23 organisationer i fælles opråb til kommunerne: Afhjælp konsekvenserne af børnefattigdom og stigende fødevarepriser
9.10.2025 07:01:00 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse
Fødevarepriserne er på himmelflugt, og antallet af fattige børnefamilier er steget. Derfor skal det kommende kommunalvalg også handle om, hvordan vi hjælper de 49.500 børn, der vokser op i fattigdom, mener 23 organisationer. I dag præsenterer de 10 anbefalinger til kommunerne, der skal sikre, at færre børn – uanset postnummer – lider under de vidtrækkende konsekvenser af børnefattigdom.
Tusindvis af børn i Danmark vokser op i en hverdag præget af fattigdom. Faktisk er der kommet flere fattige børn i fire ud af fem kommuner, og på landsplan sidder der i gennemsnit ét barn i hver skoleklasse, der oplever fattigdom på egen krop.
Det er børn, der oplever, at der ikke er råd til frugt og grønt eller madpakker, at der ikke er råd til tøj til årstiden eller til deltagelse i fritidsaktiviteter. Det er børn, der frygter den første i måneden, fordi mor eller far forældre kæmper for at få råd til elregningen og huslejen.
– Vi ser hver dag, at børn og familier fastholdes i fattigdom af lave ydelser og stigende priser. Det betyder, at vi får sværere ved at gøre en forskel i disse menneskers liv. For når man ikke har råd til husleje og mad, mangler der overskud til at arbejde med de mange andre barrierer, man møder i livet,” siger Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.
På grund af situationen er 23 organisationer i netværket Børn i Fattigdom, Nej Tak! gået sammen om at sætte børn øverst på dagsordenen ved det kommende kommunalvalg. For børnefattigdom er en kommunal kerneopgave, og der er meget, kommunerne kan tage fat på for at afhjælpe konsekvenserne.
– Når det kommer til børnefattigdom, spiller kommunen en stor rolle i at hjælpe familierne. Kommunen skal bidrage til, at færre udsatte børn ekskluderes fra fællesskaberne. Hver dag ser vi, at flere børn vokser op i fattigdom, og vi mener simpelthen, at Danmark er for rigt et land til, at nogle børn skal vokse op under de vilkår. En del af løsningen kan være gratis måltider i skoler og dagtilbud, men også investeringer i tidlige indsatser, der forebygger, at fattigdom bider sig fast i børnefamilier. Det er det mindste, vi kan gøre som samfund,” siger Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær.
Derfor foreslår netværket målrettet hjælp til nybagte børnefamilier, der kæmper med økonomien. Der er nemlig meget at hente ved at sætte ind tidligt og præcist.
Kommunerne skal tættere på familierne
Organisationerne foreslår desuden, at kommunerne leverer en langt mere helhedsorienteret indsats, der fokuserer på alle de arenaer, som er en del af børnenes liv: skole, dagtilbud, fritidsliv og hjem.
Herunder at hver kommune udarbejder en lokal handleplan med fokus på, hvordan man lokalt kan bekæmpe og afbøde konsekvenserne af børnefattigdom. I Odense har man for eksempel samlet eksperter og borgere, der har formuleret en strategi for, hvordan de kan bekæmpe og afbøde konsekvenserne af børnefattigdom.
– Kommunerne har en unik position i kampen mod børnefattigdom. Men man skal væk fra lappeløsninger og spredte indsatser, og det kræver, at man i kommunerne prioriterer området. Hjælpen til udsatte familier skal hænge sammen på tværs af hverdagens arenaer, og kommunerne skal arbejde tæt sammen med civilsamfund og lokale aktører. Første skridt er derfor at udarbejde lokale handleplaner, så man kan sikre en samlet og helhedsorienteret indsats for familierne,” siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.
Også hos Red Barnet mener man, at kommunerne kan gøre langt mere for at komme børnefattigdom til livs og mindske konsekvenserne for det enkelte barn.
"Familier og børn, der vokser op i fattigdom, kæmper en svær kamp for at få enderne til at mødes. Og børnene er simpelthen på mentalt overarbejde, fordi de er så bekymrede. I Red Barnet taler vi med familier, hvor der ikke er råd til madpakker, grønsager og sund mad eller nye sko, når der går hul i de gamle. Familierne er stressede og pressede på grund af de høje forbrugerpriser, og det kan børnene i den grad mærke. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Ingen børn skal vokse op i fattigdom. Derfor håber vi, at de kommende kommunalpolitikere og kommunerne – med disse anbefalinger i hånden – vil sætte sejl til for at komme de vidtrækkende konsekvenser af børnefattigdom til livs,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Børn i Fattigdom, Nej Tak!
De 23 organisationer bag de 10 anbefalinger til kommunerne er en del af netværket Børn i Fattigdom, Nej Tak!: Red Barnet, Mødrehjælpen, Kirkens Korshær, Dansk Folkehjælp, Enestående Forældre, HOME-START Familiekontakt, Dansk Socialrådgiverforening, BROEN – Danmark, BUPL, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, DRC Dansk Flygtningehjælp, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Kofoeds Skole, Fonden LivaPeople, Foreningen Grønlandske Børn, Forældrenes Landsorganisation FOLA, UNICEF, Landsforeningen Livsværk og DUI-Leg og Virke, Red Barnet Ungdom og DIGNITY.
Nøgleord
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkLinks
Om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og 116 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Nye Småbørnsklubber skal give flere familier en tryg start17.9.2026 16:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Lauritzen Fonden har igen valgt at støtte Red Barnets Småbørnsklubber. Her kan børnefamilier i udsatte positioner blive en del af et stærkt fællesskab, mens forældrene får viden, hjælp og støtte til rollen som småbørnsforældre. Erfaringer viser, at Småbørnsklubberne har en positiv betydning for børnenes trivsel og tilbyder forældrene et fællesskab med andre familier.
Ny undersøgelse: To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På trods af et øget fokus på bagsiden af børns onlineliv kommer lige så mange børn og unge galt af sted som for to år siden. To ud af tre 9-17-årige har oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt inden for det seneste år, viser en ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Red Barnet og TrygFonden. For første gang giver undersøgelsen også et indblik i børn og unges brug af AI-chatbots og 9-12-åriges brug af platforme med en aldersgrænse på 13 år.
I dag samler omkring 8.000 danskere ind til udsatte børn i hele verden6.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sult og klimakatastrofer er en del af alt for mange børns hverdag verden over. De kommende måneders kraftige El Niño kan forværre situationen yderligere for de familier, der i forvejen er mest udsatte. Derfor går tusindvis af frivillige på gaden i dag, søndag den 6. september, for at samle ind til Red Barnets årlige landsindsamling. Der er et stort behov for livsvigtig nødhjælp, nærende mad, skolegang og beskyttelse af de mest udsatte og sårbare børn.
Red Barnet slår alarm: Millioner af børn sulter i Afghanistan, mens hjælpen svinder ind15.8.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nedskæringer i nødhjælp og udviklingsbistand har tvunget hundredvis af sundhedsklinikker til at lukke i Afghanistan. Samtidig stiger antallet af børn med akut underernæring. FN forventer, at 3,7 millioner børn under fem år vil lide af akut underernæring i 2026.
Red Barnet og Arla Fonden giver udsatte familier en sommer fyldt med madglæde og smag for fællesskab15.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Arla Fonden giver Red Barnets frivillige mulighed for at tilbyde børn og familier lejre med fokus på at opleve, lære og lave sund mad sammen i sommerferien. Lejrene skal være med til at øge madglæden hos udsatte familier og inspirere til gode og sunde madvaner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum