Circle K

Circle K leverer solidt resultat

Del

På trods af et vigende brændstofmarked og markedsudfordringer leverer Circle K et solidt resultat. Resultatet danner grundlag for fortsatte investeringer på over 2 milliarder kroner i grøn omstilling og lynladere til elbiler frem mod 2030. Samtidig vil Circle K styrke butikkernes rolle i det samlede tilbud til danskerne.

Resultatet af den ordinære primære drift før skat (EBITDA) i Circle K Danmark A/S landede på 1.011 millioner kroner i regnskabsåret 2024/25, hvilket er en fremgang på 21 procent i forhold til året før. Resultatet efter skat blev 462 millioner kroner.

Omsætningen endte på 11,9 milliarder kroner, hvilket er 1,7 milliarder kroner lavere end året før. Faldet skyldes primært lavere brændstofpriser, et faldende brændstofmarked og ændrede dieselafgifter, der har flyttet volumen til Sverige. Bruttofortjenesten, som giver et mere retvisende billede af udviklingen i forretningen, steg derimod med 197 millioner kroner til 2,7 milliarder kroner. 

”Vi er meget tilfredse med at levere et solidt resultat i et år med markedsmæssige udfordringer. Resultatet viser styrken i Circle Ks forretning og vores medarbejderes store indsats på tværs af brændstof, opladning og convenience. Det positive momentum giver os mulighed for at fortsætte investeringerne i grøn omstilling og udviklingen af vores butikker, som fremover skal spille en endnu større rolle i vores samlede tilbud til danskerne,” siger Peter Rasmussen, adm. direktør for Circle K Danmark.

Fortsætter investeringer i grøn omstilling

Circle K investerer frem mod 2030 mere end 2 milliarder kroner i ladeinfrastruktur til elbiler. Ved udgangen af regnskabsåret havde Circle K etableret 554 lynladepladser fordelt på 108 stationer i Danmark, og i det kommende år er der særligt fokus på at udbygge ladenetværket langs de danske motorveje.

”Vi satser målrettet på at give danskerne hurtig og pålidelig opladning på farten. Derfor investerer vi også i nogle af markedet hurtigste lynladere på 400 kW, som reducerer ladetiden til 15-20 minutter. Vi tror på, at det giver os en afgørende konkurrencefordel, når danskerne skal lade på farten,” siger Peter Rasmussen.

Øget fokus på convenience  

Circle K er Danmarks største convenience-forretning med en omsætning på 3,5 milliarder kroner. I det kommende år vil selskabet opgradere stationerne langs motorvejsnettet med fokus på elbilisternes behov. Det indebærer blandt andet flere nye lynladere, et bredere udvalg af frisklavede måltider og andre faciliteter til kunderne. Som en ekstra service kan lade-kunder også læse Berlingske uden beregning, mens bilen lader.

”Danskernes behov ændrer sig, når de kører elbil og opholder sig i længere tid på vores stationer. Vi tror på, at styrken ligger i at kunne tilbyde både lynopladning, god mad, friskbrygget kaffe og andre moderne faciliteter på samme sted. Det vil vi investere målrettet i de kommende år,” siger Peter Rasmussen.

Som en del af satsningen opgraderes Circle K-butikker ved motorvejene med nye loungeområder. Samtidig introduceres et bredere udvalg af frisklavede måltider, herunder større retter, der kan nydes med kniv og gaffel på stedet.

Fakta

  • Circle K Danmark A/S’ regnskabsår løber fra 1. maj 2024 til 30. april 2025
  • Nøgletal fra årsregnskabet 2024/25:
    • Omsætning: DKK 11,9 mia.
    • Bruttofortjeneste: DKK 2,7 mia. (+7,8 %)
    • Resultat af den ordinære primære drift før skat (EBITDA): DKK 1.011 mio. (+21 %)
    • Resultat efter skat: DKK 462 mio.
    • https://www.circlek.dk/aarsrapporter
  • Circle K driver 436 lokationer i Danmark, heraf 209 full-service stationer
  • Selskabet beskæftiger mere end 2.700 medarbejdere i Danmark
  • Circle K er ejet af det canadiske selskab Alimentation Couche-Tard Inc., der driver ca. 16.700 butikker i 31 lande og har omkring 149.000 medarbejdere globalt
  • Læs mere om Circle K´s bæredygtighedsinitiativer i bæredygtighedsrapporten for 2024/25 https://www.circlek.dk/aarsrapporter

Kontakter

Billeder

Peter Rasmussen, adm. direktør, Circle K Danmark
Peter Rasmussen, adm. direktør, Circle K Danmark
Download

Om os

Circle K er én af de førende convenience, energi og brændstofleverandører i Danmark, og er en del af den canadiske Alimentation Couche-Tard gruppe. Gruppen har samlet mere end 16.700 butikker og stationer og ca. 149.000 ansatte i 31 forskellige lande rundt om i verden. Circle K driver i Danmark to separate brands (Circle K & INGO) på i alt 436 lokationer landet over. 209 er stationer, som udover brændstoffer under Circle K-brandet tilbyder mad, drikkevarer og bilvask. Samtidig er der lynladestandere på mange af vores stationer.

Følg pressemeddelelser fra Circle K

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Circle K

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye