EY og KPMG, har på bare et årti forvandlet sig fra klassiske revisorer til globale rådgivere med enorme forretningsinteresser. I dag bistår de både regeringer og multinationale selskaber i komplekse økonomiske spørgsmål.
Men udviklingen har også en bagside. Graden af gennemsigtighed varierer nemlig markant afhængigt af, hvor i verden de opererer, og hvem der kigger med.
Det viser et nyt studie publiceret i det anerkendte tidsskrift Contemporary Accounting Research.
I studiet beskrives fænomenet som ’transparency arbitrage’, som kan forklares som en strategisk tilpasning af, hvor meget man vælger at vise frem.
Ifølge Saila Stausholm, som er postdoc på Institut for Organisation ved CBS og hovedforfatter til artiklen, er studiet vigtigt for offentligheden, eftersom de fire store revisionshuse fungerer som en slags halvoffentlige institutioner.
“Som statsautoriserede revisorer har de fået tildelt en central rolle i at sikre sandhed og gennemsigtighed i markederne. Samtidig har de udvidet deres forretninger langt ud over revision. I dag rådgiver de både virksomheder og regeringer om alt fra kunstig intelligens og økonomisk politik til regnskabsstandarder og internationale skattearrangementer,” forklarer Saila Stausholm.
Revisionsgiganternes dobbeltrolle udfordrer tilliden
Det gør dem til strukturelt vigtige organisationer, hvis interesser og styring har samfundsmæssig betydning, påpeger Saila Stausholm:
“Hvis de fremstår åbne i ét land, men er lukkede i et andet, underminerer det troværdigheden alle steder. Særligt fordi vi ved, at deres arbejde i de mindre gennemsigtige jurisdiktioner ofte hænger sammen med skatteundgåelse, og det har reelle, skadelige effekter som øget ulighed og svækkede offentlige finanser.”
Studiet bygger på en omfattende kortlægning af de fire revisionshuses selskabsstrukturer og medarbejdertal på tværs af lande og lovgivning. Forskerne har analyseret offentligt tilgængelige virksomhedsdata og registre fra 2017 for at forstå, hvordan koncernerne organiserer sig i lavskattelande og bruger grænseoverskridende strukturer til at reducere gennemsigtighed.
Når de store revisionshuse taler til myndigheder, investorer og offentligheden i Europa, lægger de vægt på åbenhed og ansvarlighed. På deres danske hjemmesider kan man finde oplysninger om ledelse, diversitet og selskabets struktur.
Men samme firmaer fremstår langt mere tilknappede i visse andre lande, især i såkaldte offshore-jurisdiktioner som Bermuda og Caymanøerne. Her kan selv grundlæggende oplysninger om antallet af ansatte eller ledelsens sammensætning mangle.
Det er ikke tilfældigt, konkluderer forskerne. De steder, hvor informationen er mest sparsom, er ofte de samme, som bruges til at minimere skat.
Forskerne understreger dog, at kortlægningen dækker et øjebliksbillede: dataene stammer fra 2017, og ændringer i regulering og markedsforhold kan have påvirket billedet siden.
Potentiale til at regulere
EU og OECD har de seneste år indført krav om land for land-rapportering for store virksomheder. Men reglerne gælder ikke for revisionshusene, fordi de formelt ikke er organiseret som multinationale koncerner, men som netværk af selvstændige enheder.
Ifølge Saila Stausholm kan revisionshusenes komplekse struktur være årsagen til deres skiftende grad af gennemsigtighed.
“De fire revisionshuse markedsfører sig som globale organisationer, men er i juridisk forstand sammensat af lokale partnerskaber. Det betyder, at de udadtil kan fremstå som ét samlet brand, og samtidig undgå at blive behandlet som egentlige multinationale selskaber,” forklarer Saila Stausholm og fortsætter:
“Strukturen giver fleksibilitet. Den gør det muligt at tilbyde kunderne sømløse ydelser på tværs af landegrænser, men den betyder også, at ansvaret kan fragmenteres. For regulatorer kan de sige: ”’Vi er kun ansvarlige for vores lokale enhed.” For kunderne kan de sige: ‘Vi kan hjælpe dig globalt.'
Studiet peger på, at nye regler kunne tvinge revisionshusene til at offentliggøre mere om deres aktiviteter og økonomi i hvert enkelt land. Men øget gennemsigtighed vil ikke nødvendigvis løse udfordringen. Forskerne fremhæver derfor en anden mulig vej, nemlig at adskille revisionsforretningen fra rådgivnings- og konsulentdelen. Uafhængige revisorer ville dermed få et klarere incitament til at afsløre fejl, svindel og måske også aggressiv skatteplanlægning.
Fakta: The Big Four
De fire globale revisionshuse – Deloitte, EY (Ernst & Young), KPMG og PwC (PricewaterhouseCoopers) – beskæftiger tilsammen over én million medarbejdere verden over. Ud over revision tilbyder de rådgivning inden for skat, økonomi, teknologi og strategi.
Faktaboks: Sådan gjorde forskerne
Metode:
Systematisk gennemgang af virksomheders hjemmesider i alle lande. Analyse af geografisk placering, antal ansatte og ejerstrukturer.
Formål med undersøgelsen:
At undersøge, hvordan de globale revisionsfirmaer er i stand til at tilbyde modstridende ydelser. Ifølge forskerne kan de gøre dette ved at sende forskellige signaler til forskellige målgrupper, for eksempel om organisatorisk gennemsigtighed, en praksis, som forskerne kalder ’transparency arbitrage.’
--
Kontakt
Saila Stausholm
Postdoc, Department of Organization
Copenhagen Business School (CBS)
+45 3815 2951
sas.ioa@cbs.dk
Kontakter
Martine MengersJournalistSekretariat for Ledelse og Kommunikation
mm.slk@cbs.dkOm Copenhagen Business School
CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.
Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.
Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingenaf transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.
Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Business School
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Copenhagen Business School
Konfirmationen åbner døren til aktiemarkedet22.4.2026 07:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Konfirmationsgaver og udbetaling af børneopsparing får unge til at investere. Men selv om antallet af unge aktieejere stiger, vurderer forsker bag nyt studie, at en justering af reglerne kan få mange flere på aktiemarkedet.
Ansatte slås med IT-systemer fra fire årtier8.4.2026 07:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Som et hus uden tegninger: Nyt studie fra CBS viser, at de ansatte i landets to mest digitaliserede styrelser oplever hyppige IT-nedbrud og uoverskuelige systemer.
Valget er overstået. Nu venter afmagten på Christiansborg25.3.2026 11:06:27 CET | Pressemeddelelse
Folketingsvalget er slut, og jagten på taburetter og ordførerposter kun lige begyndt. Ifølge CBS-forsker Emil Husted træder politikerne ind i et miljø, der skriger på forbedringer. Ikke bare for politikernes egen skyld. Men for demokratiets
Entreprenørskab: Stor viden men lille output21.3.2026 06:06:00 CET | Pressemeddelelse
Kun 60 ud af mere end 4000 forskningsartikler indeholder konkrete anbefalinger til politikerne, viser nyt internationalt studie, som CBS deltager i.
Temperaturer og tillid hænger sammen10.3.2026 05:05:00 CET | Pressemeddelelse
Kan temperaturen i din barndom påvirke, hvor meget du stoler på andre mennesker? Ja, siger ny forskning fra CBS og Den Europæiske Centralbank.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum