Vejdirektoratet

Kom til Åben Byggeplads på Nordhavnstunnelen

Del

Søndag den 28. september inviterer Vejdirektoratet sammen med entreprenør BESIX-MTH JV indenfor til en spændende dag på den anden side af byggepladshegnet på anlæg af Nordhavnstunnelen i Nordhavn. På dagen kan man komme ned i byggegruben og blive klogere på tunnelbyggeriet.

Støbearbejde i byggegrube i Nordhavn. Foto: Vejdirektoratet.
Støbearbejde i byggegrube i Nordhavn. Foto: Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet åbner byggepladsen og giver alle interesserede borgere er en unik mulighed for at få et indblik i tunnelbyggeriets mange facetter. Man kan tage en tur rundt på byggepladsen eller komme ned i byggegruben, der har en dybde af op til 18 meter. Det er her, den 1,4 kilometer lange tunnel vil blive støbt stykke for stykke under Svanemøllehavnen og Kalkbrænderiløbet.

Projektlederen for Nordhavnstunnelen håber at se rigtig mange interesserede på dagen.

”Vi glæder os til at vise vores spændende projekt frem og håber, at mange vil gribe chancen og lægge vejen forbi Nordhavn og se, hvordan vi bygger den nye tunnel, der vil binde bydelen tættere sammen med resten af byen,” siger senior projektleder Mette Stender. 

Entreprenør BESIX-MTH JV ser også frem til at byde de besøgende indenfor på byggepladsen.

”Nordhavnstunnelen er et af de største infrastrukturprojekter i København. Vi er stolte over og glade for, at vi sammen med Vejdirektoratet kan invitere offentligheden ind på vores byggeplads. Det er en unik mulighed for at se et byggeri, der om få år ikke kan ses i landskabet. På søndag kan folk komme ned i vores byggegrube på et sted, hvor vi er 10-15 meter under terræn og ved selvsyn se det dybt komplicerede stykke ingeniør- og anlægsarbejde, der ligger til grund for Nordhavnstunnelen,” siger viceprojektdirektør Michael Benedict Thulstrup fra BESIX-MTH JV.

Nordhavnstunnelen vil give nemmere adgang til en bydel i rivende udvikling. På Museum Tunnelfabrikken, der holder ekstraordinært åbent, kan de besøgende få indblik i udviklingen af Nordhavn og se nogle af de fund, der er gjort i forbindelse med udgravning til tunnelen.

De lokale spisesteder Den Røde Vogn, Sandkassen og Odds & Ends holder også åbent, og Event Kaffe stiller en kaffevogn op, så det er muligt at få lidt til ganen på dagen.

Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding. Åben Byggeplads-arrangementet egner sig ikke til dårligt gående eller kørestolsbrugere, da terrænet er ujævnt, og der er trapper for at komme ned i den dybe byggegrube.

Hvornår:
Søndag den 28. september 10-15

Hvor:
Færgehavnsvej 37, Nordhavn

Cykel og metro:
Tag gerne cyklen eller metro til Orientkaj

Parkering:
Parkering åbner 9.30
Der er et begrænset antal parkeringspladser

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye