Midttrafik

Gratis kørsel markerer overgang fra diesel- til batteritog

Del

Fra 1. oktober bliver det gratis at køre med tog på strækningen Vemb-Lemvig-Thyborøn. Region Midtjylland og Lemvig Kommune står bag tiltaget, der både giver mulighed for at afprøve de helt nye batteritog og sige farvel til de gamle Y-tog. Tilbuddet om gratis kørsel løber året ud.

Der er gratis kørsel på Lemvigbanen fra 1. oktober og året ud
Der er gratis kørsel på Lemvigbanen fra 1. oktober og året ud

Danmarks første batteritog overtager kørslen på en af Danmarks smukkeste togstrækninger, mellem Vemb og Thyborøn, inden årets udgang. Midt i begejstringen over de nye tog, der både er en gevinst for klimaet og togoplevelsen, er der også vemod over at sige farvel til de gamle tog. De ikoniske Y-tog har kørt på Lemvigbanen i mere end 40 år.

Sig farvel til de gamle tog og prøv de nye batteritog
For at markere overgangen fra diesel- til batteritog inviterer Region Midtjylland, Lemvig Kommune, Midttrafik og Midtjyske Jernbaner alle til at køre gratis på Lemvigbanen fra 1. oktober og året ud.

”Det her er en fin anledning til at tage afsked med de tog, der har kørt her i mange år, og samtidig opleve de nye batteritog. De kører uden dieseludledning og markerer dermed et vigtigt skridt i en grønnere retning for transporten i hele området. Samtidig giver de en mere behagelig og lydsvag køreoplevelse. Og så passer det godt med, at det fra januar bliver muligt at bruge både Rejsekort og det nye Basiskort på strækningen”, siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Lemvig Kommune medvirker i tiltaget med den gratis kørsel. Udvalgsformanden for Teknik- og Miljøudvalget Steffen Damsgaard fortæller:

”Lemvigbanen er en livsnerve for lokalbefolkningen som kollektiv transportmulighed, der bruges af alle aldre. Lige fra skolebørn til seniorer, samt også bruges af de mange gæster og turister, der besøger vores område og holder ferie. Derfor er det oplagt, at Lemvig Kommune bidrager til kampagnen, så forhåbentlig alle prøver batteritoget og vil bruge toget fremover. Region Midtjyllands indsats for omstilling til batteritog spiller godt sammen med Lemvig Kommunes ambitiøse klimaplaner”.

Batteritog bliver løbende indsat på Lemvigbanen
Siden jomfruturen fra Vemb til Thyborøn den 14. juli, har Midtjyske Jernbaner arbejdet intenst på at gøre klar til fuld drift med de nye batteritog, der udover Lemvigbanen også skal køre på strækningen mellem Holstebro og Skjern.

Bestyrelsesformand Arne Lægaard fortæller:

"I hele organisationen har vi haft rigtig travlt med at forberede os på at modtage vores nye batteritog. Vi har indtil videre fået leveret fire af vores i alt syv batteritog, og vi er godt i gang med at lære dem at kende. Vi har også en stor opgave i at uddanne vores lokomotivførere. Det er en helt ny verden for os – og for vores kunder. Vi glæder os utrolig meget til at komme i fuld drift. Det har været en lang, men også spændende og lærerig proces for os”.

Når kunderne hopper ombord på Lemvigbanen fra 1. oktober, vil de møde både Y-tog og batteritog. Herefter vil flere og flere afgange blive kørt af batteritog i takt med, at lokomotivførerne bliver uddannet i at køre de nye tog, at de sidste tre batteritog bliver leveret, og at lade-anlæggene i henholdsvis Lemvig, Holstebro og Skjern bliver klar.

Midtjyske Jernbaner forventer, at alle batteritog er i drift inden årsskiftet. Det gælder både på strækningen Vemb-Lemvig-Thyborøn og strækningen Holstebro-Skjern.

Midttrafiks direktør Lars Berg glæder sig til, at de nye tog kommer i fuld drift:

”Vi er i fuld gang med den grønne omstilling af busserne, hvor 46 procent af turene bliver kørt af elbusser, når vi måler i køreplantimer. Letbanen i Aarhus kører på el, og snart kan vi tilbyde vores togkunder grøn kørsel med syv nye batteritog. Jeg håber, at den gratis kørsel giver rigtig mange en så god oplevelse i de nye batteritog, at de også vælger dem til fremadrettet”.

Overgangen fra diesel- til batteritog betyder samtidigt et farvel til "de blå punkter" i Y-togene, som har været brugt til det fysiske Rejsekort.

Fra januar 2026 kan kunderne checke det nye Basiskort ind og ud på perronerne eller bruge en af de to apps: Rejsekort eller Rejsebillet.

Basiskortet erstatter sammen med Rejsekort-appen det fysiske Rejsekort.

Nøgleord

Kontakter

Om Midttrafik

Midttrafik er et mobilitetsselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Følg pressemeddelelser fra Midttrafik

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Midttrafik

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye