Ny aftale skal sikre bedre brug af det digitale i skoler og fritidslivet
6.10.2025 10:02:20 CEST | Digitaliseringsministeriet | Pressemeddelelse
Forældre skal hjælpes til at lave kollektive aftaler om det digitale, og kommuner, skoler og fritidstilbud skal have særligt fokus på utilsigtede konsekvenser ved digitalisering. Det er blandt målsætningerne i en ny aftale mellem regeringen, KL og parterne på skoleområdet.
I dag er børn og unges hverdag i skolen og i fritidslivet tæt forbundet med deres digitale liv. Det digitale spiller en stor rolle for både læring og trivsel, og de senere år er der kommet et større fokus på, at den øgede digitalisering også kan medføre utilsigtede konsekvenser.
En hel del kommuner, skoler og fritidstilbud er allerede begyndt at tage aktiv stilling til rammerne for børns digitale liv, ligesom et flertal i Folketinget for nylig har indgået en aftale om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud. Det er helt afgørende, at børns digitale tryghed på tværs af skole og fritid bliver en prioritet i alle kommuner og kommer alle børn og unge til gode.
Derfor etableres nu et omfattende fælles partnerskab, der frem mod 2030 arbejder målrettet for lokalt at skabe gode og trygge rammer for børn og unges digitale liv.
”Vi har i alt for lang tid haft et ensidigt positivt blik på digitale værktøjer, grænsende til det naive. Heldigvis er vi som samfund blevet klogere. I dag har mange skoler og fritidstilbud en sund og kritisk tilgang til de digitale muligheder – og det skal vi støtte op om. Børn og unge skal kunne færdes trygt i deres digitale hverdag – både i skolen, fritiden og derhjemme. Med klare rammer, fælles aftaler og hurtig hjælp ved digitale krænkelser kan vi skabe digitale fællesskaber, der styrker trivslen og giver plads til både læring og leg,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.
Digital børnebeskyttelse kræver, at alle relevante aktører med indflydelse på børn og unges liv er med i forandringen – heriblandt børn og unge selv. Derfor er partnerskabet et resultat af en bred aftale mellem ’Alliancen for et trygt og godt digitalt børne- og ungeliv’ (regeringen, Børns Vilkår, Red Barnet, DUF og KL), Skole og Forældre, Danske Skoleelever, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, FOA, BUPL, Medierådet for børn og unge og FOLA.
Partnerskabets har aftalt tre indsatsområder:
- Sikker brug af digitale værktøjer: Kommuner, skolebestyrelser og forældreråd skal have klare processer og viden til at sikre brugen af digitale undervisningssystemer, apps og AI.
- Fælles aftaler om digitale fællesskaber: Elever og forældre skal indgå kollektive aftaler, der styrker fællesskaberne digitalt.
- Hurtig hjælp ved digitale krænkelser: Alle skoler skal kende og have adgang til best practice, beredskabsplaner og antimobbestrategier, så der kan handles hurtigt og effektivt ved digital skade eller krænkelser.
Formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg Christina Krzyrosiak Hansen siger:
”Det er rigtig godt, at vi med aftalen her bliver klogere på, hvordan man fjerner ansvaret for at vurdere sikkerheden i det enkelte digitale undervisningsmiddel fra den enkelte lærer eller pædagog og i stedet får et fælles ansvar for at skabe et overblik over det komplicerede digitale landskab. Det vil give nogle langt tryggere rammer at færdes i – både for børnene og de unge samt de voksne omkring dem."
Formand for Skole og Forældre Regitze Spenner Ishøy siger:
"Et trygt digitalt børneliv er et fælles ansvar. Som forældre kan vi meget, men vi kan mere i fællesskab. Vi er derfor glade for, at vi i partnerskabet kan arbejde målrettet sammen for at skabe de bedste rammer for vores børn i det digitale landskab."
Næstformand hos Skolelederforeningen Kristian Dissing Olesen siger:
“Vi glæder vi os over, at kommunerne er opmærksomme på og finder det vigtigt at understøtte skolerne omring sikkerheden, når det gælder nødvendige digitale arbejdsredskaber. Det har vi brug for på skolerne for at sikre børnenes bevægelser på forskellige platforme. Det glæder os også, at skolerne får mulighed for at facilitere samtaler med forældre og elever om problematikker vedrørende børns adgang på digitale platforme, for det er en udfordring, der ikke kun skal løses i skoletiden."
Læs mere
Kontakter
Michael Højgaard BangPresserådgiver
Tlf:+45 72 28 24 16mihb@digmin.dkFølg pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet
Ny strategi baner vejen for stærkere bekæmpelse af digital svindel29.1.2026 08:59:07 CET | Pressemeddelelse
Et nyt ’Nationalt forum for bekæmpelse af digital svindel’ skal bidrage til vidensdeling, koordination og udvikling af nye tiltag, der kan sætte en stopper for digital svindel. Forummet er ét af initiativerne i Aftale om strategi for cyber- og informationssikkerhed 2026-2029, som blev præsenteret i går.
Ny rapport: Techgiganter viste sidste år reklamer til danske børn og unge for 327 millioner kroner16.12.2025 09:10:30 CET | Pressemeddelelse
Techgiganterne har indtægter for store beløb ved at have børn og unge klistret til deres platforme. Ny rapport viser, hvordan danske børn og unges skærmtid omsættes til flere hundreder millioner kroner i årlige reklameindtægter.
Aftale om tre storskalaprojekter med kunstig intelligens i den offentlige sektor16.12.2025 08:17:23 CET | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens i den offentlige sektor kan styrke opgaveløsningen, gøre mødet med det offentlige bedre og frigøre mere tid til det vigtige. Regeringen, KL og Danske Regioner har derfor indgået en aftale om storskalaprojekter med kunstig intelligens, som skal udrulles i den offentlige sektor fra 2026.
Bredbåndspuljen sikrer hurtigt internet til småøer11.12.2025 10:05:01 CET | Pressemeddelelse
851 adresser får tilskud til etableringen af bredbånd, og især småøerne kan nu se frem til hurtigt internet.
Ny rapport giver indblik i techgiganternes maskinrum: Tid, tanker og følelser er råstof i jagten på profit11.12.2025 09:01:54 CET | Pressemeddelelse
Ny rapport viser, hvordan sociale medier systematisk fastholder brugerne gennem design, data og algoritmer. De mest fastholdte unge i undersøgelsen ser i gennemsnit 895 TikTok-videoer om dagen, hvor hvert klik, ophold og bevægelse registreres og bruges til at fastholde dem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum