Nye Småbørnsklubber skal give flere familier en tryg start
17.9.2026 16:01:00 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse
Lauritzen Fonden har igen valgt at støtte Red Barnets Småbørnsklubber. Her kan børnefamilier i udsatte positioner blive en del af et stærkt fællesskab, mens forældrene får viden, hjælp og støtte til rollen som småbørnsforældre. Erfaringer viser, at Småbørnsklubberne har en positiv betydning for børnenes trivsel og tilbyder forældrene et fællesskab med andre familier.
Børn skal have den bedste start på tilværelsen.
Det er en politisk målsætning, som fylder både på Christiansborg og i landets kommuner, og det nye regeringsgrundlag slår fast, at alle børn – uanset baggrund – skal have en tryg opvækst med leg, læring og fællesskaber. Men ikke alle familier kommer godt fra start. Det store ansvar, manglende søvn og den uvante hverdag med nye tanker og udfordringer kan være svær at håndtere for alle forældre, og for udsatte familier uden det store netværk, kan der være brug for lidt ekstra hjælp.
Derfor har Red Barnet etableret Småbørnsklubber, hvor de mindste børn og deres forældre kan danne sociale relationer og samtidig få råd og sparring i et trygt og tillidsfuldt fællesskab, som er drevet af frivillige. Lauritzen Fonden var med fra begyndelsen, da Småbørnsklubberne blev udviklet, og nu har fonden igen valgt at støtte udbredelsen af fire nye klubber, så endnu flere børn og familier i landets kommuner, kan komme godt fra start.
– Vi har meget gode erfaringer med Småbørnsklubberne, som er med til at gøre en betydelig forskel for de mindste børn og deres forældre. De frivillige skaber trygge rammer, hvor forældre kan lege med deres børn og danne relationer til andre forældre samtidig med, at fagpersoner kan give inspiration og støtte til forældrerollen. Alle børn skal have en god start på livet, og de første år er afgørende for barnets udvikling. Derfor er jeg meget glad for, at Lauritzen Fonden igen bidrager til at etablere nye Småbørnsklubber, så endnu flere familier kan blive en del af et trygt fællesskab, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Helt konkret har Red Barnet fået 3 mio. kr. til at udvikle og etablere fire nye Småbørnsklubber i løbet af 2027 og 2028. Med bevillingen starter Red Barnet nye klubber, så næsten 100 nye familier kan få støtte og blive en del af de gode fællesskaber, hvor udviklende aktiviteter med børnene går hånd i hånd med viden fra kommunale fagpersoner som sundhedsplejersker og tandlæger.
– Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med Red Barnet og være med til at udvikle og udbrede Småbørnsklubberne. Vi ser et stort potentiale i, at Småbørnsklubberne kommer ud og gør en forskel for endnu flere børn og forældre. Ved at bevare det, der gør klubberne virkningsfulde, og samtidig tilpasse dem til lokale behov, håber vi, at endnu flere familier får adgang til trygge fællesskaber, siger Kamilla Søgaard Green, projektchef i Lauritzen Fonden.
Småbørnsklubber skaber trygge fællesskaber
Flere kommuner har allerede etableret Småbørnsklubber, og erfaringerne peger på, at indsatsen gør en positiv forskel for familierne. Den første evaluering af Red Barnets småbørnsklubber viser, at 92 procent af forældrene har fået et styrket socialt netværk ved at være en del af Red Barnets Småbørnsklubber. De forældre, der er med i klubberne, har ikke altid en stor omgangskreds, men størstedelen oplever at blive en del af et fællesskab undervejs.
88 procent af familierne oplever, at Småbørnsklubben har haft en positiv betydning for deres barns trivsel, ligesom 94 procent af familierne har fået ny viden om emner som tandpleje, søvn eller højtlæsning, som de kan bruge i hverdagen. Det viser en efterfølgende evaluering af Småbørnsklubberne.
– Når kommunale fagpersoner deltager i Småbørnsklubben og møder familierne omkring forskellige aktiviteter, opstår der en særlig mulighed for at opbygge tillid til familier, som ellers kan være lidt tilbøjelige til at møde kommunen med kritiske briller. Her kan en sundhedsplejerske eller en anden fagperson møde familierne i trygge og uformelle rammer, for eksempel i forbindelse med sanselege eller fællessang. Det skaber en helt anden relation end den, der opstår i en myndighedssamtale. Forældrene får konkrete redskaber, de kan bruge derhjemme, men også indblik i, hvordan kommunen kan støtte familien, hvis der opstår udfordringer, siger Line Friborg Sanggaard, projektleder for Småbørnsklubberne i Red Barnet.
En tidlig indsats kan gøre en forskel
Et barns første år har stor betydning for den sociale og sundhedsmæssige udvikling senere i livet. De fleste børn i Danmark vokser op i stabile og trygge rammer, men flere familier møder stadig udfordringer i barnets første år, hvor familiernes hverdag kan være præget af økonomisk pres, manglende socialt netværk eller ustabile rammer.
Det kan gøre hverdagen svær og påvirke barnets trivsel og udvikling. Her kan en tidlig indsats som Småbørnsklubben gøre en vigtig forskel.
– Vi ved, at jo før der sættes ind, desto større er chancen for at forhindre, at problemer opstår eller udvikler sig i en negativ retning. Derfor giver det god mening at prioritere tidlige og forebyggende indsatser som Småbørnsklubber, siger Line Friborg Sanggaard.
FAKTA om Småbørnsklubber
-
Småbørnsklubber bliver etableret i et partnerskab mellem kommunen og Red Barnet. I klubberne mødes forældre med deres børn i alderen fra 0-6 år én gang om ugen i 12 uger.
-
En fast gruppe frivillige står for driften af klubben sammen med familierne og undervejs i forløbet deltager fagpersoner med inspirerende viden, aktiviteter og lege.
-
Når forløbet slutter, præsenteres familierne for andre tilbud og støttes i brobygning til bæredygtige fællesskaber i lokalområdet.
-
Småbørnsklubberne er en forebyggende indsats for småbørnsfamilier i udsatte positioner, som har brug for lidt ekstra støtte. Red Barnets Småbørnsklubber findes i seks af landets kommuner.
-
Lauritzen Fonden og Egmont Fonden var med til at finansiere den første fase af Småbørnsklubberne. Småbørnsklubberne får også støtte fra Hempel Fonden, Real Care og Novo Nordisk Fonden.
Nøgleord
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkOm Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Ny undersøgelse: To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På trods af et øget fokus på bagsiden af børns onlineliv kommer lige så mange børn og unge galt af sted som for to år siden. To ud af tre 9-17-årige har oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt inden for det seneste år, viser en ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Red Barnet og TrygFonden. For første gang giver undersøgelsen også et indblik i børn og unges brug af AI-chatbots og 9-12-åriges brug af platforme med en aldersgrænse på 13 år.
I dag samler omkring 8.000 danskere ind til udsatte børn i hele verden6.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sult og klimakatastrofer er en del af alt for mange børns hverdag verden over. De kommende måneders kraftige El Niño kan forværre situationen yderligere for de familier, der i forvejen er mest udsatte. Derfor går tusindvis af frivillige på gaden i dag, søndag den 6. september, for at samle ind til Red Barnets årlige landsindsamling. Der er et stort behov for livsvigtig nødhjælp, nærende mad, skolegang og beskyttelse af de mest udsatte og sårbare børn.
Red Barnet slår alarm: Millioner af børn sulter i Afghanistan, mens hjælpen svinder ind15.8.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nedskæringer i nødhjælp og udviklingsbistand har tvunget hundredvis af sundhedsklinikker til at lukke i Afghanistan. Samtidig stiger antallet af børn med akut underernæring. FN forventer, at 3,7 millioner børn under fem år vil lide af akut underernæring i 2026.
Red Barnet og Arla Fonden giver udsatte familier en sommer fyldt med madglæde og smag for fællesskab15.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Arla Fonden giver Red Barnets frivillige mulighed for at tilbyde børn og familier lejre med fokus på at opleve, lære og lave sund mad sammen i sommerferien. Lejrene skal være med til at øge madglæden hos udsatte familier og inspirere til gode og sunde madvaner.
Red Barnet sender 1.300 børn og forældre på ferielejr: For mange er det årets eneste store ferieoplevelse3.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 2026 forventer Red Barnet at sende næsten 1.300 børn og forældre på ferielejr. Det er samme niveau som rekordåret 2024. Lejrene bliver afholdt af omkring 350 frivillige og er med til at skabe enestående sommerferieminder for børn, der ellers ikke ville opleve meget denne sommer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum