Vejdirektoratet

Den gamle bro over E45 ved Horsens N <55> rives ned den 27. og 28. september – motorvejen spærres i aften- og nattetimerne

Del

I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor, skal den gamle bro på Østbirkvej over motorvejen ved Horsens N <55> rives ned. Det giver omkørsler og forlænget rejsetid for trafikanterne på motorvejen og i lokalområdet imens.

Den gamle bro ved Horsens N <55> på E45 bliver revet ned i weekenden den 27.+28. september.
Den gamle bro ved Horsens N <55> på E45 bliver revet ned i weekenden den 27.+28. september. Foto: Aerodan/Vejdirektoratet

I weekenden lørdag den 27. og søndag den 28. september river Vejdirektoratets entreprenør den gamle bro på Østbirkvej over E45 ved Horsens N <55> ned. Det sker som led i udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor fra Vejle til Skanderborg.

Den nye bro på Østbirkvej er støbt og taget i brug, og næste skridt i arbejdet er at fjerne den gamle bro.  

Broen ved Horsens N <55> er en anelse større end den bro, som Vejdirektoratet rev ned i august måned ved Hedensted <58>.

”Vi har gjort os nogle gode erfaringer ved den seneste bronedrivning ved Hedensted, hvor arbejdet forløb rigtig godt. Og derfor går vi ind til nedrivningen af broen ved Horsens Nord fuld af fortrøstning i forhold til, at det kommer til at gå godt,” siger projektchef John Kjærsgaard.

Motorvejen og broen over spærres

Mens den gamle bro over motorvejen brækkes ned, er motorvejen spærret. Den spærres lørdag den 27. september klokken 17:00 og forventes at åbne igen søndag morgen klokken 09:00. Broen for Østbirkvej over E45 spærres også. Østbirkvej rute 461 spærres på tværs af motorvejen fra lørdag morgen klokken 10:00 til en time efter motorvejen igen er åben for trafik.

Trafikanter i nordgående retning på E45 Østjyske Motorvej ledes af motorvejen ved Horsens V <56a>, hvor der er omkørsel frem til Ejer Bavnehøj <54> via Skanderborgvej/Horsensvej rute 170 og Tebstrup.

Trafikanter i sydgående retning ledes af allerede ved Skanderborg S <53>, hvor de bliver ledt via Yding, Østbirk og Nim til rute 52 og videre til Horsens V <56a>, hvor de kan fortsætte sydover ad E45 Østjyske Motorvej.

Når trafikanterne bliver ledt af allerede ved Skanderborg S <53> i sydgående retning skyldes det, at det ikke er muligt at lave en fornuftig omkørselsrute, som kan rumme den ekstra trafikmængde fra Ejer Bavnehøj Vest-frakørselsrampen. Det betyder også, at rasteplads Ejer Bavnehøj Vest lukkes mens motorvejen er spærret. Trafikanter, som må opholde sig på rastepladsen, når der bliver spærret, vil kunne forlade rastepladsen via Risvej og rute 170.

Øget rejsetid og ekstra opmærksomhed

Omkørslerne vil helt naturligt give en længere rejsetid for trafikanter på E45. Særligt i de første timer efter spærringen. Derfor har projektchef John Kjærsgaard også et særligt budskab til trafikanterne:

”Hvis du kan undgå det, så lad være med at køre forbi det afspærrede område på E45 og de tilstødende veje. Når vi spærrer motorvejen, så vil det få betydning for rejsetiden, fordi vi sender flere trafikanter ud på de mindre veje i nærheden.” 

Ved tidligere bronedrivninger har der været flere nysgerrige borgere, som er troppet op for at kigge på, at de store maskiner brækker broen ned.

Der arrangeres ikke et event, men hvis man ønsker at se bronedrivningen, så vil det bedste spot være fra den østlige side, hvor man kan parkere på samkørselspladsen ved Horsens N <55>. Herfra er der kort afstand til den lukkede frakørselsrampe, hvorfra der er et godt udsyn til arbejdet.

Nysgerrige bedes huske på, at det er et arbejde med store sikkerhedskrav, som udføres. Og vil man kigge på, så skal man huske at blive bag afspærringerne på behørig afstand af arbejdet og følge anvisningerne på stedet.

Læs mere om udvidelsen af E45 og hold dig opdateret på de trafikale gener, mens der bygges på trafikinfo.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Omkørsler på E45 i forbindelse med bronedrivning ved Horsens N den 27.+28. september.
Omkørsler på E45 i forbindelse med bronedrivning ved Horsens N den 27.+28. september.
Kort: Vejdirektoratet
Download

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye